Bogforum 2024: Mellem det rød-hvide afspærringsbånd og den glemte mulepose
Vi har i redaktionen på LitteraturNu sendt vores to skribenter – Asta Lucia Bonifacini Jensen og Clara Karen Stenkjær – til Bella Centret for at dække Bogforum. Dette er andet bidrag.
Bogforum anno 2024. Den overspændte stemning foran det rød-hvide afspærringsbånd ved indgang 4 til Bella Centeret fredag formiddag blev forløst i det øjeblik, hvor jeg åbnede døren til toilettet i et forsøg på at udnytte ventetiden. Wow, et dårligt varsel, tænkte jeg. Bliver det sådan hele weekenden, at jeg aldrig er det helt rigtige sted på det rigtige tidspunkt? Altid i nærheden, lidt forsinket, eller på den forkerte side af en midlertidigt opstillet væg? Fornemmelsen blev siddende i kroppen i lang tid, også efter jeg havde lært gulvets farvesystem at kende, og var begyndt at kunne finde rundt i mit tætte program. Lyden af klapsalver rungede mellem væggene, og jeg kommer aldrig til at finde ud af, hvad der blev klappet af. If you’ve got fomo, don’t go.
Jeg havde egentlig for mange år siden besluttet mig for, at jeg ikke behøvede at tage på Bogforum igen. Dengang havde jeg kategoriseret det som et unødvendigt stort, kommercielt foretagende, som ikke levnede meget plads til fordybelse eller kærlighed til litteraturen. Formålet var salg, og folk stod og trippede for at blive en del af det litterære parnas. “Se mig, se mig!” råbte vi i kor. Jeg hadede det. Så da jeg blev bedt om at tage derud i år, var det selvfølgelig med en vis skepsis.
Bogforum er ubetinget Danmarks største bogbegivenhed. Samtlige forlag, der vil være i nærheden af musikken, er repræsenteret. Mange af de store tv-stjerner kommer og deltager i talks: politikere, konditorer, realitystjerner og værter. De har alle sammen skrevet en bog, eller fået nogen til det, og de er meget aktuelle med den. Derudover er der tegneserier, faglitteratur, brugskunst, skønlitteratur, børnelitteratur og tekander i kæmpestore overoplyste sale. Alle forlag, der har råd til det, har en scene, som de alle dage og på alle tidspunkter har nogen oppe at tale på. Samtidig høres en kakofoni af mange tusind menneskers stemmer, skridt, slubren og klappen. Men heldigvis har scenernes deltagere mikrofoner at tale i, så de alligevel godt kan overdøve noget af larmen, hvis man er tæt på. Og det er med at slå lyttelapperne ud, for der er guldkorn derude. Find dem, eller gå glip!
Jeg valgte at følge rådet fra “Peter Nielsens guide til Bogforum 2024”, Information 31/10 2024, om at starte med det vigtigste: Åbningstalen af Søren Ulrik Thomsen og den efterfølgende afsløring af debutantprisvinderen. Eller det vil sige: i min mangel på et sted at føle mig hjemme luskede jeg ind i den store sals mørke ro klokken 10.25 og satte mig. De lovede morgensang fra højskolesangbogen som det første programpunkt, og det kunne jeg som tidligere efter- og højskoleelev godt lide tanken om. Det føltes på en eller anden måde alligevel off, da det gik i gang. Værterne talte meget og valgte mest sange, som det var tydeligt, at jeg ikke var alene om at finde nye. Og hele seancen sluttede med et forsøg på at sælge os en bog om fællessang – noget der også gentog sig lørdag og søndag, hvor jeg på en eller anden måde også forvildede mig derind. Jeg tror, at jeg følte mig lidt forrådt. Skal der nu også kapitaliseres på glæden ved fællessang? Jeg kom til at tænke på Inger Smærup Sørensen og en sætning fra hendes debutroman, Dødsbo. “Pas på fællessang”. Meget passende, når nu denne bog var nomineret til den pris, vi netop skulle til at se uddelingen af (vil du vide mere om prisuddelingen, se her).
Man kan gå til Bogforum på mange forskellige måder. Jeg valgte i høj grad at bruge min tid på at gå til arrangementer. Jeg har på må og få sammensat et program efter ren og skær interesse. Det er selvfølgelig ikke så journalistisk veloplagt, men formentlig noget, de fleste kan spejle sig i. Hvis man ikke er så optaget af networking og minimale rabatter, så er det arrangementerne, der gemmer på guldet. Her får I et indblik i nogle af de fineste ting, jeg har hørt. For jeg er blevet mildnet i mødet med den oprigtige interesse i at skabe noget, der er større end én selv.
Den beige chaiselong
Til et arrangement om venner og familie, hvor Dy Plambæk, Linea Maja Ernst og Line Jensen talte med Gyrith Ravn om deres bøger, opstod den beige chaiselong som en metafor for den vellykkede konforme livsførelse. Det er den, som de antiautoritære griner ad, og som de alligevel ender med at eje, når de kommer i trediverne. Det er tredivernes store forræderi, siger Ernst. Det, vi aftalte, der ikke skulle ske. Hos Jensen synker den beige chaiselong, og kvinderne i Plambæks bog ville sige “nååå” til karaktererne fra Ernsts bog. “I ved ingenting endnu”.
De talte om deres aktuelle bøger: Plambæks Mod midnatssolen, Ernsts Kun til navlen og Jensens Min fine ven. Alle tre bøger rummer noget om relationer. Hvem er egentlig vores livsvidner anno 2024? Kæresten, familien eller vennerne? Plambæk peger på, at det er de færreste, der i dag bliver sammen med en partner hele livet, ligesom hendes bedstemor og bedstefar. De fleste af os har ikke en fast kæreste, og mens de bliver udskiftet, så har vi stadig vores venner. Folk, der har fulgt os gennem tykt og tyndt, og som ikke vil lave om på én. Vennerne er kavaleriet, der kommer, når den beige chaiselong er i fare. Sådan er det både hos Plambæk og Jensen. Anderledes går det for sig i Kun til navlen, hvor vennegruppen er såkaldte frenemies. De både elsker og hader hinanden, og de konkurrerer om selv bittesmå ting ved morgenbordet. Men de er selvfølgelig også kun i starten af voksenlivet – det er ikke blevet ægte alvorligt endnu.
Det, der er sket, vil ske igen
Venskabet er også redningsplanken – kavaleriet – i Naja Marie Aidts roman, Øvelser i mørke (find LitteraturNu’s anmeldelse af den roman her). Når alarmklokkerne ringer, og man bare ved, at det, der er sket, vil ske igen, kan vennerne have en enorm betydning. Fællesskaber og venskaber kan bære én igennem rigtigt meget, siger Aidt. Selv havde hun stor glæde af sin egen omgangskreds, efter hun mistede sin søn, Carl. At hun overhovedet var i stand til at skrive Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog, forstår hun ikke selv. For siden dengang har hun følt sig stum. Det er i mødet med andre mennesker, at der igen kunne opstå et sprog. Især blandt venner kunne det findes igen, for selvom man kan få trangen til et enkelt liv på en afsidesliggende ø efter at gennemleve en stor smerte, så er det ikke der, svaret ligger. Det er hos venner, der er gode til bare at acceptere én, uden at ville lave om. Aidt fortæller, at da hun var yngre, var hun meget opsat på ikke at være en kvindeforfatter, der skrev kvindelitteratur. Kvindelitteraturen havde et dårligt ry, det var pladder og bekendelseslitteratur. Minoritetslitteratur. Det vil hun gerne lave om på nu. Kvindefællesskaber skal også have taletid! Om det er modigt, at hun som en af Danmarks mest etablerede forfattere kaster sig ud i at give noget taletid, som for længst har fået det af både ældre og yngre forfattere, kan man så diskutere. Men bogen er god.
Skønheden findes
Vi rejste til Wien med Dorrit Willumsen og så en ballet. Sådan føltes det, da forfatteren på sin egen indtagende og omhyggelige måde fortalte om tilblivelsen af 13 ½ minut, hendes nyeste roman. Den handler om kærligheden mellem en mekanisk dukke og en ung mand. Ingen af dem kan ret meget, men de er sympatiske og har et rigt følelsesliv.
Jeg er nødt til at indrømme over for mig selv og dig, at jeg har et ømt punkt for Willumsen. Det stod klart, da hun storsmilende fortalte om altid at have følt sig kikset og dårligt egnet til mange ting, ligesom karaktererne i romanen. Der er en ægte smerte et sted i den stolthed, hvormed hun sagde det. Jeg tror det rørte mig så meget, fordi jeg længe har anet, at Willumsen ikke har følt sig genkendt som det smukke og kraftfulde menneske, hun er. Både i hendes forfatterskab og i tidligere interviews har det været et omdrejningspunkt, hvordan et følsomt menneskes selvfølelse udvikler sig, og hvor meget skade det udefrakommende blik kan pådrage.
Interviewet ledte mine tanker hen på Programmeret til kærlighed fra 1981, hvor hovedpersonen Liv skal bygge en androide, der kan dække en mands behov. Liv vil ikke bruge sig selv som forbillede, fordi hun ved, at hun ikke lever op til dette ideal. Hun studerer det mandlige blik, og finder sig selv for lille. Det farver hendes selvfortælling, og historien ender sørgeligt. Men fortællingen om Willumsen og hendes forfatterskab gør ikke – det er en smuk historie.
Vilter poesi
Sjælens signatur sidder i digtene hos Pia Tafdrup, og sproget er blomstrende og ynglende hos Signe Gjessing. Sammen med Dr-journalisten Karen Secher havde de tyve minutter til at udfolde deres sprogblomster for et spændt publikum på Gyldendals Tranescene 2 i dundrende larm fra det kæmpemæssige rum. Ready, set, GO! I Signe Gjessings nye bog I kan da også bare skrive om stjernerne opfinder hun et problem der ikke er der. Det siger hun selv. Altså, der er ikke nogen, der rent faktisk har tænkt, at Gjessing havde patent på at skrive om stjerner. Det er en genreblandende bog, der er digte og noget andet, der er korsfæstelse og opstandelse. Det hele opstår i skriveprocessen og skal være komplekst for at fæstne sig. Tafdrup har skrevet en bog til og om sin mor, der er gået bort. Bogen handler om hendes mor, der gav alt hvad hun kunne, selvom hun selv havde et svært liv med mange lidelser. Hendes hjerte stod aldrig i zenit, fortæller Tafdrup med reference til bogens titel Med hjertet i zenit. Det kunne have været rørende.
Korthuset står
Judith Hermann fik den længste klapsalve, jeg overværede og deltog i. Det var også en stor oplevelse at høre den berømte tyske forfatter fortælle om sin nye bog Vi ville have fortalt hinanden alt, selvom jeg tror, at jeg gik glip af det meste. Mit tyske er ikke det bedste, og selvom moderator Steen Bille virkelig gjorde en flot indsats for at oversætte, mens han både stillede spørgsmål og svarede på Hermanns, så kan det vist ikke undgås, at noget går tabt undervejs. Men på en eller anden måde passer det meget godt til samtalen. Den dvælede meget ved hendes skriveteknik, som hun beskrev som en meget langsommelig proces. Første del af processen, som for hende er at bestemme sig for, hvad hun vil fortælle, og hvad hun ikke vil, er den længste. Det at skrive er også at gemme noget, ret meget, fortæller hun. Jo mere privat det er, des mere er der også skjult. Det er en overtroisk tilgang, siger hun, og efter mange gennemretninger svinder omfanget med to tredjedele. Hun tænker det som et korthus, hvor hun bliver ved med at fjerne kort, indtil det kun lige akkurat kan stå. Intet forbliver rigtigt, men det hele er sandt.
Arbejd, arbejd
Henrik fra bogen Mus af Sebastian Lynggaard har et sjæleslugende arbejde og empatitrætheden tynger Camlilla fra Varme hænder af Stine Askov. Til et arrangement med titlen Arbejdsliv – i romanen talte de om deres nyeste bøger med moderator Lea Fløe Christensen. Den danske arbejdspladslitteratur har fået nye skud på stammen.
Mus er en bog om en mand, der må krænge sig selv af for at gå på arbejde. Det gør han i en stor virksomhed, hvor det ikke rigtigt er tydeligt, hvad de producerer – heller ikke for ham. Han er paralyseret af arbejdslivets meningsløshed, og han kæmper med absurde ønsker og krav fra overordnede, mærkelige spillogikker og et privatliv, der ikke kan holde til det, som arbejdspladsen gør ved ham.
Stine Askovs Varme hænder er nok en af de mest hypede bøger i nyere tid på det danske bogmarked. Og den er da sjov, selvom emnet er alvorligt. Genremæssigt har den både gyser- og komedietræk, hvilket moderator Zissel Astrid Kjertum-Mohr bemærkede til et andet arrangement. Hovedpersonen Camilla kan ikke leve op til sin drøm om at være den perfekte plejer, lige meget hvor meget, hun prøver. Om det handler om den friske spinat, der skal være tør, måden man vasker op på, eller frisuren som hendes arbejdsgiver Mathilde bærer, så kommer Camilla til kort. Hun ved ikke, hvordan eller over for hvad, hun skal sige fra. Bare at hun bliver mere og mere fortvivlet.
Hvem er psykiatriens superskurk?
Også lægen i Anders Meidahls Intethvid bliver udbrændt og fortvivlet på sit arbejde i psykiatrien, hvor han mere og mere kommer til at minde om en patient selv. De store krav til effektivisering og ressourceanvendelse er det, der slår hårdest, og det går ud over ham selv, hans arbejdsevne og selvfølgelig patienterne. I en samtale med forfatteren Anna Juul, der er aktuel med Superskurk, og moderator Anders Legarth Schmidt blev den moderne psykiatri sat på anklagebænken. For kan vi virkelig forsvare den udvikling, psykiatrien er undergået? Hvor blev det holistiske menneskesyn af, hvor er kunsten og de grønne restitutionshaver? Som Meidahl sagde: “Alle ved, at psykiatrien er i knæ. Der var brug for en ti-års plan for tyve år siden”. Måske er det netop det, der er problemet – at der ikke har været plads til visioner under effektiviseringstyranniet.
Anna Juuls Superskurk fortæller historien om psykiatrien fra patientens synspunkt, og den er med hendes ord en udstrakt hånd i mørket. For hovedpersonen Anna bliver det en strategi at se sig selv som superskurken, den seje og destruktive superskurk, der ikke giver en fuck. Men det gør hun selvfølgelig, og selvom personalet for det meste gør alt det, de kan for at hjælpe hende, så mærkes empatitrætheden også her. Er det for eksempel en smart ting at sige til en patient, at de ikke har skåret sig dybt nok i armen? Eller at sætte sig på hug, når man taler med et voksent menneske? Nok ikke vildt meget. Men det er heller ikke dem, der er superskurkene – superskurken arbejder ikke på gulvet.
Guide i betonzoologisk have
Vi kender alle til velfærdssystemet på den ene eller anden måde. Vi har gået i skole, været på hospitalet, brugt biblioteket eller fået overførselsindkomst. Nogle af os har også oplevet skammen eller latterliggørelsen, når vi eller vores nærmeste er nødt til at få hjælp fra det offentlige. Den skam kender Thomas Korsgaard, der er aktuel med Snydt ud af næsen. I en samtale med Liv Nimand Duvå fortæller han om, hvordan det har været at blive set som et velfærdsbarn af sine jævnaldrende. “Din mor er ikke repræsentativ”, fik han at vide. Dengang lukkede det måske munden på ham, men nu er både Korsgaard og Duvå blevet stemmer fra den del af samfundet, der er i nærkontakt med velfærdssystemet på godt og ondt.
Novellesamlingen Snydt ud af næsen foregår i en lille ikke-stedsbestemt by, og handler om tilhørsforhold og lokalsamfund. Men allermest handler den om alt det, forældre giver videre til deres børn. Ned fra himlen, som Duvå er aktuel med, er i den grad også en bog det, der sætter sig i én fra barndomshjemmet. Her er der ikke kun tale om social arv, men også om giftstoffer, der bevæger sig fra isoleringsmaterialet til luften til kroppene i rummet. Da hovedpersonen Maria flytter ud af Brøndby Strands forgiftede lejligheder, bor giften i hende.
Duvå fortalte under samtalen, at mange journalister, der gerne vil lave et interview med hende, finder på den originale idé at tage til Brøndby Strand for at tale der. Hun har sagt ja nogle gange – jeg genkalder mig for eksempel et program af Skønlitteratur på P1 – men noget virker skævt for hende i dén konstellation. For rigtigt nok foregår Ned fra himlen på Brøndby Strand, men selv har hun ikke boet der i ti år. Det er ligesom ikke hendes sted mere, det er faktisk nogle andre menneskers hjem. Når hun viser rundt der, bliver hun bange for, at det kommer til at fremstå som en guidet tur i betonzoologisk have. For mig rejser det et interessant spørgsmål om tilhørsforhold og hjemlighed. Hvornår mister man retten til at tænke på et sted som en del af én selv?
De kom flyvende med flyet
De taler for sig selv, forfatterne Eva Tind og Maja Lee Langvad. Med Lene Myong som moderator, taler de om sprog og sprogløshed, den slags, som man må håndtere, når man er født ud af siden på et fly. “Du er en moderne baby, Eva”, sagde hendes mor, “du kom med fly og ikke med stork”. Min Kim (Tind) og Tolk (Langvad) er begge bøger, der bygger på erfaringen at være udsat for adoption (Tinds begreb).
I Tolk får man fornemmelsen af det tabte sprog gennem tomme felter – pauser – hvor kun sprogløsheden findes. Disse tomme felter opstår, når nogen taler på det for hovedpersonen uforståelige sprog, koreansk. Det tabte sprog, der kunne have været hendes, men som adoptionen frarøvede hende. Hun er dybt afhængig af sin tolk, der også er hendes kæreste, og hun oplever det som en grundlæggende smerte, at de i familien ikke kan tale direkte sammen. Så meget kan gå tabt.
I Min Kim undersøger Tind italesættelsen af adoption, eller det hun kalder adoptionsmyten. Hvordan er det tilladt at have det, når man har været udsat for adoption? Hvem har retten til at definere, hvad adoption er? Er det en god gerning at adoptere? Kan de danske forældres lykkeligste dag sameksistere med 1. familiens ulykkeligste? Og hvad mener folk egentlig, når de beder en syvårig om at rejse hjem? Skal hun gå i de seksten år, det vil tage for hendes ben at bære hende frem til et land hun ikke kender, med et sprog, hun aldrig har lært? Der er mange spørgsmål, og Tind kan sprogliggøre en erfaring, som jeg mener, at alle danskere skal kende til.
Øernes konge og dronning
Retten til at fortælle en historie er tilbage ved det gamle hos Thomas Boberg og Anette Lassen, der har kastet sig ud i fortællinger om øer, de ikke kommer fra. Da Anette Lassen, forfatter til Surtlas hoved, siger at hendes bog ikke er den klassiske “hvid mand rejser rundt på Island og udlægger sagaer og forstår verden”-fortælling, påpeger moderator Michael Bach Henriksen, at den eneste forskel vel er, at det er en kvinde denne gang. Kan kønnet gøre op for, at der er tale om et udefrakommende synspunkt? I hvert fald giver Lassen udtryk for en masse idéer om den islandske mentalitet, og hvordan de er nogle regelbrydere i modsætning til danskerne. Bobergs Insula virker ikke til at ville påstå noget om Fejø, som fortællingen skulle være inspireret af, men som den ikke handler om. I stedet er øsamfundet et billede på den større verden, og om det så fungerer i praksis, må guderne vide.
Abstraktionsniveauets højeste klinge
Nogle andre, der har beskæftiget sig med et meget gammelt tekstunivers, er Andreas Vermehren og Jonas Eika. Begge har de skrevet nogle mastodontværker, og Vermehrens Gaia uhyre er oven i købet udkommet i to dele: en faksimileudgave og en transskriberet udgave. Både Gaia uhyre og Eikas Åben himmel sætter nyfortolkninger af religiøst arvegods til rådighed. Gaia uhyre vil påkalde sig det hellige, og organiserer andres ord, så moderator Malte Tellerup bliver helt rørt. Åben himmel er en sanselig, på én gang lækker og frastødende bog, der i den grad også påkalder sig det hellige gennem åbenbaringer. Tellerup samler op på bogens sprækkemetafor, og siger at sprækken udvider sig helt vildt mod slutningen. Vermehren siger, at hvis der er et revolutionært potentiale ved Bibelen, så er det, at den kan læses. Eika siger, at det også handler om den fortalte tids kvinders udelukkelse fra at være autoriteter og deres manglende adgang til skriften, både det allerede skrevne og det, de selv kunne skrive. Jeg tror ikke, at det kunne have været en mere enkel samtale, når man tænker på, hvilke bøger og mennesker, der var samlet. Vi som publikum blev ikke taget meget i hånden undervejs, men både smukke og tekstnære blomster sprang ud af deres samtale, så det var en sand fornøjelse.
Den glemte mulepose
Det bliver nok aldrig helt enkelt for folk som mig at være på et sted som Bogforum. Larmen og det skarpe lys, de overlappende arrangementer og det kæmpemæssige udvalg af bøger, som frister én til at medbringe rullekuffert og tømme tegnebogen, er mildt sagt overvældende. Men der er noget fint ved at se hele bogmarkedets bredde fysisk udfoldet i Bella Centerets sale. Debutanter, kendisser, selvudgivere, romanceforfattere, bibliotekarer, ham fra Nul stjerner og mennesker, der bare er der for sjov, samlet til en stor, forunderlig familiefest. Og med familiefestens normale snak om vejret og grillpølser skiftet ud med snakken om japanske toiletter og lysindfald, sovjetiske busstoppesteder, en busrejse til Balanka og om kvindelige kunstnere, der glemtes. Når hele bogbranchen er samlet, så er det næsten umuligt ikke at kunne finde et eller andet, der kan interessere én. Personligt bliver jeg nok ved med at være mere til de små aftenarrangementer, hvor man bagefter kan sætte sig med en flok venner – eller sin partner, hvis man ejer en beige chaiselong – og tale om det, man har set. Den vigtigste ting jeg mangler på Bogforum, er tid. Tid til fordybelse.
Søndag eftermiddag, da jeg skulle til at tage hjem, så jeg en mulepose, der stod lænet op ad en stolpe. Jeg er stadig nysgerrig på, hvad det var, der lå gemt i den. Den glemte mulepose fik mig til at tænke på, hvor meget jeg sandsynligvis også selv havde glemt fra weekenden allerede der.
