Mellem jøklernes spøgelsesblå – Steinunn Sigurðardóttir JØKELTEATRET
I et klassisk 4 akters-drama præsenteres vi for kærlighedsudfoldelser, vildfarne russiske kusiner, mænd i bryster og kimono, et lille spøgelse og det ualmindeligt almindelige liv blandt jøkel, himmel og hav. Steinunn Sigurðardóttirs islandske Tjekhov-pastiche giver nyt liv til både dramatikerens sidste stykke ’Kirsebærhaven’ og den islandske litteraturhistorie.
I den lille islandske kystby Papeyri beslutter den lokale teaterforening sig for at spille ”Tre søstre” af Tjekhov. De søger penge hos byens overhoved, den stenrige og lettere excentriske Vatnar Jökull, men får nej. I stedet får teaterentusiasterne tilsagn om såvel et nyt teater bygget til lejligheden, som nyoversættelse med Berlin-instruktør, hvis de i stedet indvilger i at spille Tjekhovs sidste drama ’Kirsebærhaven’. Med mænd i alle roller. Teatergruppen accepterer og gennem romanen følger vi opførelsen af det overdådige teater, klemt inde mellem jøklerne i en til lejligheden opført skov (!) samt rollebesætning, afseksualiserende teaterøvelser, prøver og generalprøve.
Romanen er fortalt af stykkets sufflør, den allestedsnærværende Beatris Manadottir, som altså giver de nødvendige stikord, når dramaets karakterer taber tråden. Det gør de ofte, da det ikke skorter på alkoholmisbrug, udenomsægteskabelighed, horeunger og uhyggelige besøg fra Lillinn, det lille drilagtige spøgelse. JØKELTEATRET er således et rendyrket drama i mere end én forstand, da der på alle bogens niveauer – både på scenen og udenfor scenen – opstår forviklinger, personsplid og uforudsete, til tider temmelig mystiske, hændelser.
Som i islandske værker flest har naturen en primær rolle. Teaterhuset opføres, så man til slut ikke kan forestille sig det landskab uden det teater: Det bliver en del af selve naturen. Samtidig er det ordnet så fint, at nordlyset kan lyse scenen op udefra og månen og stjernerne lægge loft over forestillingen:
”Scenen er solen. Den er cirkelrund, og bagtæppet er gult. Graven foran scenen er jorden, den er grøn som græsset på et islandsk tun i slutningen af juni. På begge sider af den er der høje smalle vinduer, og ud ad dem falder lyset på træerne, medmindre der selvfølgelig er trukket for. Salen er månen, en halvmåne om jorden og solen, belagt med et blåt tæppe, som den islandske himmel efter solnedgang tidligt i marts. Ovenover et hvidt jøkelhvælv. Øverst oppe er der en stålkuppel, som kan åbnes i klart vejr, tre meter i diameter, så man kan beskue stjernerne og nordlysene, hvis der vel at mærke er stjerner og nordlys.”
Naturen som hovedrolleindehaver spiller op til den anden primære hovedrolle, Digtningen, sådan som den forstås i dramaet, i den hverdagsnære poesi (der er både skjalde og rimsmede tilstede) og i fortællingens væsen. Digtningen får tillige forholdene mellem byens beboere til både at visne og blomstre på ny og får barske mænd til at blive som følsomme kvinder (under prøverne optræder de velvilligt med bryster, hestehale og i højhælede sko og kimono).
Kombinationen af islandsk digttradition, Tjekhovsk forviklingsdrama og Sigurðardóttirs muntre mellemspil gør JØKELTEATRET til en vidtløftig fortælling om kunsten & kærligheden, livet & døden, den spøgefulde natur og mennesket bag kønnet. Uden at blive prætentiøs eller patosfuld skildrer Sigurðardóttir, hvor lidt og hvor meget der skal til, før mennesket ændrer indstilling til sine medmennesker og til sig selv. Hun viser, hvordan tilfældigheder kan bestemme, at skæbnetråde må spindes om. Og hun viser, at træerne godt kan vokse ind i himlen, hvis man lader dem.
