Mellem metaforer og mudder – Hannah Lutz VILDSVIN
Hvad vil Lutz med miniature-romanen VILDSVIN? Jeg er i tvivl, men følelsen af uvidenhed og mudret skovbund er nogenlunde behagelig i den time, det tager at læse bogen.
Citat
Vi går ind under de dryppende træer. Ind på stien. Morfar har brug for frisk luft, fuck regnen. Jeg tager hans hånd. Vores gummistøvler svupper i mosset. Jeg tørrer snot og regn af mit ansigt. Jeg spørger ham hvad svampene hedder. Jeg peger på dem en efter en. Snak løs, Mia, snak løs. Jeg snakker løs. Jeg føler mig dum. Jeg gør mig dummere end jeg er. Morfar, hvad er en fluesvamp. Han må hade mig. Vi er jo to voksne mennesker nu. Er det her kærlighed, eller er det mord.
Der er vildsvin i Hornanäs i Småland. Over det hele. De graver haverne op og vandrer usete gennem skoven. Dette er omdrejningspunktet for VILDSVIN, Hannah Lutz’ debut. Tre jeg-fortællere er i området og har hver deres interaktion med de vilde dyr. De skiftende 1-2 siders lange tankestrømme fra dem er bogens opbygning.
Ritve vil studere vildsvinene, hun har videokamera med og en løs plan. Hun føler sig adskilt fra naturen og kan ikke finde vildsvinene. Hun prøver at blive ét med skoven og jorden, men egentlig vader hun bare forvirret rundt i mudderet og bliver kold helt ind til benene i jagten på noget meningsfyldt.
Mia har taget sin (måske-demente, i hvert fald forstyrrede) gamle morfar med tilbage til det børnehjem, hvor han voksede op i krigstiden. Hun har forladt sin kæreste i byen for at nå igennem til morfaren, der ikke siger et ord. Deres relation og de krumspring hun gør sig for at nå ham, er lettere pinlige og hun bliver suget ind i en barnlig leg, hun selv har skabt for at holde situationen ud.
Glenn er flyttet til Hornanäs med sin kone, han arbejder for kommunen og laver pizza i sin stenovn. Han er skide hyggelig, omend hans relation til konens reaktionære søster er lidt spøjs. Glenn vil bare gerne leve helt normalt, indtil istiden kommer og tager ham – man er som læser lidt i tvivl, om han mener det, men det er sådan set også ligegyldigt.
Lutz’ tekster afspejler personerne, der fortæller, og situationerne. Nogle gange er det malende, andre gange tankestrømme eller dialog. VILDSVIN er godt skrevet, men den starter ud stærkere, end den slutter. Bogen indleder med introduktionen af de tre personer og skaber et drømme-tema, der til dels går igen gennem bogen. Langsomt som den (forholdsvis korte) historie udspiller sig kryber spørgsmålet ind på én: hvad betyder det?
Vildsvinene er der, nogen ser dem, andre ser kun, hvad de har gjort. VILDSVIN er ikke lang nok til egentlig at have et plot. Det er som at se en kortfilm i hovedet, fragmentarisk klippet med grynet filter. Er vildsvinene metaforer? For hvad, for døden? Jeg ved det ikke. Mias morfar får et gennembrud, men det gør ingen forskel, for han er stadig gammel og døende. Ritve drømmer sig tæt på vildsvinene. Glenn overlever måske.
VILDSVIN er mere kortprosa end roman. Et lille stykke med mudder og smålandsk produktionsskov til teen. I modsætning til andre bøger i samme genre formår VILDSVIN dog ikke at komme ind under huden på denne anmelder. Bogen er i en form for stilstand, et udsnit, hvori Lutz kan afprøve forskellige monologer og personer, inden de brat forsvinder igen.
Handlingen, og dens latente uvidenhed, er som et konkret eksempel på noget ligegyldigt, på samme måde som hele menneskets eksistens kan virke ligegyldig, og så alligevel håndgribelig. Hvorfor er vildsvinene der? De er der. Den drømmende vaghed i bogen er et udtryk for Lutz’ talent, men den frarøver også bogen sin gennemslagskraft. På trods af, at VILDSVIN ikke efterlader et permanent aftryk hos mig, så hyggede jeg mig i selskab med vildsvinene. Så længe det varede.
