Men hvilket kors! – Iben Krogsdal og Pia Blak HISTORIEN OM DE TRE TRÆER DER DRØMTE OM AT VOKSE IND I HIMLEN
Holistisk gavebog fra religionssociologen Iben Krogsdal og illustrator Pia Blak er mere morale end velskrevet fortælling om tre håbefulde træer.
Citat
Det tredje træ mærkede, at der var sket noget fantastisk. Verden var ikke den samme som før. Engang havde det drømt om at blive det største træ i verden. I stedet blev det et kors. Men hvilket kors! (…) Fra det kors kunne alt igen begynde.
Oppe på en bakketop står tre små træer og drømmer om, hvad de vil blive til, når de er udvoksede. De bliver naturligvis ikke til det, de havde forestillet sig, men noget umiddelbart langt mere simpelt og ydmygt. Som så viser sig at være betydningsfuldt, fordi deres simple udformning kommer til at bære stor betydning i forhold til Jesu fødsel, liv og korsfæstelse.
Det lyder som en holistisk fortælling med en klar morale, og det er HISTORIEN OM DE TRE TRÆER DER DRØMTE OM AT VOKSE IND I HIMLEN søreme også. Spørgsmålet er, hvem den er skrevet til.
HISTORIEN OM DE TRE TRÆER DER DRØMTE OM AT VOKSE IND I HIMLEN præsenteres som en gavebog til voksne, som børn også godt kan kigge med i, og de detaljerige collager skabt af debutanten Pia Blak giver da også en fin fornemmelse af gammel, gulnet bog, som passer fint til historiens folkeventyrlige ophav. Indlagt er pressede blade, fra Frederiksberg Have vistnok, i samme mørke nuance som de fleste af collagerne. Visse steder spænder bogens format og udformning imidlertid ben for dens potentiale som smuk gavebog. Formatet er højt og smalt, og mange steder fylder illustrationerne simpelthen ikke nok rent fysisk på siden, så man for alvor kan dykke ned i collagernes mange rolige lag af landkort og illustrationer af flora og fauna.
Andre benspænd har med selve fortællingens udformning at gøre. Religionssociologen Iben Krogsdal – der tidligere har skrevet den glimrende interviewbog DE MÅSKE KRISTNE (2012) – synes at ville kombinere et allerede kendt og udbredt folkeeventyr med kristne elementer og ender med en holistisk morale om sammenhæng og mening. Jeg har det svært med moraler. Ikke mindst hvis jeg ikke kan gennemskue, hvem der er modtager af moralen.
HISTORIEN OM DE TRE TRÆER DER DRØMTE OM AT VOKSE IND I HIMLEN er indrammet af to bibelcitater, der meget sigende handler om menneskets forhold til tiden: Matthæus 6,26-28, der handler om, at man ikke skal bekymre sig om fremtiden, og Prædikernes Bog 3,1-2.8-9 fra Det Gamle Testamente om at alt sker til sin tid. Skal man læse de to citater ind som en del af bogens morale, så er en af pointerne med fortællingen, at man ikke skal drømme om, hvor store ting, man skal udrette, men acceptere den skæbne, man får – for den skal nok vise sig at være betydningsfuld.
Moralen manifesterer sig i de tre træers afgørende skæbne som hhv. Jesu krybbe, fiskebåd og kors, og undervejs følger læseren træernes forliste drømme, håbløshed, smerte og afsluttende ydmyghed. I de dramatiske øjeblikke tenderer den i mine øjne til at være for voldsom som børnebog – hvilket den nok heller ikke er i sidste ende – og i sine afsluttende, holistiske konklusioner viger fortællingen for lysten til en morale.
Ideen om en allegorisk, kristen fortælling med en livsfilosofisk morale er selvsagt ikke et nyt tiltag inden for historiefortælling, og selv havde jeg adskillige gode barndomstimer med højtlæsning fra begge testamenter. I sidste ende blokerer en overvægt af holistiske pointer, et ikke helt velfungerende layout og – ikke mindst – en mangel på en klar modtager for HISTORIEN OM DE TRE TRÆER DER DRØMTE OM AT VOKSE IND I HIMLEN.