Men poesien evigt bestå – Michael Cunningham UDVALGTE DAGE
Michael Cunningham har med UDVALGTE DAGE på én gang skrevet en hyldelst til poesien og til kærligheden og samtidig en tragisk og dystopisk New York-fortælling.
Citat
Byens maskineri, byens umådelige, disharmoniske poesi (tak, Mr. Whitman), buldrere videre. Man måtte vælte en bygning for at få den til at se anderledes ud. I dag var der ingen nattevagter med stearinlys, ingen blomsterbunker, ingen klagende kvinder. Det gik alt sammen videre.
Efter den store succes Michael Cunninghams forrige roman TIMERNE opnåede, har han med UDVALGTE DAGE meget at leve op til. Formmæssigt set er der mange ligheder mellem de to romaner, bl.a. består de begge af tre fortællinger, der bindes sammen af et litterært ikon. I TIMERNE var det Virginia Woolf, og i UDVALGTE DAGE er det Walt Whitman, som optræder mere eller mindre direkte.
De tre fortællinger i UDVALGTE DAGE udspiller sig i New York med 250 års mellemrum, og genremæssigt er de meget forskellige. Den første, en spøgelseshistorie, foregår på Manhattan blandt maskiner og fattige fabriksarbejdere i den sidste del af 1800-tallet. Den anden fortælling, der er en spændingshistorie, foregår i vores tid og fortæller om tiden efter 11. september. Hovedpersonen er en kvinde, der har daglig kontakt til byens sindsyge, og man bliver nærmest fortvivlet ved opdagelsen af, hvor mange der er af dem i New York.
Den sidste fortælling er bogens svageste. Det er en fremtids-thriller, der udspiller sig 150 år ude i fremtiden. New York er nu blevet en forlystelsespark, og her møder det kunstige menneske Simon den reptilagtige skabning Catareen. Simon har fået indbygget en poesichip, der får ham til at recitere Whitman, og mod slutningen begynder han selv at tro på og forstå de smukke vendinger, han siger.
I det hele taget er poesien et vigtigt element i romanen. Det interessante er, at den fortælling, der ubetinget var stærkest, var den første, og det var i denne, at poesien havde den største rolle. Den unge dreng citerede nærmest uafbrudt Whitmans til tider uforstålige strofer, og højdepunktet i hele romanen er drengens møde med den gamle forfatter på én af New Yorks kaotiske gader.
Romanens omdrejningspunkt er utvivlsomt inspireret af Whitmans tanke om, at alting er besjælet, og at historien vil gentage sig i al evighed. Og det er såvel de smukke oplevelser som de uhyrlige tragedier, der vil gentages igen og igen. Den grusomme gentagelse opleves allerede i romanens første fortælling, hvor unge kvinder springer ud af en brændende fabrik, som kontorarbejderne gjorde det 100 år senere fra World Trade Center. Men heldigvis opleves gentagelsen af det skønne ligeledes, eftersom de tre hovedpersoner alle holder sig oppe ved at citere poesien. For uanset hvor frygtelige ting mennesket oplever, uanset hvor mange bygninger, der vælter og hvor mange byer, der forsvinder, så vil poesien evigt bestå.
Samlet set er UDVALGTE DAGE er fin roman, men kvaliteten i de tre fortællinger svinger. Lige så ærlig og levende den første fortælling var, lige så uinteressant og død var den sidste. Muligvis vil Cunningham mene, at dette er en pointe, eftersom skabningerne i den sidste fortælling ikke er mennesker og dermed er de svære at identificere sig med, men det vil i så fald være en tynd pointe.
Det var høje forventninger, der skulle kæmpes mod hos denne læser. TIMERNE var nogt særligt, og det opnår UDVALGTE DAGE ikke at blive.
