Menneskelivet mellem plantearter og obskure instanser – Hiromi Itō VILDGRÆS VED FLODLEJET
Hiromi Itōs poesi rummer modbydelige motiver og triste tematikker. Den er på én gang en smuk fortælling om migration og familierelationer og en poetisk pærevælling af levende lig og vilde planter.
Citat
Jeg vil bo ved flodlejet og blive til en plante, jeg vil slippe af med vinene,
Jeg vil kun medbringe liget, hundene og mine børn,
Det var hvad mor sagde, vi var børnene
Den eneste måde vi kendte til at overleve på, var ved at følge med hende
Så vi forlod hjemmet og boede midt på flodlejet, hvor vinden blæste igennem
Vi ønskede at blive til flodlejet
Det første, vi møder i den japanske forfatter Hiromi Itōs langdigt VILDGRÆS VED FLODLEJET – det første af hendes værker, der er oversat til dansk – er en pige på omtrent 11 år, der med sin familie har revet rødderne op fra hjemmet ved det japanske flodleje.
Nu er de på vej til at migrere til den amerikanske ødemark, og at rejsen til Amerika er lang og udmattende understreges af de mange gentagelser, jegets sprog består af: ”Mor tog os med/Og vi stod på forskellige transportmidler/vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen’. Og denne uro, som gentagelserne afføder, er en velfungerende og underliggende drivkraft bogen igennem.
Ligesom uroen går igen, er det et genkommende motiv i langdigtet, at jeget funderer over værdien af sit eget pas. Hun tænker dette foruroligende og triste: ‘desuden er der slet ingen garanti for, at vi overhovedet slipper igennem, lillebror opdagede det ikke, men jeg opdagede det, fordi vores pas var dårlige pas, havde jeg opdaget’. Det er sørgeligt at læse, at det barnlige jeg – der i kraft af at være et barn automatisk er et endnu mere sårbart individ – opfanger så stor en forskelsbehandling af mennesker.
Hiromi Itō sætter altså migration i relief med stor gennemslagskraft i det, der for mig at se er en af de stærkeste passager i bogen. Tristesse er dog langt fra det eneste, børnene oplever. Da den lille familie ankommer til Amerika, kaster moren sig voldsomt i armene på en for børnene fremmed mand, som de kort efter begynder at kalde ’far’. En fornemmelse af at Hiromi Itōs poesi spiller på nogle dysfunktionelle tangenter, vokser hurtigt frem, når det upassende ved mødet mellem moren og den nye ’far’ beskrives: ‘han stak sin tunge ind i hendes mund, vrikkede tungen ind og krammede mors bryster’
Det dysfunktionelle, obskure og absurde drives endnu videre i VILDGRÆS VED FLODLEJET. En dag dør denne nye ’far’, og moren beholder efterfølgende liget, plejer det, vikles ind i dét, som hun overraskende vikles ind i en vinplante; vinene hænger ud fra morens vagina, imens den døde ’far’, vænner sig til livet som lig og tilmed kan tale en smule. Siden kommer en nyfødt til, en anden i søskendeflokken får en slem kløe og en blære på kroppen, familien flytter tilbage til flodlejet, vilde hunde går frit omkring børnene, der er stakkevis af lig ved dette flodleje og vilde planter, der fortsat vikler sig ind i karakterernes omgivelser og liv.
Eksempelvis oplever jeget, at: ‘en klatretråd fangede min hæl, den væltede mig om på ryggen i et buskads, der raslede Sorghum halepense, det ukendte græs fra før begyndte at dirre, frigav sin lugt, og så strakte klatretrådene sig længere, kravlede ovenpå min krop, krøb ned i mine trusser og ind i min vagina’. Hiromi Itōs sprog er voldsomt grænseoverskridende og gemmer på en del syrede overraskelser. Bogens univers er drømmelignende og tangerer kraftigt noget væmmeligt, mareridtslignende, hvilket gør værket interessant at læse.
Når det kommer til at tematisere migration, spiller Hiromi Itōs omfattende poetiske anvendelse af botanikken i værket også ind: ’Der var mange ting, der havde groet der naturligt/Der var mange ting, der var kommet andre steder fra og havde spredt sig/Manden ved flodlejet havde brugt ordet ’naturaliseret’’. Planter kan sprede sig og komme vidt omkring, omend det kan tage sin tid, ligesom migration kan tage sin tid for mennesket. Planternes overførte betydning er et fint og evigt råbende ekko i værket.
Alle livets mange organismer flettes sammen i VILDGRÆS VED FLODLEJET, og derfor er døden heller ikke som sådan endelig hos Hiromi Itō. Som faren, der vænner sig til livet som lig, og moren, der på et tidspunkt klipper penissen af den døde krop, fordi denne blot vokser ud på ny igen. Ligeledes gøres det ofte klart at planterne, selvom de klippes af, gror frem igen og igen. Mennesket og naturen væves altså mesterligt sammen.
Hiromi Itō skriver overvældende smuk poesi om livets modbydelige sider. Fortællingen konstruerer et obskurt univers, der med et shamanistisk og rigt sprog væver livets instanser sammen. Effekten er betagende. VILDGRÆS VED FLODLEJET er et vedkommende, velorkestreret mørkt kaos og højst anbefalingsværdig.
