Af | 11. oktober 2006

Mennesket i centrum – Rune Engelbreth Larsen RENÆSSANCEN OG HUMANISMENS RØDDER

Det er de helt tunge kulturhistoriske begreber, der er i spil, når Rune Engelbreth Larsen beskriver humanismens opståen i renæssancens smeltedigel af tanker og ideer. Resultatet er et særdeles vellykket og velskrevet stykke idéhistorie.

Humanisme, antihumanisme og pladderhumanisme… Humanismebegrebet kendes efterhånden i utallige variationer, når det gang på gang dukker op i den offentlige debat. Det er blevet for meget for idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen, der har sat sig for at spore begrebets oprindelse for derigennem at finde svaret på, hvad humanisme egentlig er for en størrelse.

Mange genkender sikkert Engelbreth Larsen som redaktør på det humanistiske tidsskrift Faklen eller som tidligere formand for Minoritetspartiet. Med denne udgivelse har han dog for en tid lagt polemik og politik på hylden og i stedet kastet sig over en idéhistorisk analyse af humanismebegrebets opståen i det 15. århundrede.

Med Engelbreth Larsen ved roret bliver læseren således taget med tilbage til en tid, hvor opdagelsesrejsende krydser vældige oceaner, nye teknikker revolutionerer billedkunsten, litteraturen blomstrer og naturfilosofien tager sine første spæde skridt i retningen af at løsrive sig fra kirkens dogmatik. Vi skal med andre ord tilbage til renæssancen, hvor verden ekspanderede kraftigt såvel geografisk som mentalt.

Centralt i dette virvar af ny viden og kulturel udfoldelse står mennesket med sine tilsyneladende ubegrænsede muligheder og evner. Dermed er grunden langt til den individualisme, som senere tids forskning har identificeret som en vigtig arv fra renæssancen. Humanismen er et barn af denne individualisme, og begrebet defineres af Engelbreth Larsen som en menneskeanskuelse ”for hvilken det almengyldige, der forener os som mennesker, er det individuelt særegne”.

Der argumenteres overbevisende for bogens pointer via en imponerende mængde eksempler fra renæssancens arkitektur, billedkunst, litteratur, teologi og filosofi. Bogen er forsynet med en række reproduktioner af udvalgte skulpturer og malerier, så den nysgerrige læser kan følge med i argumentationen. Derudover er den spækket med grundige tekstanalyser af blandt andre Thomas More, Machiavelli, Petrarca og vores egen Tycho Brahe.

Bogen henvender sig som udgangspunkt til alle med kulturhistorisk interesse, men på grund af bogens til tider lidt indforståede sprog, vil faglige forudsætninger bestemt være en fordel. Det gælder nemlig om at holde tungen lige i munden, når læseren på blot 363 sider føres gennem et imponerende væld af aspekter ved en kulturhistorisk epoke, der næppe kan overvurderes. Man er dog i trygge hænder hos en forfatter, der formår at kombinere et højt fagligt niveau med evnen til at formidle.

RENÆSSANCEN OG HUMANISMENS RØDDER er en yderst vellykket bog, der er stærkt anbefalelsesværdig for alle med interesse i den europæiske kulturhistorie, og for alle der ønsker at styrke deres argumenter i en nutidig humanismedebat.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Historie,

Læs også