Mennesket er en svækket teenager – Michel Houellebecq UDVIDELSE AF KAMPZONEN
UDVIDELSE ER KAMPZONEN er langt fra Houellebecqs bedste roman – men det er en nyttig kuriositet for aficionados.
Citat
Det er en temmelig stor plads, helt omringet af caféer, restauranter og luksusbutikker. Det var der, man brændte Jeanne d’Arc for mere end fem hundrede år siden. For at mindes det har man konstrueret en slags bunke af betonfliser, som ved nærmere eftersyn viser sig at være en kirke. Der er også en spæd græsplæne, blomsterbede, nogle skrå flader, som tilsyneladende er beregnet til skateboardere – medmindre det er til handicapbiler, det er ikke til at vide.
Fænomenet Michel Houellebecq er vel sagtens den forfatter, som høster mest opmærksomhed på den internationale litteraturscene lige nu. Hver gang han åbner munden, står en skare af medier frådende klar til at lade sig forarge, og politikere udnytter enhver chance til at bruge ham i deres mere eller mindre sobre agendaer. Om han er oprigtigt pervers eller blot en dygtig provokatør, er svært at sige, men kontroversiel er han. Nogle vil kalde ham en gammel reaktionær stodder a la Céline, andre vil sige, at han blot skildrer verden, som den er: unådig, dekadent, islamificeret, konsumeristisk og egenrådig. Sandheden skal nok findes et sted midt imellem.
Hvad mange dog glemmer, er, at han samtidig er en ganske glimrende forfatter. ELEMENTARPARTIKLER (1998), KORTET OG LANDSKABET (2010) og PLATFORM (2001) står for mig som nogle af de skarpeste, vigtigste og mest underholdende værker, der er skrevet de seneste 30 år. Rosinante lader til at være enige, de har i hvert fald valgt at genudgive de vigtigste dele af hans tidlige oeuvre, som længe har været på grænsen til det uopdrivelige.
I UDVIDELSE AF KAMPZONEN (1994) følger vi de seksuelle tabere, Michel og Raphaël, som begge arbejder som EDB-eksperter i det franske landbrugsministerium. Raphaël er tudegrim og jomfru – han kæmper en ihærdig, men forgæves og smertefuld kamp for et ægte knald. Han er for stolt til ludere og har ingen succes på natklubbens seksuelle aktiebørs. Michel, romanens fortæller, har givet op. Han er en Houellebecq-classic, en apatisk og amoralsk mand, hvis eneste glæde i livet er at ryge cigaretter og skrive små filosofiske fabler. Sammen drager de to slagne riddere ud på en indholdsløs og humørforladt tur til den franske provins for at udbrede kendskabet til et nyt computerprogram, men deres relation bliver aldrig for alvor tæt og turens formål knapt nok indfriet.
Værket er Houellebecqs gennembrudsroman. Og det er her, han grundlægger en væsentlig del af sin tvedelte modernitets- og kapitalismekritik. Titlen definerer den centrale idé, som også præger ELEMENTARPARTIKLER OG PLATFORM: At menneskets livsverden er blevet infiltreret og overtaget af den økonomiske systemverden.
Han forklarer: ‘Ganske som økonomisk liberalisme uden stopklodser, og af tilsvarende grunde, skaber den seksuelle liberalisme en absolut proletarisering. Der er nogle, der elsker hver eneste dag; andre højst fem eller seks gange i livet eller aldrig (…) Den økonomiske liberalisme er en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser.’ Altså har den seksuelle frigørelse skabt to uafhængige sociale hierarkier, som styrer et menneskes lykke: et økonomisk og et seksuelt. Problemet er, at folk mister seksuel kapital, som de bliver ældre, hvormed alderdommen kun kan blive et langt deprimerende ridt mod afgrunden. Mennesket bliver en svækket teenager, der trods en upåvirket libido har mistet sin livsgnist.
Der er ikke den store progression i fortællingen, og karaktererne savner troværdighed. Romanen virker mest af alt som en dramatiseret kronik, som dog giver anledning til de karakteristisk lakoniske samfundsrevserier, de morsomme punchlines og de, for sagen fuldstændig uvedkomne, racistiske vildfarelser. Man kan altså godt mærke, at det er en umoden Houellebecq, der stadig leder efter sin stemme.
Houellebecq har sidenhen lært sit romantekniske håndværk. Han evner både at komponere stramme plots, skabe levende karakterer og male rørende scener i de senere romaner. Hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med Houellebecq, vil jeg anbefale at starte andetsteds. Hvis man har det lidt so-and-so med hans bøger, ville jeg læse noget helt andet. Og hvis man er stor fan, har man sikkert allerede læst den.
Man får en glimrende og ret eksplicit formulering af det tankegods, der gennemsiver hans værker, man får hans altid skarpsindige blik for markedsmekanismernes kolonialisering af alle tilværelsens afkroge og man får hans resignerende og pessimistiske diagnose af Vestens forfald. Man får bare ikke nogen særlig god historie.
