Mens vi venter på romanen – Camilla Stockmann NYFORELSKELSE OG ANDRE CYKELSTYRT. UDVALGTE ANSIGTSTAB
Camilla Stockmann har et uomtvisteligt talent for at skrive, og hun spidder overbevisende tidens thirty-something-single-kvindeliv. Derfor burde hun have skrevet en roman i stedet for at genudgive sine klummer fra Eurowoman.
Har verden brug for endnu en klummeskriver? Det spørgsmål stillede Camilla Stockmann viseligt sig selv, da hun for et par år siden søgte jobbet som fast klummeskribent på Eurowoman. Men ”nogen skal jo lave det sjove – og det kan lige så godt være dig”, som Stockmanns udmærkede credo lyder, og hun fik tjansen.
Det ser da også ud til, at Camilla Stockmann har haft det temmelig sjovt undervejs – når hun altså ikke lige har ligget og brækket sig efter indtagelse af store mængder caipirinha på de københavnske barer – og et eller andet sted har nogen ment, at det faktisk var så sjovt, at det burde udgives i bogform.
Her er det desværre, at kæden springer af, for Camilla Stockmanns klummer står ikke så stærkt, når de serveres på én gang. Den åbenlyse og udfra en økonomisk betragtning meget forståelige intention har været at kreere en bog om et moderne storby-kvindeliv à la Bridget Jones og Nynne og alle de andre thirty something antiheltinder, men klummerne fungerer ikke rigtig i rollen som kapitler. Mange af dem er vitterligt sjove, men de mangler simpelthen stringens – alt for ofte løber pointen ud i sandet, og teksterne ville generelt have haft godt af en grundigere gennemarbejdning. Problemet bliver kun tydeligere af, at bogen præsenterer 30 klummer ved siden af hinanden.
Det er synd, for Stockmann har en virkelig god pen. Det, hun mangler er en god redaktør, der kan få hende til at skrive romaner i stedet for at genudgive klummer. En roman ville tilføre fokus og retning til alle de gode ideer. Som det er nu, laver for mange af klummerne ”grønlænderen”, for nu at bruge et stockmannsk billede fra den københavnske idyl. Udtrykket dækker – som man måske vil forstå – over ”alkoholprovokerede styrt”.
Ser man bort fra denne redaktionelle slaphed, må man konstatere, at Camilla Stockmann har en formidabel evne til at opfange og gengive sit miljø, sin generation og sin tid, og hun gør det med ironi, vid, bid og en klippefast tro på, at overdrivelse fremmer forståelsen – og underholdningsværdien.
Det handler nemlig om at se komikken. Først og fremmest den komik, der er forbundet med at være kvinde. ”Udvalgte ansigtstab” er undertitlen på NYFORELSKELSE OG ANDRE CYKELSTYRT, og denne tilføjelse beskriver i virkeligheden bedst, hvad Camilla Stockmanns projekt går ud på. Kampråbet hedder ikke længere ”kvinde, kend din krop”, men ”kvinde, grin af dig selv”. Den moderne kvinde skal lære ikke at tage sig selv så skide alvorligt, for ambitionen om at være perfekt er en dødssyg blindgyde.
Vejen frem er at se sig selv i det konvekse spejl, Camilla Stockmann holder frem. I det spejl er det forvrængede ikke tragisk, men komisk. Hvad end det nu handler om kærestesorger, kropskomplekser, enormt våde gå-i-byen-ture, utilstrækkelighedsfølelse, dårlig sex eller håbløse mænd.
Strategien er interessant, fordi den først for relativt nylig er blevet et varemærke – og et storsælgende varemærke – for kvindelige forfattere og kvindelige hovedpersoner. Den har sit udspring i en af romangenrens ældste former, den picareske roman, hvor den mandlige helt – picaroen – er en skælm, en gavtyv, en klovn, som alting går galt for, men som vækker sympati. Måske fordi picaroen grundlæggende er en af folket, en antiautoritær, en oprører, en synder, et menneske af kød og blod, et modbillede til det ideale.
Hvorfor man historisk set kun har måttet grine af mænds dumheder, er der sikkert mange dårlige forklaringer på, men faktum er, at lattermonopolet langt om længe er brudt, og i den forstand indgår Camilla Stockmanns klummer i en omfattende opstand mod kvindelig (selv)højtidelighed, som er yderst forfriskende. Også selvom der lige pt er lovlig langt mellem caipirinhaerne. Man venter gerne på en roman fra hendes hånd.
