Mere end blot skitser – DEN BLÅ PORT #65
I sin lyserøde indpakning ligner DEN BLÅ PORT en uskyldig pigepoesibog. Men straks i den indledende runde sætter redaktørerne debatten om køn og kanon i spil.
Den nu afgåede redaktør Lars Skinnebach og den stadigt siddende Tue Andersen Nexø vedkender sig i lederen at være mænd. Og at bladets litterære udvalg som oftest hovedsageligt udgøres af mænd. Men det er ok, så længe de er bevidste om det, siger de. Og de lover, at de nok skal trykke litteratur skrevet af kvinder; naturligvis ikke på grund af deres køn, da det er positiv særbehandling, der nærmer sig et forskruet amerikansk minoritetsfokus. Pointen er, at kvinder skal indlemmes i kanon, hvis deres litteratur holder niveau og hvis mændene kan løsrive sig fra deres mandlige forståelsesramme.
Denne udmærkede udgave af DEN BLÅ PORT byder på sædvanlig vis på overraskelser. Sammensætning ligner sig selv; der er noget nyt, noget gammelt, noget lånt, noget blåt eller hvordan det er. Fra det første let kuriøse indslag fra den franske forfatter Francis Ponge (1899-1988), ’Indledende noter om ”mennesket”’, til Pia Juuls – som jeg læser det – Post Morti Vizki-hyldest ’Mortis Mark’ kommer de godt og vidt omkring.
Der er hele tre velgjorte litteraturvidenskabelige artikler, som alle sætter ild i eksisterende debatter. Tine Roesen skriver grundigt om ’Faktisk og intenderet læser i den socialistiske realisme’ og giver nogle vidunderligt naive teksteksempler på en litteratur, der tydeligt hører ikke bare en svunden tid, men en svunden utopi til. Her et utvetydigt eksempel fra Fjodor Gladkovs Cement:
– Han kom gennem en lang, mørk tunnel ind i maskinhallen. Her inde lyste et roligt, blåt lyshvælv, her i maskinernes helligdom. Gulvet var belagt med brogede fliser i skakbrætmønster, og dieselmotorerne stod som guld- og sølvprydede gudebilleder af sort marmor. Faste og sikre stod de, i lange rækker, parate til arbejde: et ryk, og de vil straks begynde at synge og danse i hele deres glans af metal….
Thomas Hvid Kromann skriver velgørende om en af de tydeligste tendenser i dansk prosa (og lyrik såmænd) nu for tiden. Det punkt, som Kromann skriver fra, er ubarmhjertigt, da han af gode grunde ikke kan fjerne sig fra sit objekt. Det til trods leverer han et godt bud på et overblik over ’autobiografiske strategier’, som de tegner samtidslitteraturen. Kromann formidler kompetent og effektivt og holder hovedet klædelig koldt. Moritz Schramm skriver ligeledes sobert og vidende om to nutidige tendenser i tysk samtidslitteratur: Pop og Politik. Jeg glæder mig over den saglige tone – og til at læse mere.
De litterære indslag prydes af norske Pedro Carmona-Alvarezs multikulturelle og meget fine, erindrende stemme. Hvem der erindrer er uklart, men billederne og den uklare position midt mellem verdener er nænsomt skildret. Preben Major Sørensen og Naja Marie Aidt skriver hhv. skitzer og skitse. I al deres forskellighed er de begge overbevisende i deres uhygge og kredsen om angst og død. Lurer der mon tro et tematisk fællesskab her?
Peter Højrup flyver lidt rundt mellem Stockholm og en forbrændingsplads i Uppsala uden at overtyde denne læser om hvorfor, og Ib Michael får æren af at være komplet malplaceret. Man forstår, at redaktørerne ikke vil beskyldes for elitisme og snæversynethed, men denne trevl af en tekst (der småkikset møver sig ind mellem Platons Hulelignelse og HC Andersens Skyggen) trækker ned i en ellers velfortjent flot karakter. Nu er det spændende at se, hvilken retning tilkommende redaktør Lars Frost trækker tidsskriftet i.
