Mester i nordisk noir – Per Petterson JEG NÆGTER
Per Petterson demonstrerer, at nordisk litteratur er andet og mere end bloddryppende krimier. JEG NÆGTER er en eminent mørk roman om venskab og tab, der er så god, at det gør ondt.
Citat
– Er det fordi du synes jeg er en okay person at du er venner med mig. Er der noget ved mig som du synes specielt godt om. – Vi er vel venner fordi vi er venner. Vi har altid været venner. Du er Jim, du har altid været Jim. – Er det godt. – Selvfølgelig er det godt. – Fint, sagde Jim, men han var pludselig ikke sikker på at det var nok. Det føltes ikke sådan, ikke helt, for måske var det snarere sådan at man burde gøre sig fortjent.
Der findes knive, der dræber, og ord, der kan få et helt liv til at kuldsejle. Sagt på en anden måde: Der er ‘nordic noir’ som krimi-genre, og der er en anden type skandinavisk mørke, som er den, norske Per Petterson er kongen af. Hvilket han demonstrer til fulde i sin nye roman JEG NÆGTER.
Her er der ingen bloddryppende økse, håndjern eller gerningsmand. Nødvendigvis. Det betyder ikke noget, hvem der gjorde det. Her er alle skyldige og uskyldige på samme tid og hele tiden. Vi følger primært drengene Tommy og Jim, der vokser op i en lille flække af en by i familier på randen af opløsning. De knytter fra barnsben af et stærkt venskabsbånd, der brydes, da Jim i sin gymnasietid bliver indlagt efter et selvmordsforsøg.
Tidsmæssigt befinder vi os for det meste i 1970 og i 2006, hvor Tommy og Jim er midaldrende mænd, der begge flakker rundt i livet uden den store tilknytning til nogen eller noget. Fornemmelsen af tab og savn hviler tungt over dem begge. Tommy har tjent masser af penge, mens Jim er ved at ryge ud af det sociale system.
Petterson tegner sine karakterer mesterligt i jeg-form og udefra med tredje person. Derved får man følelsen af både nærhed og distance, som er den vigtigste bevægelse i romanen. Det tætte bånd mellem drengene, når de skøjter sammen om vinteren i barndommens hårde land, og den enorme tomhed deres voksne liv er præget af i hinandens fravær.
Det er den skandinaviske sensibilitet, som Petterson rammer så rent som stemmerne fra et pigekor i en lysegrøn bøgeskov. Alt er privat, og alle er overladt til sig selv. Enhver potentiel sprække i menneskets skrøbelige fernis dækkes til med et protestantisk plaster, hvorpå der står ”jeg skal på arbejde”.
Pelsen voves i skælvende øjeblikke, da den midaldrende Tommy møder en kvinde på et caféteria og erkender, at hans liv er så godt som slut, hvis han ikke tager chancen og inviterer hende ind i sin ensomhed. Dialogen doseres med sikker og yderst sparsom hånd, så de få replikker får en enorm vægt og samtidig åbner en afgrund af alt det, ingen har modet til at sætte ord på.
JEG NÆGTER er skrevet i en tindrende klar prosa, der ligger som et hjerte og slår let og levende midt i al smerten fra de overrevne bånd mellem venner, søskende, forældre og deres børn. Det skaber en fantastisk kontrast mellem et sprog, der ikke kan andet end flyde og leve, og romanens karakterer, hvis liv konstant truer med at gå helt i stå.
Med JEG NÆGTER cementerer Petterson sin position som Nordens Raymond Carver og viser os, at skandinavisk noir er andet og mere end bestialske mord i krimi-form. Det er knugende godt. Det er hjerteskærende rigtigt. Det er mesterligt.
