Mesterlig mursten – David Mitchell SKYATLAS
Sjæle krydser tiden som skyer krydser himlen i David Mitchells fremragende roman om menneskers storhed og fald.
Citat
Det var saaledes, jeg blev bekjendt med Dr. Henry Goose, Doctor for Adelen i London. Hans Nationalitet var ingen Overraskelse. Findes der nogen Ørnerede saa ubeboet, eller nogen Ø saa fjerntliggende, at man dér kan søge Tilflugt uden at blive tiltalt af en Engelsmand, er den ikke fæstnet på noget Kort, jeg nogensinde har seet.
Havde Doctoren forlagt noget paa hin bedrøvelige Strandbred? Kunde jeg være til Hjælp? Dr. Goose rystede paa Hovedet, løste sit knyttede Tørklæde op & fremviste dets Indhold med aabenbar Stolthed. ”Tænder, Sir, ere den nærværende Søgefærds emaillerede Graler. I forgangne Tider var denne arcadiske Strand en Festsal for Cannibaler, ja, et Sted hvor de Stærke forspiste sig paa de Svage. Tænderne udspyede de, saaledes som De eller jeg spytter Kirsebærstene ud. Men disse tarvelige Kindtænder, Sir, skulle forvandles til Guld, & hvorledes? En Haandværker paa Piccadilly, som tilvirker Gebisser til Adelen, betaler rundhaandet for Menneskebisser.”
I den afdøde chilenske forfatter Roberto Bolaños hovedværk 2666 udtrykker en af hovedpersonerne forundring og ærgrelse over, at ingen længere beskæftiger sig med de store mestres umuligt spraglede og mangetydige bøger, men i stedet nøjes med de mindre og mere overkommelige sparringsøvelser, som blot lugter af træningssved og ikke af blod i savsmuldet efter forfatterens vældige kamp med sig selv og værket.
I en tid præget af minimalisme og udgivelser på knap hundrede sider kan man godt være tilbøjelig til at erklære sig enig i ovenstående udsagn, og derfor er det blot ekstra forfriskende at smadre panden ind i David Mitchells mastodontiske murstensroman SKYATLAS.
Mitchells roman er en vild læseoplevelse. Den stritter i alle retninger og lægger konstant hindringer i vejen for sin modtager, men alligevel vinder den på sin underlige form og sit stilsikre sprog. Romanen er symmetrisk opbygget i elleve dele, således at den første del fortsættes i sidste del, anden del fortsættes i næstsidste del osv. Hele tiden bindes de fem opdelte fortællespor sammen med detaljer og referencer, så man ikke tabes helt af vognen, og den sjette og midterste fortælling, som udsiges fra et postapokalyptisk Hawaii, fungerer som akse, hvorom de andre fortællespor roterer.
Romanen lægger ud i det sydlige Stillehav med den amerikanske notar Adam Ewings dagbogsoptegnelser fra sin rejse på den britiske skonnert The Prophetess. Herefter rives man med til mellemkrigstidens Belgien, 1970’ernes San Francisco, nutidens London og videre ud i et fremtidigt totalitært samfund i det nordøstlige Asien, før cirklen sluttes med stridende klaner på Hawaii i en fjern og dyster fremtid.
Under det storslåede diktum ’Sjæle krydser tiden som skyer krydser himlen’ kommunikerer disse sprogligt sprudlende fragmenter med hinanden på tværs af århundreder og kontinenter, så SKYATLAS langsomt folder sig ud som en sammenhængende historie om storhed og undergang.
Et tilnærmelsesvist dækkende referat er selvfølgelig umuligt, men det er heller ikke nødvendigt, for den helt store oplevelse i SKYATLAS er Mitchells måde at skrive på. Til hver tid og fortælling knytter sig en helt bestemt stil og rytme. Ewings Stillehavsdagbog er eksempelvis rundet af et formfuldendt og nærmest gammeltestamentligt 1800-talssprog (se tekstboksen til højre), mens det samlende midterkapitel overfører den apokalyptiske ødelæggelse til sproget, som antager en karakter af radbrækket og omkalfatret nysprog.
Heldigvis er disse nuancer formidabelt oversat til et smukt og syngende dansk, og under læsningen må man gang på gang glæde sig over den dybde og rigdom, som oversætteren Svend Ranild aftvinger det danske sprog. Det er en oversættelse, som fortjener ros til, ja, skyerne, og som giver læseren den behagelige følelse af at man for en gangs skyld ikke er gået glip af noget ved at vælge den danske udgave frem for originalteksten.
SKYATLAS er ikke altid lige nem at få hold på, og man skal holde tungen lige i munden, når man bevæger sig igennem de afsnit, som ligger fjernt fra vores nutid. Men tager man kampen op, er man til gengæld sikker på at vinde.
