Mesterlige mareridt – Herbjørg Wassmo ET GLAS MÆLK, TAK
Det ser ud til, at Herbjørg Wassmo har gjort det igen: skrevet en af sine barske bestsellere, der eftertrykkeligt vil brænde sig fast på den litterære stjernehimmel.
Citat
Dorte åbnede det ene øje. Det andet ville ikke. Eller var forsvundet. Smedejernslysekronen sendte et hvidt islandskab ned over hende, så hun lukkede øjet igen. Bagefter lå hun i den store metalsi, som moren brugte, når hun skyllede grønsager. Den havde tilløb til rust, fordi man i årevis havde sløset med at tørre den, før man hængte den op over bordet. Nu skrabede den mod huden. Især om anklerne og håndleddene. Nu faldt hun gennem den med underlivet først – og forsvandt for sig selv. I næste øjeblik lå hun igen i metalnettet.
ET GLAS MÆLK, TAK er Wassmos hudløst hæslige fortælling om en ung piges rejse igennem enhver kvindes værst tænkelige mareridt.
Bogens femtenårige hovedperson Dorte lever en fattig og trøstesløs tilværelse sammen med sin mor og storesøster i en lille litauisk landsby. Da en flink og tandhvidt smilende mand en dag tilbyder Dorte et godt betalt servitricejob på en café i Sverige, virker det som den helt rigtige løsning på familiens økonomiske problemer. Hun pakker i smug sin lille kuffert og følger med to mænd, der ganske gratis og vederlagsfrit vil fragte hende til Stockholm. Først da det er skæbnesvangert for sent, opdager den mælkekindede landsbypige, at hun er fanget i menneskehandlens nådesløse net af løgne, vold og seksuelt misbrug.
Wassmo lægger ikke fingrene imellem, når hun fortæller sine samfundskritiske historier om Helvede på Jorden. Det ved tidligere læsere af forfatterens prisbelønnede Tora-trilogi kun alt for godt. Stanken af angstens sved, rådne æg og uhumske mandfolk siver skident ud mellem bogens sider. Glubske hunde stikker deres glammende gab lige op i hovedet på læseren. En endeløs række af seksuelle overgreb beskrives så kvalmende intenst, at øjnene truer med ikke at ville læse videre.
Men man læser videre. For det skal man. Og det kan man takket være de små oaser, man møder i teksten i form af den unge piges drømmeagtige samtaler med sin højtelskede, afdøde far. Når virkelighedens mareridt viser sig mest modbydeligt, sender han sine befriende postkort fra himlen, hvor livskloge og trøstende ord blander sig med billeder fra en lykkelig barndom. Det er virkelighedsflugt i sit reneste rids og samtidig et af forfatterens fine, stilistiske fingeraftryk. Jovist, Wassmo kender sine virkemidler, når hun behersket balancerer mellem ’poetisk sødme’ og ’salt i såret’.
På trods af titlens uskyldsrene ordlyd er ET GLAS MÆLK, TAK hverken for sarte maver eller ditto sjæle. Den grusomme skildring af en lille landsbypige på afveje sidder som en velplaceret knytnæve i mellemgulvet længe efter sidste side er læst, og forhåbentlig beholder bogen samme langtidsholdbare virkning som et skarpt formuleret indlæg i debatten om trafficking. Herbjørg Wassmo kan (stadig) sit kram, og selvom hendes skildrede mareridt er modbydelige, er de også nødvendige, vedkommende – og mest af alt: mesterlige.
