Af | 9. oktober 2009

Meta-Spanking – Lars Saabye Christensen ÅBENT HUS

Legesyg kunstneren-som-ung-mand roman, der bevæger sig på kanten af intellektuelt overkill. 

Citat

– Hvis du har fine fornemmelser og tror, du er en stor kunstner, er du havnet i den forkerte branche, Willy. Du er en arbejder. Glem ikke de tre p´er. – Hvad for tre p´er? – Lærte du det ikke i København? Penge, produktion og publikum. Bare læs Fitzgerald.
Jeg syntes mindre og mindre om Peder Holm, men han var i det mindste ærlig og det slog mig, at jeg ikke var vant til ærlighed, særlig ikke i den senere tid, derfor blev jeg siddende, jeg havde intet at miste, havde jeg vel?
Jeg ville hellere være indenfor end ude. – Hvad er ideen så? spurgte jeg. Peder Holm foldede hænderne og støttede sig til dem. – Jeg forestiller mig et ungt par, her fra Oslo, der er såkladt vellykkede, karriere og hele svineriet, ikke, men et eller andet skurrer. De beslutter at flytte og begynder at kigge på lejligheder. Og under de der åbent hus-arrangementer indleder de en erotisk leg. De knepper i fremmede soveværelser. Det bliver en besættelse. De tager større og større chancer. For risikoen for at blive opdaget, grebet på fersk gerning, er en del af ophidselsen. Hvad synes du, Willy?
Jeg stivnede, men forsøgte at bevare fatningen. Hvor var det, jeg havde set ham før?

Det perfekte par, Will og Cathrin – henholdsvis manuskriptforfatter og art director – begynder at kede sig i deres forhold. For at drysse lidt spænding over søndagene med avis og trendy morgenmadsdrinks, begynder de at gå til åbent hus hos forskellige ejendomsmæglere i Oslo. De vil dog ikke købe, men hellere lege erotiske lege i de fremmede huse. Og pludselig forsvinder Cathrin uden noget åbenlys forklaring.

Således sælger forlaget ÅBENT HUS på bagsiden af omslaget. Og wauw! Funky unge mennesker, sex og suspense. Den køber vi. Men, men, men. Den billige teaser dækker over meget mere. Fortællingen begynder hos Wills forældre, som han er flyttet hjem til efter kærestens forsvinden. Han vil nu kortlægge hele forløbet, men har mistet overblikket og kan kun beskrive begivenhederne i deres forhold efter den nye ejendomsmægler-leg som ”uklare”. Og det kan man roligt give ham ret i.

Som manuskriptforfatter ser Will film overalt og i alt. Hans take på virkeligheden er præget af trangen til at skabe historier, fiktionalisere og iscenesætte. Samtidig karakteriserer han sig selv og sin generation som lege-børn, der aldrig bliver voksne:

– Der var i virkeligheden kun én ting tilovers til os, når det kom til stykket: legen. Vi gjorde legen til vores tro, og det eneste bud på vores tavle var dette: Du må ikke kede dig. Det var det, vi var mest bange for. Vi ville ikke være voksne. Vi ville ikke dybere ned. Vi ville være på overfladen.

Efterhånden som bolden ruller, bliver det klart, at Saabye også vil lege. Med teksten og med læseren, som føres og forføres på forskellige niveauer.

I Wills beretning, som udgør hele romanen, påbegynder han selv et filmmanuskript med titlen ÅBENT HUS. Suspense-sporet om Cathrins forsvinden med efterfølgende politi-undersøgelse viser sig at være en litterær blind-gyde, hvor Saabye leger med læserens trang til svar. Hullerne i plottet fyldes ud med filmmanuskript-passager, hvor vi får at vide, hvorfor Cathrin er væk, og hvad der er sket. Åbenlyst en konstruktion, der ikke skal tillægges nogen sandhedsværdi. Alligevel tror man lidt på det, og Saabye gør os således opmærksomme på, hvordan vores intellektuelle forståelse af teksten på mærkelig vis tilsidesættes af følelsers krav på afklaring.

Den centrale historie viser sig at være portrættet af Will – opkomlingen fra landet, der kæmper mod usikkerhed og mangel på ambitioner. Rundt om den sejler et hav af replikker, der peger rundt i romanens mange lag og fungerer som kommentarer om fortæller versus forfatter eller romanen som helhed. Men der er også fine passager, hvor meta-pisken hviler et øjeblik, og scenerne om Wills far og hans sneplov i barndommens land lyser op.

Saabye skaber både overflade og dybde i sit værk – begreber, som Will kæmper med i sit liv og i sine manuskriptoplæg. Alt spiller sammen på et højere plan, og læserens indre intellektuelle jagthund sendes på mange løbeture og griber glad, men efterhånden også udmattet, pinden et andet sted i teksten.

Saabye kan det hele i sin nye roman, men alligevel bliver måden alt ’taler sammen på’ næsten for meget til sidst. Meta-machocisme måske. Jeg fik i hvert fald lidt ondt i numsen.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også