Metafisens ejermand – Rasmus Nikolajsen DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER
Rasmus Nikolajsen sender læseren på cykeltur ud i en finurlig forfatterhjerne, afbrudt af masser af metapoetiske punkteringer. Det er veloplagt og meget vellykket.
Citat
Det begyndte i morges (jeg afskyr at fortællinger skal begynde et sted, at man ikke pludselig bare opdager at de er i gang, at de ikke, som så mange andre gode ting, kommer af sig selv), hvor vi, min kæreste, Sille, jeg har stadig lidt svært ved at sige min forlovede skønt vi skal giftes til september, og jeg skulle af sted til Kandestederne hvor jeg hver sommer i mit liv har tilbragt mindst én lykkelig uge. Vi fyldte den lillablå Toyota Starlet med tasker og en sæk med sengetøj, som en studerende inden eksamen fylder sig med viden, blot for, som man tømmmer bilen på destinationen, at glemme det hele efter at have fået udleveret sin karakter.
Efter min mening er en af de sjoveste og bedste bøger, der nogensinde er skrevet, den irske forfatter og præst Laurence Sternes rablende TRISTRAM SHANDYS LEVNED OG MENINGER fra 1776, og det er en stor ros til Rasmus Nikolajsen, at hans nye bog DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER får mig til at tænke på netop dén. I Sternes roman skal Tristram Shandy, som titlen antyder, fortælle sin livshistorie. Men manden er så omstændig og indstillet på at få alle detaljer med, at vi skal adskillige kapitler ind i romanen for overhovedet at nå frem til hans fødsel. Tristram Shandy kan ikke finde ud af at komme til sagen, og romanen er én stor omvej. Hvilket meget passende også er titlen på første del af Rasmus Nikolajsens nye bog.
DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER består af tre dele, ’En omvej’, ’Den ulykkelige boghandler’ og ’Cykelturen’, der hver skildrer en rejse, og som vistnok også har samme fortæller. Nemlig en forfatter der forsøger at skrive bøger men plages af at der hele tiden er noget andet og vigtigere at sige først. Fortælleren har med andre ord, og helt ligesom Tristram Shandy, forbandet svært ved at komme til sagen.
Et godt eksempel er bogens tredje del, ’Cykelturen’. Her sidder fortælleren på Hald Hovedgaard og forsøger at skrive kunstnerromanen I BERLIN, men i stedet kommer han til at skrive om en cykeltur i Dollerup Bakker. Men heller ikke cykelturen kan han finde ud af at skrive om, fordi han lige skal gennemgå den tyske krautrocks historie og Petrarca og Jens Baggesen og noget, der hedder ’litterær Mickey-Mousing’, og pludselig er bogen forbi, før den er kommet i gang. I selskab med Rasmus Nikolajsen er rejsen først og fremmest en rejse på stedet. Cykelturen er først og fremmest en tur gennem hjernens nørklede hårnålesving.
Som TRISTRAM SHANDYS LEVNED OG MENINGER er DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER en bog om bøger. Den er en leg med genrer og en parodi på romaner med et såkaldt plot. Rasmus Nikolajsen tager pis på litterære konventioner, og først og fremmest tager han pis på sig selv. Eller som fortællerens kæreste bemærker et sted: ’Dit forfatterskab ender med at blive én stor metafis!’
Men når DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER er så vellykket, som den er, er det nu ikke på grund af dunsten af meta-fis. Det er både sjovt og klogt, men det kunne også blive trættende, hvis ikke Rasmus Nikolajsen skrev så satans sprødt (for nu at bruge et gennemtygget adjektiv). Hans talent ligger på sætningsniveau, i hans evne til at finde på finurligt poetiske billeder. DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER er spækket med den slags formuleringer, som man på den ene side ikke tør tage alt for seriøst, fordi det hele balancerer på grænsen til parodi, men som man på den anden side ikke kan lade være med at glædes over, fordi det bare er godt skrevet. Jeg er eksempelvis vild med sammenligningen i slutningen af følgende sætning, og lad det være mine sidste ord om denne anbefalelsesværdige bog:
– Vi skulle hos Bruun Rasmussen, Aarhus, hente en Vilhelm Bjerke-Petersen-komposition inden kl. 15.30, over hvilket Sille, da det betød at ferien begyndte som et race fordi klokken var blevet 12.33 inden vi kom af gårde, lod en utilfredshed svæve som en måge efter en kutter.
