Metaformonster – Henning Mankell DYB
Som fotomodeller ofte hellere ville være skuespillere, ville krimiforfattere åbenbart ofte hellere være ’rigtige’ forfattere, dvs. skrive andet end krimier. Henning Mankell forsøger med DYB at bryde med sit krimi-image, men uden held. Resultatet er en middelmådig psykologisk roman med en triviel luder-madonna problemstilling, der drukner i besjælede metaforer.
Det er en kendt sag, at fotomodeller altid drømmer om at blive skuespillere, og at bassister hemmeligt betragter sig selv som underkendte lead-guitarister. Kriminalromanen har altid haft ry for at være en populærgenre, og måske er det derfor, at krimiforfattere på samme manér ofte forsøger at klatre op ad prestigestigen fra populærlitteraturen til den ’rigtige’ litteratur via eksperimenter med andre litterære genrer.
Således også svenske Henning Mankell, en af vor tids bedste og mest populære krimiforfattere, hvis bøger oversættes til 30 sprog og udkommer i millionoplæg. Han har allerede en gang forsøgt at bryde sit krimi-image med romanen LEOPARDENS ØJE og forsøger nu igen med sin nye roman DYB. Spørgsmålet er bare, om det ikke er med god grund, at det er krimierne, Mankell er kendt for?
DYB er en psykologisk roman, der til kedsommelighed udforsker alle ender og kanter af det menneskelige sind. Den handler om søopmåleren Lars Tobiasson-Svartman, der under Første Verdenskrig besejler den svenske skærgård. Her møder han en ensom fiskerenke, som han uafladeligt drages af, fordi hun repræsenterer alt det, hans pæne, højborgerlige kone hjemme i Stockholm ikke er. Tobiasson-Svartman ender derfor i en klassisk (læs: triviel) luder-madonna problemstilling, der drager ham længere og længere ned i løgnenes og sindssygens DYB.
Mankell er en eminent krimiforfatter, fordi han – når han er bedst – mestrer en perfekt kombination af spænding og psykologi. Men når krimiens spænding er borte for blot at efterlade psykologien, står man tilbage med en tynd kop te. Især når historien, som det er tilfældet i DYB, simpelthen ikke er god nok. Derudover hjælper det ikke på sagen, at den beskrives med en fuldstændig overdreven mængde besjælinger og metaforer: Åregaflerne piber som besværlige børn, ordene er som glatte sten, og for at sætte prikken over i’et, er:
– Brevduen… af stål og vingerne erstattet af kraftige dampmaskiner.
Mankell vil beskrive en psykopats indre, men det gøres ikke godt – og frem for alt ikke spændende – nok. Vist er miljøbeskrivelsen af skærgården eksotisk, og vist er valget af en søopmåler som hovedperson utraditionelt. Den fortærskede klassiker om de to kvinder, en mand altid må vælge imellem, og den uelegante og overpyntede sproglige stil gør imidlertid, at Mankell desværre alligevel ender i klicheen.