Mily sad skævt på hovedstolen – Dy Plambeck BURESØ-FORTÆLLINGER
Det eneste jeg drømmer om efter at have læst Dy Plambecks debutdigtsamling er, at forfatteren kommer med til næste familiefest og at hun snarest udgiver flere rygter fra randområderne.
Under læsningen af BURESØ-FORTÆLLINGER begik undertegnede en utilgivelig brøler ved at sætte sig til at læse i en af lyntogets hvilekupéer, hvor man kun må føre korte, dæmpede samtaler og hvor mobiltelefoner skal være slukkede. Det betyder i al sin gru, at man ikke må grine eller råbe Hep Hey! eller svinge sejrsikkert med armene over hovedet. Og det var lige dét, denne skribent havde allermest lyst til, som øjnene gled ned over de sider, hvorpå fortællingerne om Rav-Lassen, Tomatwoman og bananskrælskjolen åbenbarede sig.
BURESØ-FORTÆLLINGER er af uransagelige årsager genremæssigt blevet karakteriseret som digte. Nok har de en flosset højrekant, men ellers ligner de mest de fortællinger, de nu engang er. Samlingen er delt op i tre afdelinger: Digtet Porschen, hovedafsnittet med de fleste af digtene og et slutafsnit med tre Breve til Rasmus (onkel Ottos ukendte ven). Tilsammen danner de et skønt vue over en opvækst blandt originaler i Buresø og en nutid, hvor et skrantende parforhold og krise i Mellemøsten er omdrejningspunkter.
Digtene rummer sagtens dette spænd mellem dengang og nu, og de forskellige tider skrives elegant sammen af associationsspring undervejs. Samlingen er nok præget af den forfatterskolede bekendelsestrang, men lykkeligvis uden at det bliver for privat eller patetisk (Jf. anmeldelse af FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI 2004). Den tilsyneladende korte afstand mellem digterjeget Mily og omslagsflappens Dy giver læseren luft nok til at læse sig selv ind i fortællingerne, som trods deres lokale og familiespecifikke særkende bærer en mellemmenneskelig universalitet over sig.
Digtene handler om os alle sammen, selvom karaktererne er Den lidt for fraværende far, Den kærlige og egenrådige mor og Alle de slægtninge som uvægerligt sætter deres præg på barndommen. Selvudleveringen, der afslører at Mily hele to gange i sit liv har svømmet ind i en lort, er så vidunderligt distanceret og selvironisk, så læseren fatter endeløs sympati for digterjeget. Tematisk kredser digtene bl.a. om ønsket om at være et andet køn; om at lave glidende tacklinger og alligevel synes, at det er meget dejligt, at Bo henne fra skolen kigger på én i skolegården:
– Manden tog senere til Thailand / for at blive lavet om til kvinde / og jeg kender det godt fra mig selv. / I 6. klasse blev jeg karseklippet og jeg røg cigaretter / sammen med Stig i toiletskuret ved H-broen.
Sproget er gennembølget af talens direkte og ofte gentagende syntaks, og episoderne fremstår troværdige i deres hverdagsnære udtryk. Midt i den direkte tale findes af og til en lille poetisk perle som denne:
– og jeg tænker at der findes meget store navne / for små ting. / Nattens dronning for en lille grim blomst. / Brændende kærlighed for kartoffelmos med baconstykker / og også de ord vi siger til hinanden lover / langt mere end de kan holde.
Det eksakte blik for, hvad der kendetegner relationer og mennesker slår til flere gange. Som her, hvor et ophold på Slangerup Busstation afføder et øje på et ældre ægtepar:
– De ser ikke hinanden men de har været sammen så længe / at de ikke tvivler på, at det er den anden de holder i hånden.
Herefter kan jeg ikke dy mig for at råbe: Vi vil ha mere!
