Min kittel er for kort – ROSKILDE FESTIVAL 2010
To af landets mest læse- og seværdige digtere optrådte fredag eftermiddag. Det gik vidt forskelligt for sig.
Mette Moestrup og Naja Marie Aidt har udgivet en række gode bøger. Moestrups seneste er kortromanen ’Jævnet med jorden’. En fascinerende og vilter bog, der kan minde om en luftigere og mere sexet udgave af tidligt Herta Müller. Før den kom digtsamlingen ’kingsize’, som er en poetisk overflod af underholdende og hjernepirrende tekster. Aidts seneste bog er digtsamlingen ’Alting blinker’. En sansemættet bog, der blandt andet handler om Grønland, New York og Vestafrika. Og som indeholder en buket af 18 digte om barnet i dets 1-18 år, der forekommer overraskende præcise i deres beskrivelser af barnets voksende sind.
Denne varme eftermiddag optræder Mette Moestrup med fire sange, der synges og rappes hen over nogle simple beats. Hun er klædt i sort buksedragt og ser ærlig talt blændende godt ud der på den lille scene i den store, støvede lade, der er Ordet Område. Med på scenen er Miriam, som styrer beatsene og synger/rapper med på teksterne, hvoraf den bedste har omkvædet ’Min kittel er for kort, og det er noget lort, for jeg er feministisk, og kitlen er sexistisk’. Sammen kalder de sig ’She’s a show’, og det kan man kun give dem ret i.
Det er et vanskeligt rum at optræde i. Der er larm fra både de omkringliggende scener og fra de folk, der går gennem rummet eller hænger ud ved baren. Derfor fungerer det godt med Moestrups performance, der har pondus nok til at vække de blaserte festivalgæsters sanser. Og selv om hun nok aldrig bliver nogen stor rapper, så giver det mening med beatsene, der understøtter det festlige præg, hendes optræden har.
Efter fortjent bifald er det Naja Marie Aidts tur. Hun optræder med en noget mere traditionel digtoplæsning. Vi får en række digte fra ’Alting blinker’, og selv om de er gode, så bliver det lidt for spagt til omgivelserne. Rummet virker pludselig alt for stort, og fra Orange Scene trænger Dizzy Mizz Lizzys outdatede guitarrock sig irriterende på. Ligesom Moestrup har Aidt buksedragt på, og hun ligner noget, der lige er fløjet ind fra New York. Det er hun så også, får vi at vide. Også lige som Moestrup har hun en kumpan med på scenen. Det er en kvinde, der simultanoversætter digtene til tegnsprog. Det er jo sympatisk nok, hvis det er ment som en service til de døve. Hvis det er en del af hendes performance, så forstår jeg ikke helt pointen.
Hvis det var en konkurrence, hvilket det ikke er, så ville Moestrup vinde på points. Hendes optræden egner sig simpelthen bedre til det i virkeligheden temmelig til ord uegnede Ordets Område. Også selvom jeg klart foretrækker den intellektuelle og sært sexede Moestrup fra ’Jævnet med jorden’. Således ordrigere og med udhvilede ben er det på tide at søge tilbage mod musikken.
