Af | 8. september 2014

Min onkel Pia sagde (men det har jeg nok fortalt dig før) – Pia Juul AVUNCULAR

Med AVUNCULAR springer Pia Juul endelig ud som fuldvoksen onkel. Med sprøde digte om dyndet og døden og et flippet onkelindstik serverer hun fortidens sproglige skatte som opstrammer til nutidens niecer og nevøer.

Digt

*
Januar er så mørk når det er mørkt og
dunkel når det er lyst
Men solen rammer
siloen i et glimt, et
øjeblik hviler lyset dér mens
jeg venter på færgen
Jeg er alene.
Men det kan jeg godt være.
Jeg kan klare mig selv
Jeg er en klippe
Mig kan man stole på,
læne sig op ad, hamre løs på.
Jeg bliver varm i solen
Læg dig her
Erantissens gule skrig, dens vidt åbne mund

Kan man andet end at elske AVUNCULAR, den lille samling ‘onkelagtige tekster’, fra Pia Juul, fra det øjeblik man får den mellem hænderne? Det er selvsagt umuligt: Først er der den sære titel, der umiddelbart lyder som noget astro-alkymistisk snak fra Tycho Brahe (ca. en krydsning mellem avatar og homonuculus), men faktisk blot er engelsk for den adjektiviske del af bogens genrebetegnelse: onkelagtig. En betegnelse, som fluks og i al sin flerstrengethed opstiller en genreforventning så klokkeklar som den danske salmebog. ‘Rund som en onkel’, som det bl.a. hedder i det første digt: En onkel er velkendt og venlig, på kanten til det alfaderlige, men altid med carte blanche til spøgefuldheder. Og samtidig ikke en del af det allerdagligste – en onkel er fjern nok til at kunne være en slags karikatur, gøre uforklarlige krumspring, og han kan forsvinde pludseligt. Desuden er der alle de kære onkler fra det danske sprogs gyldne kistebund, der kigger på én fra omslagets fotocollage: onkel Jeppe (Aakjær), onkel Danny (Turéll), onkel Kingo (Thomas), onkel Carl (Ewald) og onkel Gustava (Brandt)), fra amerikansk kulturs guldaldre (Uncle Sam, Diana Ross, Frank Sinatra, Cary Grant), samt fra familiealbummets gemmer. Og så er der onkel Pia, selvfølgelig.

For Pia Juul har længe været min poetiske onkel. Det er unægtelig prætentiøst, når nogen taler om bøger, der har ændret deres liv. Især hvis man har kendt vedkommende både før og efter den skelsættende kunstoplevelse, og ikke umiddelbart kan se den store forskel. Men konfronteret med onklerne, gik det op for mig, at jeg faktisk selv har sådan en bog.

Da jeg som ung og ivrig litteraturstuderende fik fingre i SAGDE JEG, SIGER SIG, hvori Juuls hidtil kendteste onkeldigt befinder sig (om den gode Hector, som rettelig vistnok hed Holger), åbnede litteraturen et helt nyt rum for mig. Den forrygende mundtlighed, der var i den bog, talte lige ind i mit liv. Hidtil havde jeg nok (idiosynkratisk) betragtet dansk samtidslyrik som ret monologisk, ca. lige dele mørkbejdset patos og blødende kvindehjerter, men det her var noget andet. Digtene placerede sig i en direkte relation til mig, kondenseret i en gestus, det onkel H altid gjorde med hånden, det var som om den hånd rakte ud af bogen og førte mig ud af fiktionens lumre værelser, med luft under vingerne og solen lige i øjnene. Pludselig var jeg ret så færdig med fortællende prosa; jeg kan huske, at jeg skrev en opgave som via Pia Juul tilbageviste Bakhtins tese om den dialogiske romanen, rigtig dialogisk var kun poesien! Det relationelle forhold, Juul bygger op til sin læser i SAGDE JEG, SIGER JEG, er for vildt, og det er sporet herfra, som AVUNCULAR viderefører. Hun har fortalt mig det hele før, men på en anden måde, og nu forstår jeg det endnu bedre.

Et stykke hen ad vejen følger AVUNCULAR strømmen af Juul-digte. Hvert digt indledes af hendes signatur-fortegn, asterisken. Fra første digt udbasuneres den stærke bevidsthed om sproget som lyd, som stemme, ladet med betydning: onkelagtigheden findes ‘måske i bogstavet o som udtales å. Oh. Åh. Oh du onkel’. Humoren ligger allerede i sprogets lyd, og selvom de tunge temaer arbejder, tidens og årets gang, dag, der bliver til nat, og livet, der bringer døden stadigt nærmere, forbliver læsningen en legende fornøjelse. Balancen mellem dødsbevidsthed, eksistentiel patos, og tongue-in-cheek-vittigheder er perfekt holdt. Og så er der sangskatten. Jeg aldrig har sunget morgensang i skolen. Men i AVUNCULAR har Juul skruet op for sit salmegehør, og med linjer som

– Den klare sol går ned. Dagen skrider under, natten vælder
ud, spørgsmålene kommer myldrende.

kan selv jeg, som enten er for ung eller for kulturløs til at have Ingemann, Kingo og Aakjær tindrende rundt i mit baghoved, mærke sangskattens enorme lyriske potentiale og dens forankring i den danske muld, som jeg jo også selv tramper rundt i. På sin egen utrolig delikate måde kæmper Juul mod den politiske Pia om den danske sangskat, og hun vinder stort. Som i digtet på s. 25 hvor hun trækker selveste Peter Faber (’Dengang jeg drog afsted’, mere gammeldansk bliver det ikke) ind i en lille fuldblodsironisk og dog alvorlig kulturkamp om forsvar af mindretal (med et vink til hvidhedsdebatten). Hvis nogen nogensinde kan tilbageerobre Dannebrog fra de højrenationale, må det blive Pia Juul. For hun kan sætte selv Peter Faber sammen med verden udenfor, og hun kan indskrive tvivl, vaklen og flerstemmighed i hjemstavnens kerne, uden at kaste den bort.

Men denne gang er der desuden bonus – et formidabelt 12-siders onkel-indstik bryder digtstrømmen. Det består dels af ready-mades, onkelrelaterede ordbogsopslag, klip fra alt fra elefantens vuggevise til Anders And (den uovertrufne Carl Barks-historie ‘Den hulkende sømand’), og dels af korte, knivskarpe onkelportrætter. Her trækker Juul ekstra veksler på sin gudbenådede sans for at plukke frem og vælge fra kulturens kolossale arkiv, den vi kender fra hendes altid forrygende epigrafer, vignetter, citater. Sådanne får vi forresten også i rigt mål denne gang, hvor følgende epigraf tager prisen:

Men så vil jeg heller ikke være tyndere
Henning Mortensen

I AVUNCULAR forløser Pia Juul den onkelfigur, som har løbet som en ledetråd gennem både det lyriske forfatterskab og i prosaen – hvad var f.eks. den alfaderlige Halland, hvis ikke en onkeltype? – og hvad med alle familiefesterne med fulde onkler, som rykker perspektivet lige det der skal til, ‘forskudt som når man er under vand’ som det hedder i et digt i nærværende samling, så den unge niece ser, hvad hun er i færd med at rode sig ind i.

Og velgørende ubeskedent tager hun nu sin egen rolle som onkel på sig, uden forbehold, familie-onkel (’Nu er det mig der/ siger Hvor du er løbet i vejret, niece’) såvel som digter-onkel (’Onkel Oplæser, det er mig.’) Med AVUNCULAR springer Pia Juul ud som fuldblodsonkel. Nu er det er hendes stemme, der fører os, det er hende selv, der gør sådan med hånden og tager mig med.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også