Miniminiminimalisme – Maja Lucas JEGFORTÆLLINGER
En lillebitte bog, som allerede er overstået, før den rigtig er begyndt.
Citat
Jeg går ned til landsbyen igen. Jeg møder en ung pige med en hund i snor, hun smiler hjerteligt til mig. Jeg går op ad landevejen til bakkerne. Jeg finder cyklen igen og kører langsomt tilbage til huset. Jeg kigger ikke hen mod kapellet, da jeg går ind. Min T-shirt er gennemblødt, jeg går i bad. Da jeg kommer ind fra badet, kan jeg se din silhuet bag computeren. Du ser ikke op. Jeg trækker gardinerne for og tager tøj på. Jeg går ned i køkkenet og laver aftensmad. Jeg snakker lidt med Sarah dernede. Så går jeg op igen på mit værelse og surfer på nettet i en times tid. Jeg slukker computeren og åbner døren for at gå på toilettet.
Maja Lucas er forfatter. En meter og femoghalvfjerds centimeter høj. Bleg i huden, sej i spyttet og løs i røven. Hendes ben er lange og kraftige, overkroppen spinkel og slank. Og så er hun svajrygget og har englevinger.
Det er i hvert fald, hvad hun skriver i den bedste af sine små tekster i debutbogen JEGFORTÆLLINGER. Og hold da op for et selvportræt. Havde der blot været meget mere af den slags i hendes lille tekstsamling, som handler en del om ensomhed, en del om sex med gifte mænd, en del om farmor, og en del om hende selv.
For øvrigt kan jeg ikke udelukke, at virkelighedens Maja Lucas er et labert skår, der springer rundt et sted derude og fniser af sin læser, fordi han tror, hun er identisk med bogens jegfortæller. Den mulighed er man nødt til at holde åben i disse Knud Romer-dage. Titlen JEGFORTÆLLINGER kan nemlig opfattes tvetydigt. På den ene side peger den klokkeklart på fortællesituationen. Men peger den også på fortælleren? Er det bekendelser eller fiktion? Og hvis det er bekendelser, sidder der så en lille håndfuld utro ægtemænd og ryster i bukserne her på udgivelsesdagen?
Maja Lucas er elev på forfatterskolen og cand. mag i litteraturvidenskab med et fremragende speciale om den neutrale fortællesituation i første person. Et speciale, der rammer noget afgørende i hendes egne tekster. Nemlig den neutrale fortæller. En fortæller, der iagttager, taler, handler, beretter, men sjældent vurderer og reflekterer. Der er skruet ned for fortællerens filter, så at sige. Læseren er overladt til sin egen dømmekraft, mellem linjerne, under( )teksten, i dialogens pauser.
Lucas er konsekvent i udførelsen af sin fortælleform, og efter min mening er hun for konsekvent, hvilket i sidste ende dræner teksterne for energi. Thi hun udelader så meget, at de aldrig bliver rigtigt interessante. Hendes dialoger er ganske vist gode, men generelt for korte, og hun formår kun sjældent at skrive sig helt ind i historien, før hun hurtigt haster videre til den næste, efterladende sin læser en eller anden sigende slutsætning, som skal få det hele til at virke mægtig betydningsfuldt, men efterhånden kom til at irritere mig.
Imidlertid er det blevet så almindeligt at skrive kort minimalistisk prosa, at vi efterhånden har vænnet os til det, så mon ikke også der er en plads til Maja Lucas.
