Minnesotakur for modejunkies – Lauren Weisberger DJÆVLEN GÅR I PRADA


Efter indtagelse af Lauren Weisbergers eminent underholdende og genuint ubehagelige nøgleroman om livet som ansat ved amerikansk Vogue kan den blotte tanke om et Hermès-tørklæde eller en Jimmy Choo-taske udløse akut og voldsom opkastningstrang.

”Dette er et job, millioner af piger ville ofre deres liv for at få”. Sådan lyder beskeden til den 23-årige Andrea Sachs fra Connecticut, da hun søger jobbet som personlig assistent for Miranda Priestly, chefredaktør for verdens største modemagasin, Runway, og en af den internationale modebranches mest magtfulde personer.

Andrea får jobbet, men man skal ikke have læst mange sider i Lauren Weisbergers delvist selvbiografiske debutroman, DJÆVLEN GÅR I PRADA, for at forstå, at man som Miranda Priestlys assistent skal være endog meget glad, hvis man rent faktisk slipper fra Runway og chefredaktøren med livet (og sine fulde fem) i behold.

Miranda Priestly må nemlig ganske enkelt være den mest rædselsfulde chef, der nogensinde har optrådt i en roman. Altid iført sit legendariske hvide Hermès-tørklæde er hun den enevældige hersker over ikke bare redaktionen, men også hele den globale modeindustri, der bukker og skraber og nedværdiger sig for at tækkes denne notoriske psykopat og sadist, som kun har hån tilovers for alle deres anstrengelser.

DJÆVLEN GÅR I PRADA leverer således et virkelig morsomt og meget svidende portræt af en verden, hvor alle har solgt ud af deres personlige værdighed i håbet om at få andel i den hype, der er opstået omkring tøjdesignere. For det er næppe løgn, at millioner af piger ville dø for at få et job på et blad som Runway. Millioner af piger ville formodentlig gøre hvad som helst for at få lov til at sidde på forreste række til Marc Jacobs’ modeshows, gå til fest med Johnny Depp og have fri adgang til Jimmy Choo-tasker og Bottega Veneta-sko. Hvilket alt sammen er indenfor mulighedernes rækkevidde, når man er personlig assistent for Miranda Priestly.

Men prisen er høj. Rigtig høj endda, og Lauren Weisberger smører uden tvivl lidt ekstra på til ære for lattermusklerne (og galdeproduktionen!), men resultatet er en virkelig underholdende roman om tidens – og især tidens kvinders – naragtige grådighed og frådseri. Efter endt læsning sidder man faktisk tilbage med et decideret ubehag ved tanken om dyre sko, tasker og beklædningsgenstande, og hermed lægger DJÆVLEN GÅR I PRADA sig efter denne anmelders mening ikke entydigt i slipstrømmen på ”material girl”-bibler som SEX & THE CITY og EN SHOPAHOLICS BEKENDELSER, selvom det tilsyneladende er, hvad Lauren Weisbergers forlæggere gerne vil sælge bogen som.

”Chic-lit”? – ja, gu’ er det ”chic lit”, men i den absolut anbefalelsesværdige ende af spektret. Især, hvis man kender nogen, der har brug for en stikpille til forebyggelse eller behandling af rysteture foran Birger Christensens udstillingsvinduer. Eller måske selv godt kunne trænge til sådan en pille…

Skrevet af Kirstine Ersbøll Meyhoff

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Især optaget af gotisk litteratur, victorianske 'sensation novels' og krimier. Har desuden en forkærlighed for store episke, marathonagtige romaner - fra Margaret Mitchell til Vilhelm Moberg. Når hun bliver gammel vil hun sidde på en bænk i Sevilla og se solen glimte i Rio Guadalquivir, mens hun nusser sin marmeladefarvede kat bag ørerne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *