At miste grebet om sig selv – Sylvia Plath GLASKLOKKEN
Sylvia Plaths smerteligt fantastiske roman GLASKLOKKEN er en feministisk nøgletekst om en unge kvinde og hendes kamp med sig selv og med presset udefra.
Citat
Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol, og jeg vidste ikke, hvad jeg lavede i New York. Jeg duer ikke til henrettelser. Bare tanken om den elektriske stol giver mig kvalme, og det var det eneste, man kunne læse om i aviserne – opspilede overskrifter stirrede på mig ved hvert gadehjørne og fra hver metronedgangs mugne, peanutlugtende mund. Det havde ikke noget med mig at gøre, men jeg kunne ikke holde op med at tænke på det, hvordan det ville være at blive brændt levende langs nerverne.
– Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol, og jeg vidste ikke, hvad jeg lavede i New York.
Åbningssætningen i Sylvia Plaths eneste roman GLASKLOKKEN hører til blandt de mest ikoniske i det 20. århundrede. Og nu får vi så denne helt uomgængelige moderne klassiker skrapt fordansket af digterne Olga Ravn og Mette Moestrup – og lækkert pakket ind med petroleumsblåt halvbind i grafiker Alette Bertelsens elegante genfortolkning af det originale omslag.
GLASKLOKKEN handler om Esther Greenwood, 19 år. Hun er køn, dygtig og ambitiøs. Hun er én af 12 udvalgte collegepiger, der har vundet en måneds praktikophold på et stort modemagasin i New York. Men hun kæmper med presset fra sig selv og sine omgivelser og mister lige så stille grebet om sig selv. Undervejs møder hun alt fra en FN-simultantolk til en brutal kvindehader og ser sin fars grav for første gang. Da Esther ikke kommer ind på det skrivekursus, hun ellers havde regnet med, virker sommeren i Boston-forstaden pludselig truende og uoverskuelig. Hun er fanget under en glasklokke, hun kan ikke sove, hun kan ikke skrive. Efter et selvmordsforsøg bliver hun indlagt på et psykiatrisk hospital.
Esther er både alt for drevet og alt for neurotisk til at more sig på Manhattan. Sylvia Plath fortæller hendes historie med en forrygende ærlighed og en levende sans for detaljen. GLASKLOKKEN er en rå og foruroligende bog, der rammer hårdt:
– Først skete der ingenting, men da jeg nærmede mig pilleglassets bund, begyndte rødt og blåt lys at glimte for mine øjne. Glasset gled ud af min hånd og jeg lagde mig ned.
Stilheden trak sig tilbage og blotlagde småstenene og muslingeskallerne og alt mit livs billige vraggods. Så samlede den sig i udkanten af synsfeltet, og med en eneste styrtbølge skyllede den mig i søvn.
GLASKLOKKEN bliver mere og mere knugende og mere og mere intens, som Esthers mentale helbred forværres. Men samtidig er det også en morsom bog, når Esther med skarp humor bemærker at ‘Hele sanatoriets farvepalet lod til at være baseret på leveren.’ eller at hendes high school sweetheart er blevet tyk af at ligge på tuberkulosesanatorium: ‘Alt, der før var konkavt ved Buddy, var med et blevet konvekst.’ Til tider giver Esthers originale observationer sætningerne en blanding af kynisme og barnlig forvirring, der kan minde om Holden Caulfield, hovedpersonen i J.D. Salingers FORBANDEDE UNGDOM fra 1951.
Sylvia Plath skriver med et gennemtrængende blik, der afslører, at der under Esthers New Yorker-glamourøse overflade gemmer sig en fortvivlet og usikker pige. En pige, der er mærket af farens tidlige død og morens velmenende men kvælende opdragelse. Esther virker næsten stålsat i sin forvirring. Hun ved ikke, hvad hun vil. Men hun ved, hvad hun ikke vil. Hun vil ikke giftes med Buddy Willard, hun vil ikke lære at stenografere, hun vil ikke ende som en sekretær, der tager diktat fra en eller anden mand. Det er både hendes besættelse af og opgør med det mandsdominerede, der gør Esther til en art tragisk heltinde. Og som har gjort Sylvia Plath til et feministisk ikon.
GLASKLOKKEN er første titel i Gyldendals nye Skala-serie, der vil udgive genopdagede eller glemte klassikere fra det 20. århundrede. Vi kan de næste par år vente bøger af bl.a. Françoise Sagan, Joan Didion og Marguerite Duras. Der er god grund til at glæde sig.
Sylvia Plath begik selvmord i 1963, kun en måned efter GLASKLOKKEN blev udgivet. Tilbage står romanen som et tindrende klart mesterværk, som man kun kan få læst for sent.
1 kommentar