‘Mit liv skal være smukt’ – Vita Andersen TRYGHEDSNARKOMANER & HOLD KÆFT OG VÆR SMUK
Vita Andersen skriver uforstilt og ubarmhjertigt om kvinder og piger, elskerinder og børnehjemsbørn. TRYGHEDSNARKOMANER og HOLD KÆFT OG VÆR SMUK er også værd at læse efter 35 år.
Citat
‘Hun syntes, at der gik meget lang tid, og så kiggede hun ind igen. Han havde flyttet skamlen, og han var ved at tørre sig med et lommetørklæde. Det var rødternet og snavset. Bag på koen hang noget slim eller snot. Hun fik næsten kvalme og gjorde synkebevægelser. Han var altså et svin. Tørre sig med en snavset klud. Leif knappede bukserne, så tog han også kasketten af og tørrede sig med den samme klud både i håret og i hovedet. Hun var forarget. Såden en gris. Måske kom han ud nu. Men han kunne ikke have set hende. Det kunne han altså ikke.’
Fra novellen ‘Du kan få en unge’
I 35 år havde TRYGHEDSNARKOMANER rekorden som den bedstsælgende digtsamling i danmarkshistorien med mere end 95.000 solgte eksemplarer. Men så kom der et mediehypet wunderkind og ændrede på dét billede med mere end 100.000 solgte bøger.
Og salgssuccessen er ikke det eneste, som Vita Andersen og Yahya Hassan har til fælles. Begge forfatteres debutsamlinger taler fra udsatte positioner og med stemmer der i den grad ikke tilhører magtpositioner i samfundet. Men som alligevel er insisterende og gennemtrængende.
Vita Andersens digte og noveller handler om elskerinder, kontordamer og omsorgssvigtede børn. Kvinde- eller pigeskikkelser, der på den ene eller den anden måde lever et liv i skyggen. Der er noget næsten barnligt ubehjælpsomt over jeg-stemmernes tragiske magtesløshed. Men samtidig er der en insisteren på noget bedre. Som Olga Ravn skriver i sit glimrende og meget personlige forord:
– Den stemme, vi møder hos Vita Andersen, ønsker ikke at tale det samme sprog som de store klassikere. Den vil tilkæmpe sig andre steder at tale fra. Det er elskerindens, kontordamens, børnehjemsbarnets og dukkens klagesange.
Derfor fremstår en linje som ‘dine knoer er meget smukke’ så meget mere grotesk ved siden af den magt og fysiske vold, som digtenes mænd ofte repræsenterer og udøver. Og derfor er digtet ‘Jeg er forelsket i dig’ med billedet af elskerinden, der står uden for sin gifte elskers hus og kigger ind på ham og hans familie et stærkt eksempel på de konflikter og temaer, der er så centrale i Vita Andersens forfatterskab. Det er også et stærkt eksempel på den bekendelses-genre, som forfatteren var en prominent repræsentant for: det er det pinlige, det ydmygende, det private – ja, det man normalt ikke taler om -, der fylder siderne.
De mange og lange klagesange mister desværre noget kvalitet som læsningen skrider frem, i og med der går lige lovlig meget sex og samliv i den. TRYGHEDSNARKOMANER bliver simpelthen for kedelig og næsten kvælende i sin repetitive ensformighed.
Anderledes helstøbt er novellesamlingen med den fantastiske titel HOLD KÆFT OG VÆR SMUK. Sproget i de to bøger ligner hinanden utrolig meget. Faktisk så meget, at den eneste (næsten, i hvert fald) åbenlyse forskel er, at digtene er skrevet i (og ofte skældt ud over) en knækprosa og derfor gør brug af linjeafbræk.
Der er ingen overflødige ornamenteringer i sproget. Vita Andersen skriver med en kølighed og nøgternhed, der bare forstærker hendes realistiske novellekunst. Især novellerne om børn – på børnehjem eller i små lejligheder med alkoholiserede forældre – er fremragende. Uhyggelige og modbydelige. Den grusomme nøgternhed og nærmest affejende tone i beskrivelsen af det pædofile overgreb i novellen ‘Lampeskærmene’ er simpelthen chokerende:
– Hun skulle sidde på hans skød, og han stak fingrene ind under hendes bukseelastik, og han rørte ved hende. Katja vidste, at det var forkert, og det måtte man ikke, men det var nok hendes egen skyld, at han gjorde det. Ud af sine egne bukser trak han noget sort og tykt og rødt og blåt, og det var ækelt, og det voksede og voksede, og så skulle Katja røre ved det.
Ikke alle karakterenes bliver udsat for ligeså grove overgreb som Katja, men fælles for dem er, at de konstant søger noget bedre og smukkere, end det de har. Gennem ugeblade og påklædningsdukker, gennem tøj fra Nørgaard På Strøget, gennem marcipanbrød og whiskey fra Irma. Eller gennem en affære. Udgangsreplikken i novellen ‘Rod’ bliver en slags gennemgående mantra for Vita Andersens piger og kvinder: ‘Mit liv skal være smukt.’ Det lykkes bare aldrig helt.
Vita Andersens digte og noveller gør det som mange af hendes karakterer i virkeligheden har allermest lyst til: råber op og er grimme. Og det kommer der god litteratur ud af, som fortjenter at blive husket og genlæst.
