Mit liv som gibbon – Faïza Guène HVOR DRØMMENE VENDER
Franske Guène har med sin anden roman leveret endnu et skarpt indspark i indvandrerdebatten. Skildringen af den fransk/algeriske Ahléme er både sjov, hård og nu tilgængelig på dansk.
Citat
Selv om jeg har mødt nogle søde mennesker, kan man ikke ligefrem påstå at der er den fedeste stemning foran politistationen. Som regel driver panserne os rundt som om vi var dyr. Og de der kællinger der sidder bag deres skide glasruder som beskytter dem mod vores virkelighed, de taler til os som om vi var evnesvage, og for det meste ser de os ikke engang i øjnene.
Algeriske Ahlème på 24 år bor i Ivry, en forstad til Paris, hvor boligblokke fyldt med indvandrere ligger side om side. Hun føler sig forståeligt nok mere som en 40-årig, da hun siden morens død har holdt sammen på familien. Faren er mentalt invalideret efter en arbejdsulykke, og det kræver sin kvinde at holde styr på den 16-årige lillebror Foued. Udover at være flabet og have mange og farverige kondomer gemt i skuffen, agerer han kopi-taske-sælger for kvarterets overhoveder: Kakerlak, Gift og Skalpel. Ikke godt selskab, hvis ikke det skulle fremgå.
Tilværelsen finansieres af små skodjobs, og der er meget at kæmpe imod som algerier uden opholdstilladelse. Ahlème bliver konfronteret med kulturkløfter såvel som alenlange køer foran udlændingekontoret – og ikke mindst rammes hun af en uundgåelig afmagtsfølelse, når hun igen og igen står over for racistiske politibetjente, togkontrollører og andre autoritære instanser. Når målet er at udvise 25.000 mennesker om året, er man nødt til at være underdanig over for politiet og endda finde sig i at blive kaldt ’gibbon’ og stadig smile pænt.
Ahlème, hvis navn betyder drøm på arabisk, formår dog at drømme og håbe på bedre tider. Uden selvmedlidenhed beskriver hun sine vilkår, og hun har for længst erkendt, at hun kun kan stole på sig selv, Allah og bistandshjælpen. Optimistisk pointerer hun, at der heldigvis forekommer ’de der regnbue-øjeblikke efter flere ugers regn’.
Guène gør flittigt brug af slang og sjove beskrivelser. Togkontrolløren ’er lige så tom i blikket som en selvmordstruet måge’, og den algeriske tante Hanan er ’et omvandrende melodrama’. Det humoristiske sprog fungerer godt som kontrast til de barske vilkår og giver romanen et tragikomisk udtryk. Der svælges ikke i farens dybt tragiske ulykke; det konstateres blot tørt at han nu har en skrue løs.
I HVOR DRØMMENE VENDER håber Ahlème forgæves på den store kærlighed, og hun konfronteres gang på gang med svage mandetyper. Guène har da også ytret i et interview om forskellene mellem kvinde og mand, at ’kvinder har mere modstandskraft og mere gåpåmod’. Det cementerer hun ved at sætte stærke kvinder over for lidt vage mænd i sin roman. Ahlèmes forbillede er den livskloge nabo Mariatou, der altid er klar til at lytte og komme med et lommefilosofisk mundheld, såsom: ’Bare fordi slangen ligger stille, betyder det ikke at den er en gren’.
Der er ikke meget udvikling i romanen, og den kører til tider i samme rille. Til gengæld giver den et nærværende indblik i tilværelsen som (illegal) indvandrer, og på elegant og humoristisk vis kritiseres behandlingen og opfattelsen af disse. Samtidig skildrer romanen i ligeså høj grad livets almene besværligheder såsom belastende familiemedlemmer og ugengældt kærlighed.
HVOR DRØMMENE VENDER er en fin og relevant roman, der, som Guènes debutroman KIFFE KIFFE I MORGEN, både er underholdende og oplysende.
