I dag har jeg igen drukket mit eget pis – Mo Yan HVIDLØGSBALLADERNE
Da Mo Yan i 2012 modtog Nobelprisen i Litteratur, var den mest udbredte reaktion i Danmark: Og hvem er så lige Mo Yan? Det kan vi svare på nu, da HVIDLØGSBALLADERNE er blevet oversat til dansk.
Citat
Den midaldrende greb ham under armen og trak ham op. “Bror, du behøver ikke drikke mere…” sagde han. Han førte Gao Yang hen til briksen. (…) Er kort øjeblik gurglede det i hans hals. Efter endnu et stykke tid uden at sige noget brød han sammen: “Far… mor… i dag har jeres søn… igen drukket sit eget pis…”
Mo Yan er kunstnernavnet for den kinesiske forfatter og nobelpristager Guan Moye, og direkte oversat betyder aliasset Tal Ikke. Navnet stammer fra forfatterens opvækst, hvor han fra forældrenes fik indprentet, at han ikke skulle provokere magthaverne. Det har forfatteren imidlertid ikke overholdt helt. HVIDLØGSBALLADERNE er sammen med THE REPUBLIC OF WINE (1992) blacklistet af Bejings styre – uden Mo Yan dog er blevet forvist fra det kinesiske samfund.
Baggrunden for HVIDLØGSBALLADERNE findes nemlig i en virkelig hændelse, hvor kinesiske bønder i 1987 gør oprør mod korrupte embedsmænd. Romanen fortæller historien om en gruppe bønders oprør mod det kinesiske styre, efter styret har offentliggjort, at de omlægger landbruget til hvidløgsdyrkning. Bønderne indvilger i landbrugsomlægningen, men da staten efterfølgende umuliggør afsætning af bøndernes hvidløg, bliver der oprør i romanens Paradise County.
Sideløbende med særdeles voldelige anholdelser af de oprørske, kinesiske hvidløgsbønder, der konstant brækker sig og slår sig, kører især én udgave af en kærlighedshistorie som et centralt spor. Den umulige kærlighed mellem den lettere anarkistiske bonde Gao Ma og den yppige Fang Jinju er mildest talt udfordret af en traditionelt opbygget samfundsorden, hvor Fang Jinjus familie har lovet hende væk i et indviklet bytteforhold, så en ældre og handicappet bror også har mulighed for at blive gift. Det er sørgeligt, og det bliver langt, langt mere sørgeligt siden hen for de to forelskede bønder.
Da Mo Yan blev offentliggjort som vinder af Nobelpris i Litteratur 2012, kaldte nobelpriskomiteen hans skriveform for hallucinatorisk realisme. Det hallucinatoriske skal forstås som en sanselig sammenblanding af folkeeventyr, historie og samtid, hvor levende beskrivelser af naturen, kroppe og karakterers inderste følelser og længsler forenes med en mere mundtlig fortælletradition.
I praksis betyder det, at Mo Yans skrivestil er præget af snørklede fortællemønstre, hvor forskellige karakterers historier vikles ind i hinanden. Mens nogle karakterers historie gang på gang er domineret af tilbagevendende, tvungent indtag af egen urin og andre mildt sagt kvalmende scenarier, så er andre præget af ulykkelige kærlighedshistorier, der til tider er både gribende og sørgelige. Og som et særligt Mo Yansk islæt er de fleste spor i høj grad præget af eksplicit vold. Hvis man når hen imod midten af HVIDLØGSBALLADERNE, så slår det én, hvor veludført og vellykket, Mo Yan holder styr på sine mange sideløbende fortællinger, hvor flash backs, skift mellem fortæller til tredje persons- og jegfortæller og udsyrede drømme om bl.a. talende fostre på vej ud af fødekanalen blander sig. På trods af de mange spor føler man sig som læser virkelig godt styret undervejs og mister ikke overblikket.
Men nu skrev jeg, hvis man når hen imod midten. For HVIDLØGSBALLADERNE er immervæk en roman, der stiller sine krav til sin læser. Ikke så meget på grund af skriftlige eksperimenter eller et kedeligt indhold – snarere er HVIDLØGSBALLADERNE spækket med action og cliffhangers fra start til slut. Nej, det er mere selve den hallucinatoriske realismes stilistik, de voldsomt detaljerede beskrivelser samt en dramatik og symbolik, der kan skræmme læseren væk. Sammenholdt med, at jeg i et indledende afsnit næsten væmmedes af et særligt sentimentalt afsnit med personen Gao Yang, så kan HVIDLØGSBALLADERNE godt kræve lidt overtalelse for alvor at komme i gang med. Som man bevæger sig længere ind i bogens snørklede univers, går det imidlertid op for en, hvor lidt sympati, der lægges hos den tilbagetagne undermåler Gao Yang, og det sætter det indledende sentimentalitetsafsnit lidt i relief. Måske var det ikke meningen, vi egentlig helt skulle fatte sympati for den klynkende far i starten. Her er Gao Yang eksempelvis fængslet sammen med tre andre mænd og tvinges – for mindst tredje gang i sit liv – til at drikke sin egen urin:
– Han trykkede ansigtet mod gulvet og rørte den kolde urin med sine brandvarme læber. Hvidløg! En stank af hvidløg! Han sugede hurtigt en tår op. Hvidløg!
Og hvidløg er der da også i massevis af i Mo Yans HVIDLØGSBALLADERNE. Rådnende, stinkende hvidløg, der midt i deres egen, syge nedbrydningsproces sidestilles med den næsten kafkaske mur af gennemkorrupte og undertrykkende embedsmænd. Er man til kvalmende, maleriske beskrivelser, ulykkelig kærlighed og overlegen fortællestil, så kan Mo Yan varmt anbefales.
1 kommentar