Modstanden taler
Juni er varm i år, den syder af sorg og tæsk og raseriet, der stadig og altid er benzin under vores afsindige diskriminationsverden. Det er handlingens tid, frem for alt er det tiden til at være synlig og kompromisløs, men det er også sprogets tid. Vi skal råbe, og vi skal tale med hinanden, langt vigtigere end lovgivning, er det at lytte og forme levende ekkoer af andres ord. Måske især ord, hvis stemmer ikke længere lever, men stadig eksisterer som gamle bål og de sår, der kan blive ved og ved med at bløde. Sådan en stemme er Gwendolyn Brooks’. En sort digter født i Kansas i 1917, hun skrev og blev udgivet og prisvindende, blev universitetsunderviser, hun sagde ’I’m not a scholar’. På behørig afstand af affektfattig akademia kan skriften blive livets.
I tidsskriftet Vi er mange er hendes lillebitte hårde bog Riot (1969) oversat til dansk i sin fulde 13 siders længde. Det er en digtsamling i tre dele, den skinner af digtets slebne skønhed og luftige sider, men det er som om, den også er et vildt billede. Eller en slags film, sætningerne har en synlighed, der minder om nutiden, de er i bevægelse. ’og de kom gående mod ham i grove geledder / I bølger. I vindstød. De var sorte og højlydte / Og ikke til at holde tilbage / Og ikke diskrete’. En kamp er i gang og Brooks skriver den frem, både som en stemme, der bølger med og som klare øjne, der kigger på. Hun virker skiftevis ude af sig selv og observerende lidt ligesom ubegribelige mobiloptagelser er det i dag. ’Men uanset: der / sker det / der sker’.
Efter mordet på Martin Luther King i april 1968 eksploderede Chicago, det gjorde egentlig byer over hele nationen, men særligt i Chicago drev vreden gennem gaderne som en ødelæggelse. Flere kilometer ruiner efter april, på nettet ser jeg en tavs video fra 1968 af disse kilometers knuste huse. Når gader er dynger af murbrokker, er der ingen synlig forskel på protest og krig, og krigen kommer fra staten. Soldater og politi, denne død, der bare kan beordres på arbejde. 39 mennesker mistede livet i tre rasende forårsdage over landet, 34 sorte mennesker. At læse Gwendolyn Brooks føles som at få adgang til kampen (og samtidig slet ikke at kunne tilgå den, det er klart) på et af dens allermest desperat nødvendige tidspunkter. Det er modstanden, der taler. Og samtidig: den måde en slags overskud eller en ro kan vokse ud af visheden om at have ret. Oprøret flyder igennem digtsamlingen, de selvfølgelige, virkelige mord og sorgen, men der er også plads til, at poesi kan glasere volden med sine ferske illustrationer af himle og blomster, patos og rim og symboler uden tid. ’Jorden er et smukt sted / Vandspejle og ting der skal reflekteres / Gyldenris henover den lille lagune’ er simpelthen begyndelsen på digtsamlingens anden del, en prædiken. Men sprogets skønhed lukker ikke øjnene for smerten, måske tværtimod: med fornemmelsen af, at den rene morgen findes, gør det endnu mere ondt, at den ikke er for alle, når solen står op over myrdede sorte, bliver ligenes groteske tilstedeværelse i et såkaldt demokrati på tærsklen til 1970’erne endnu mere synlig.
Uden at romantisere eller forklejne den kamp teksten – og utilgiveligt nok også nuet – ser og udkæmper, er det som om en slags optimisme sitrer under vreden og bliver det tempo, der driver sætningerne frem som grove geledder, målrettede og kaotiske. Ved siden af døden er viljen, den kan være drevet af den håbløses undergangsenergi eller et genopstandelsespotentiale, men den er til stede. ’”Dér blev de levende og jublede / de sårede stumme / Så var det overstået / Støvet, som de siger, lagde sig”. Brooks’ ord er varme af ild og ømhed, og de virker på udkig efter skønheden, ligesom livet tit er det. Hendes stemme er ikke en offerstemme, den lyder skiftevis stålsat og mildt af oprør uden bitterheden i sig, og i digtets tredje del vågner den helt kærligt og fælles i et afsluttende gry, helt lyst sådan som det sorgløse også kan være ildevarslende. ’Det er morgenen for vores kærlighed / I en pakke af minutter er der dette Vi / Hvor smukt’ skriver Brooks, et øjeblik dækker hun brutaliteten til, ’Fordi verden er ved vinduet / kan vi ikke undre os særlig længe.’
På dansk hedder digtsamlingen Optøjer, det er stort set den eneste mulighed for det engelske ’riot’, og denne tvungent utilstrækkelige titel, dette ord der i ordbogsdefinitionen er lig med både vold og vilkårlighed, bliver også en magtfuld understregning af, hvordan hverken sprog eller systemer tillader, at kampen mod (hvidt) vedtagne sandheder, kan være ligeså legitim og fredsommelig og grundlovssikret som resten af den (hvide) demokratiske samtale. Det er stadig nødvendigt at spørge: hvem får lov at yde modstand med livene i behold? ’Optøjer er de uhørtes sprog’ sagde Martin Luther King, og antyder et svar på det spørgsmål. Med hans sætning indleder Gwendolyn Brooks sin protestskrift og giver sprog til de uhørte, eller: hun lyttede til et sprog, der jo for længst fandtes, men ihærdigt ikke blev hørt. Hun gav det videre, og nu er det givet endnu videre, nu findes det til alle de flinke eller blinde eller parate danske øjne, der har brug for at forstå, at kampen også vedrører os. At den ikke kun havde en tid og sted, der var et amerikansk 1968. Undertrykkelsen er åbenbart uden tid, det faktum er sin egen aktuelle katastrofe, men lige så obligatorisk som ulighed er kampen mod den. Også nu er det nødvendigt at indtage gaderne, også nu er det nødvendigt at sige fra, og det er nødvendigt og absolut påkrævet at dele sproget ud indtil de uhørte høres.
Nanna Friis er cand. mag. i kunsthistorie og skriver forskellige steder om kunst og til kunst og om bøger osv. osv.
Illustration af Anna Stahn, kunstner, forfatter og tegner.
Gwendolyn Brooks, Optøjer (2020) oversat fra engelsk (Riot, 1969) og publiceret i tidsskriftet Vi er mange, der kan anskaffes gratis i udvalgte boghandlere.
Tidsskriftets redaktion siger: “Læs Vi er mange i fællesskab. Kopier og distribuer Vi er mange som I vil; hold læsegrupper og offentlige møder om det (ingen har rettighederne til Vi er mange). Dette første nummer er selvfinansieret og uden pris, men vi håber I vil hjælpe os med at kunne trykke det næste. Send os hvad I kan og vil på kontonummer 8401 1877648. Alt eventuelt overskud går til oversættere og bidragsydere, og til at støtte de kampe magasinet håber og tror på.”
