Mørk kerne – Maja Lee Langvad HUN ER VRED
Den rytmiske vrede i Maja Lee Langvads adoptionsvidnesbyrd banker sig taktfast tæt på en vellykket smerteoverlevering.
Citat
Hun er vred over, at koreansk adopterede ikke bliver betragtet som indvandrere i Danmark.
Hun er vred over, at hun ikke bliver betragtet som indvandrer i Danmark.
Hun er vred over, at hun bliver betragtet som indvandrer i Danmark.
Hun er vred over, at hun bliver tiltalt på engelsk i Danmark.
Hun er vred over at få at vide, at hun taler godt dansk.
Hun er vred over at få at vide, at hun er lige så dansk som alle andre.
Hun er vred over, at hun ikke er lige så dansk som alle andre.
Hun er vred over, at hun ikke føler sig lige så dansk som alle andre.
Hun er vred over, at hun ikke føler sig lige så koreansk som alle andre.
Hun er vred over, at hun ikke er lige så koreansk som alle andre.
Midtvejs i HUN ER VRED stopper forfatteren kortvarigt op og spørger sig selv, om man kan retfærdiggøre at kalde hendes tekst for et vidnesbyrd. Bogen har fået undertitlen ’Et vidnesbyrd om transnational adoption’, så på et eller andet plan må Langvad jo være nået til den konklusion, at det kan man godt.
Genrebetegnelsen ligger ellers, som hun også selv påpeger, ikke helt ligefor. Vidnesbyrdet knytter sig jo som litterær genre traditionelt til de overlevende ofre for nazisternes udryddelse af jøder og andre ’undermennesker’ under Anden Verdenskrig, altså Holocaust. Og meget kan man sige af negative ting (især efter læsningen af Langvads bog) om transnational adoption, men at sammenligne det med systematisk tortur, fornedrelse, umenneskeliggørelse og drab på seks millioner mennesker kan ved første øjekast virke som en tilsnigelse af dimensioner.
Men man går nok også galt i byen, hvis man tror, at det er forfatterens ærinde at sætte lighedstegn mellem de historiske virkeligheder. Lighederne findes på det formelle plan. I den litterære genres vilkår. Langvad skriver, at vidnesbyrdet har til formål ’at bearbejde en smertelig erfaring for at give den mening’. Det er sikkert rigtigt, men også en anelse upræcist. At bearbejde den smertelige erfaring kan man jo gøre for sig selv i en dagbog. Hvorfor skulle man overhovedet udgive sin tekst?
Vidnesbyrdet bearbejder vel snarere sit traume i henvendelsen til andre mennesker. Det handler om at kommunikere sin smerte, så den accepteres og anerkendes af andre mennesker. Den udsigende rækker ud til et udenforstående menneskeligt fællesskab og søger forståelse for sin smerte og accept af den personlige historie som værende sand og reel, fri for løgn og forstillelse.
Det er sådan, jeg læser Langvads bog. Som henvendelse. Som ønske om accept af en for hende smertelig virkelighed, der for nuværende ikke kan finde andet udtryk end vrede. Det giver mig en magt som læser. Jeg kan vælge at afvise hende. Kalde det klynk, bede hende om at tage sig sammen, komme op på hesten, tørre øjnene, henvise til kohorter af velfungerende og traumeløse koreansk-danskere. Rationelt set vil det være meget let for mig. Jeg er ikke selv adopteret, jeg er ikke koreansk af udseende, jeg er hvid (blegt brunlig om sommeren), jeg er mand, jeg er heteroseksuel, kort sagt ret langt fra virkeligheden for det jeg, som taler i bogen. Derfor er det vigtigt for forfatteren også at kunne ramme på et andet plan end det rationelle.
Det gør hun subtilt overbevisende blandt andet i den rytmiske skandering af ordene ’hun er vred’, som gentages i starten af hvert eneste af de mange små afsnit. Ved sin stadige gentagelse bankes vreden og smerten nærmest fysisk tværs gennem uforståelighedens parader, og man føler en gradvis åbning af det personlige ud mod det mere almene.
Men helt alment bliver det aldrig. Selvom man langsomt flyder med ind i vreden, i smerten, kan den aldrig gøres til ens egen. En rest af andethed sidder i teksten. En smertens mørke kerne, som ikke kan videreformidles. Den erfaring løber som en tråd gennem bogen og findes mest tydeligt i forfatterens kronisk fejlslagne forsøg på at lære koreansk. Koreanske ord strøs ud over teksten med det resultat, at de fleste danske læsere (altså de af os, som endnu ikke har lært koreansk) vil opleve en meget fysisk manifestation af den uoverleverlige kerne i form af totalt uforståelige ord og de endnu mere uforståelige associationer, der knytter sig til dem.
Som i vidnesbyrdlitteraturen sættes der spørgsmålstegn ved sproget som formidler af mening fra en virkelighed til en anden. HUN ER VRED er sig smertelig bevidst om umuligheden af en tilbundsgående erfaringsoverlevering, men den formår at videregive en irrationel følelse af forladthed, smerte, længsel, og jeg må efter endt læsning sige: Jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået, hvad du vil sige, men jeg har dog hørt dig, jeg har dog hørt dig.