Monolog fra en ghetto – Hassan Loo Sattarvandi BELEJRING
Som en pose ’godt og blandet’, er BELEJRING nok let stereotyp og har unødvendige gentagelser. Men med sin page turner-effekt og sine for genren overraskende (fin)litterære standarder er det en perfekt blanding til en doven weekend.
(…) at smile at grine at føle sig normal skulle være en befrielse præcis som i en film hvor alle er glade og lever deres perfekte liv (…) hvor er de egentlig henne at grine at smile at føle at kunne beslutte sig for at ville være sig selv at ville og at turde være noget andet bare at kunne sige skrid ad helvede til og stikke af og bare stikke af bare at vende ryggen til alt og alle og gå uden at nogen tager fat i ens skulder og skriger at man skal fandme ikke gå nogen steder for så er alt dumt og forkert for så er alt dumt og alt er bare så skide forkert og til helvede med en anden måde at være og føle og aaaaaaaaaaoiiiiiiiiiiiiaaaaaaaaaa
BELEJRING er Hassan Loos Sattarvandis anden roman, og i hans svenske hjemland er den ikke ubegrundet blevet nomineret til en række priser. Over bogens 229 sider fører Caspian, i telefonsamtale med en ukendt (klassekammerat), en monolog om sin dag. En dag der ender tragisk. Og som (trods alt) ikke helt er, som dagene plejer at være. Selvom man som læser får et meget klart indtryk, af hvordan den store teenagedreng er fanget i et miljø, hvor (for meget) ben i næsen er det eneste, der kan sikre ens (mentale) overlevelse.
Ud fra bogcoverets lovning på en fortælling om en indvandrerdreng ‘i en tilværelse, hvor der ikke er plads til at vise sårbarhed eller have ambitioner’, havde jeg forestillet mig en fortælling, der nok var interessant, men som måske ikke havde så mange ambitioner ud over at fortælle en historie om en drenge, der kæmper med alle odds imod sig. Det er som ventet lige præcis, hvad handlingsrammen er – men denne bog vil også mere end det. Med BELEJRING har Sattarvandi skrevet en roman, der i to twists adskiller sig fra bunken af anden samtidslitteratur, der giver et blik ind i virkelighedens verden. Twists som styrker bogen, og gør at man pludselig har slugt hver bid af den.
Man har ikke bladret mange sider i bogen, før man har forstået at Caspian har noget på hjerte, når han uden undtagelse fører ordet. Monologen er den ene af bogens styrker. Undertiden bliver Caspian afbrudt af den anonyme person i telefonrørets anden ende, men den egentlige kommentar bliver holdt skjult for læseren og vises højst med en punktumrække og Caspians modsvar:
’Sådan er det for mig, hver gang og … Hold kæft, jeg ved godt, hvad jeg vil sige, og … (…) Det var dig, som afbrød mig, og så bliver du ved med det der.’
Fortælleren er altså alt andet end alvidende, og læseren endnu mindre. Men tilsyneladende mener Caspian, at hans viden er nok i sådan et omfang, at man som læser ikke mærker til den manglende indsigt i det litterære univers. Skønt der undervejs er lidt uoverensstemmelse mellem Caspians handlen og refleksioner, har jeg sjældent mødt en så stærk fortæller!
Den altdominerende fortæller, som monologen afslører, er netop romanens anden styrke. Se bare i citatet, hvordan Caspian i et (svagt) øjeblik lader følelserne løbe frit, og man mærker, hvordan hans indre kamp klaustrofobisk omslynger én, så man næsten selv forvandles til den indestængte dreng fra ghettoen.
Undertiden virker det desværre som om Sattarvandi er nervøs for, at hans fortæller ikke har pondus nok til at bære romanen selv. Det gør den gode fornøjelse blandet, når det bliver for åbenlyst og overeksponeret, i hvilket omfang hovedpersonen er klogere, end ghettotilværelsen burde tillade. Skønt Caspian viser det ganske smukt, lader Sattarvandi ham også fortælle det. Vi har her den negative streg i regningen, der leder tankerne hen på de kedelige efterladte rester fra weekendens slikpose.
Dog er bristen ikke større, end indholdet er spændende og overraskende, og det er ikke grund nok til at undgå BELEJRING.
