Mord i skærgården – Camilla Läckberg ISPRINSESSEN
De kan dét der med mord i det svenske folkhemmet – hvert sogn har sine galninge og hver by sine sadister – og nu er turen kommet til skærgårdsidyllen med Camilla Läckbergs krimi ISPRINSESSEN, som er forfatterindens debut.
Svensk vinter! Mandshøje snedriver, røde træhuse og en tur på sparkstøtting! Eller hur? Astrid Lindgren har ikke levet forgæves, men det gamle, frie, fjeldhøje nord har for længst fået andre skjalde, og deres tone har ikke så mild en klang som den, der besang Bulderby, Katholt og alle de andre vidunderlige steder, hvor selv vinteren var som i et eventyr. I vore dage er barderne krimiforfattere og hedder Liza Marklund, Henning Mankell, Leif GW Persson og Åsa Larsson, for blot at nævne nogle af de mest kendte.
Nu kommer så Camilla Läckberg, som i 2004 bragede igennem med debuten ISPRINSESSEN, der netop er blevet oversat til dansk. Den udspiller sig i den sneklædte skærgårdsflække Fjällbacka, der langtfra er så idyllisk som den lyder.
Mordet på en kvinde bliver således startskuddet til en lavine af afsløringer, der blotter lilleputsamfundets uhyggelige fortrængninger og dobbeltmoral. Og ligesom sine kolleger har Camilla Läckberg krydret det hele med en solid dosis socialrealisme, der ikke stiller velfærds-Sverige i noget flatterende skær.
Midt i det hele finder vi vores heltinde, forfatterinden Erica Falck. Hun er i midten af 30’erne, helt igennem skuffet single, og tilbage i barndomsbyen for at rydde op i sine forældres dødsbo. Det er Erica, der finder liget af sin gamle slyngveninde Alexandra, som ligger i badekarret i sit iskolde hus med overskårne håndled. Det ligner selvmord, men er det nu også det?
Selvom Alexandra og Erica ikke har haft kontakt siden tolvårsalderen, beder den døde kvindes forældre Erica om at skrive en nekrolog, men hvad der begynder som en tilsyneladende simpel research, udvikler sig snart til noget større. Erica har nemlig mange ubesvarede spørgsmål om barndomsveninden, der forlod Fjällbacka midt i et skoleår – helt uden forklaring. Det går da også ret hurtigt op for Erica, at flere af byens indbyggere har mere end ét skelet i skabet, og hendes ubændige nysgerrighed tvinger hende til at trænge dybere ned i gåden om Alexandra.
Undervejs får Camilla Läckberg leveret nogle velturnerede spark til det folkhem, der ikke er så solidarisk, som man kunne ønske. Her fungerer skærgårds-settingen fint, fordi den repræsenterer et samfund i opbrud. Fjällbackas fiskere drejer nøglen om, de unge flygter, og i stedet indtages byen af stenrige storbyromantikere, som ikke kommer for at være en del af lokalsamfundet, men for at dyrke drømmen om det Sverige, der måske ikke rigtig findes længere. Man skal da heller ikke længere væk end til det gamle Fjällbackas forstæder for at finde bagsiden af medaljen, og kommunens socialrådgivere kan også fortælle en og anden historie om massivt svigt. Hvis man vel at mærke gider at lytte.
Det gider den lokale politimand Patrik Hedström heldigvis godt, og han bliver Ericas tro forbundsfælle i jagten på sandheden om den lille bys fortrængninger, hvoraf en del skal findes i de sociale myndigheders sagsmapper.
Vi har ikke for ingenting at gøre med en vaskeægte femikrimi, og der bliver naturligvis også plads til en snygg romance mellem Erica og den dejlige polis, ligesom vi får et indblik i heltindens daglige strabadser med at tælle Weight Watchers points. Og så er der Ericas lillesøster, som bryder ud af et ægteskab med en voldelig mand – en sidefortælling, der ikke er afklaret ved bogens slutning, og som vi uden tvivl kommer til at høre mere til i de næste bøger om Erica Falck. For ja, Camilla Läckberg har skrevet endnu to bøger om Frk. Falck, og den ene kommer i dansk oversættelse senere på året.
ISPRINSESSEN er elementært spændende, men den bærer også præg af at være en debut. Især skæmmes Camilla Läckbergs bog af et temmelig tungt og klichépræget sprog, som gør den til en lidt blandet fornøjelse at læse. ISPRINSESSEN minder desuden i sin opbygning rigtig meget om Liza Marklunds bøger, måske lige lovlig meget efter denne anmelders smag. Det virker lidt uoriginalt.
Endelig skal der lyde et stort hjertesuk over den danske oversættelse, som tilsyneladende slet ikke har været til korrektur. ISPRINSESSEN er således den første bog (på dansk) som denne anmelder har læst, hvor ordet ”nogle” slet ikke indgik. Det lyder næsten som et litterært eksperiment, men det er desværre ikke. Det er bare pinligt, for det skulle skam have været der – det er bare konsekvent erstattet med ”nogen”. Må man anbefale en bog om dansk sprogbrug. Politiken har en udmærket en. Det giver pote. Nogle gange.
