Mørkedvælere m. jern på – Harald Voetmann EN ALT ANDET END PROPER TILSTAND
Du ved ikke en skid om ny dansk litteratur, før du har læst noget af Harald Voetmann, så få fingeren ud.
Citat
Kühleborn sad altså dér, på caféen, skiftende mellem at glo på de håbløse malerier af papegøjer på væggene, og på en eller andens lyserøde trussekant, der kom til syne under et bart solarieorange rygstykke m. tilhørende yin/yang-tatovering og en just anet begyndende røvsprække; hans betragtnings sande mål. På bordet foran ham lå bøgerne om Fortvivlelsen og Håbet, og hans hænder strøg kærtegnende hen over de gamle binds møre læder, som drømte hænderne, at hvert bind var en af disse baller, hvis udspring han samtidig skuede. Ja, det var dengang med bøgerne.
Som optakt til forfattelsen af denne tekst, læste jeg min anmeldelse af Voetmanns forrige bog, TEUTOBURGER. En ganske sober og præcis anmeldelse, måtte jeg en anelse forundret konstatere, hvor begejstringen på ingen måde blev vulgariseret, men lå som en diskret og tilstrækkelig accept af Voetmanns naturlige plads i en fornem tradition.
Det var godt, at jeg læste den anmeldelse, for ellers ville denne sikkert komme til at ligne sin forgænger i pinlig grad. Det meste af, hvad jeg skrev om TEUTOBURGER, gælder nemlig også EN ALT ANDET END PROPER TILSTAND: Det er en slags historier, gerne uden begyndelse og slutning. De fleste korte, men tre sniger sig over 20 sider. De kredser om isolation, død og indestængte følelser og drifter. De er groteske, sorte og bagudvendt avantgardistiske. Stilen er pertentlig, altmodisch og på én gang lærd og vulgær. Det er sjovt, det er markant anderledes, det er skidegodt.
Man kunne sagtens gøre et nummer ud af, at Voetmann ikke i denne bog forsøger at forny sig, ikke forsøger at gøre noget, han ikke allerede mestrer. Det ville dog være en forfejlet kritik. Hvem kritiserer H.C. Andersen for, at han blev ved med at digte eventyr, eller Homer for kun at skrive helteeposser på vers?
Voetmann gør, hvad han skal, og gør det så utroligt sikkert, at man bliver imponeret. Døden er ikke så uhyggelig i denne bog, fordi hans små indespærrede mandslinge er så utrolig krukkede, at de primært er morsomme. De lever i små rum, mentale eller fysiske, hænger døde i en galge, er lænket til en klippe eller frivilligt steget ned i en kiste, og de vil på ingen måde ud af disse tilstande. Fortælleren i den sidste historie, den fremragende ’Gul’, henregner sig til kategorien ’vrangvillige mørkedvælere’, men tro ham ikke et sekund: Voetmanns mørkedvælere er aldeles ikke vrangvillige, de er pavestolte af deres ulykke, og i deres selvforelskelse render de rundt med nærmest permanent jern på.
Den eneste vej ud af isolationen er i denne bog en kropslig ud- eller opløsning, der rent fysisk skal sikre en sammensmeltning med den omgivende verden. Antiheltene drømmer om at eksplodere, at brænde, at rådne, at tømme sig, men konkret formår de ikke meget andet end at udstøde langstrakte klagesange. En af historierne hedder ’Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)’ og beskriver, hvordan klagen bliver en automatreaktion:
’At klagen kan fortsætte uafhængigt af nogen bevidsthed, noget savn, nogen smerte. Det kender vi alt for godt til, alle sammen’.
At Voetmanns egne historier kan medregnes til denne selvtilfredsstillende klynken, konstaterer en af fortællerne selv: ’Hvis nogen endnu ikke har forstået det, så lad det nu blive slået fast: Det hele er meget synd for mig’.
Det er nu mere synd for dem, der slet ikke opdager, at der her findes en original og skræmmende sikker stemme i den nye danske litteratur.
