Mostir etur blekkstift – Peter Laugesen og Jóanes Nielsen SMUKKE FEJLTAGELSER
Århus skrives med dobbelt A og Tórshavn med markering over o’et: Peter Laugesen og Jóanes Nielsen har lavet en fælles digtbog, der hedder SMUKKE FEJLTAGELSER.
Digt
ESBJERG
Herlige dage og nætter, friske moster Janis,
simple søstre på skibet til England, white
cliffs of Dover, sprællende fisk
i mirakeldynger – skæl, sprøjt og mission –
ord gennem dørtræk føg over Nordsø –
moster i goggles og stribet Mercedes,
kæderyger piskefløde pjattende med Bix –
det ældgamle barns forskruede brøl
ud gennem onkel Jimis stjerneforstærker.
Peter Laugesen har tidligere skrevet bøger i kompagniskab med andre. F.eks. sammen med Sternberg for nogle år siden, men det legendariske eksempel er nu faksimili-håndskrift-bogen DOBBELTSKRIFT, forfattet og produceret sammen og i kamp med Dan Turéll i 1972. Og så er underskoven af Laugesens samarbejder med grafikere, billedkunstnere og fotografer slet ikke nævnt.
Nu har Peter Laugesen allieret sig med den færøske digter/forfatter Jóanes Nielsen i det dobbelte fællesmål: Alderdomslyrik om samfundets og rockmusikkens guldalder og dertil “Moster”-erindring med nostalgisk snotnæse. Det lyder kedeligt men er ganske fornøjeligt, som det meget rigtigt hedder med henvisning til Savage Rose’s Anisette:
– under en så voldsom en frisure
kan alting ske
Ganske modsat den kaotisk uordnede og anonyme DOBBELTSKRIFT er der i den nye bog styr på, hvem der har skrevet hvad – og det ganske insisterende med navns nævnelse foran hvert afsnit. Man kommer uundværligt til at tænke på en gruppeeksamen, for nok er der tale om samarbejde, men mere radikalt og jeg-udviskende bliver det altså heller ikke. Der er alligevel grænser.
Først kommer en serie umiskendelige Laugesen-digte, hvor jeget er draget til Tórshavn i ’hamrende/ sol og regn’, og ’mest bøger om/ Jesus i reolen’. Man finder et haiku-digt af den slags, som kun Laugesen kan lave dem. Enkelt, lysende klart og dog ubestemmeligt og sært kækt:
Bilerne ligner
alle sammen
smarte sko
Herefter skiftes Nielsen og Laugesen, adskilt af overskrifter og forfatternavn, til bl.a. at erindre mostre, barmfagre og drengebarnsforkælende. Begge skriver på dansk. Nielsen er opulent og sur, mens Laugesen er knap, kortfattet og storladen.
I sidste og mest interessante tredjedel skriver begge forfattere – Laugesen på dansk og Nielsen på færøsk – sådan at hvert digt kommer i en dansk og en færøsk udgave og vel at mærke uden, at det bliver klart hvilken version, der er original, og hvilken der er oversættelse. Det virker. På fællesnordisk vikingeniveau, fordi man jo – pling! – kan forstå og tyde de færøske fonemer: ’Mostir etur blekkstift/ hon er blá um munin’ vs. ’Moster æder blækstift/ hun er blå om munden’.
Det virker også, fordi den fastholdte tosprogede dobbelthed sætter samarbejdets potentialer i spil på en anderledes nærende måde i forhold til de forudgående afsnit, der blot er Laugesen-digte ved siden af Nielsen-digte. Det bilinguale og sande dansk/færøske sammenstød holder uroen boblende og får gnisterne til springe hen over nordatlanten.
