Motherfucking sprogmegafonisk romandebut – Helene Hegemann AXOLOTL ROADKILL
Bevidsthedsudvidende bekendelser fra en teenager, der er mere end almindeligt fucked up. Vi bliver trukket gennem Berlin ude af stand til at afværge strømmen af selvskadende adfærd. Alt smadres. Det er så vredt og så smukt!
Citat
Han griber fat om mit hoved, jeg kan ikke huske hvordan jeg har fået undertøjet af, jeg har en mørkerød rynket pik i ansigtet og betragter dens ejer mens han som et rytmisk kneppende møgdyr med overdimensionerede, behårede nosser kaster sig over alle steder på min krop jeg for mindre end en time siden opfattede som mine egne. Han stikker sin finger ind i min mund og giver mig et blik som om han var Enrique Iglasias i Heroe-videoen.
Det er måske årets mest omdiskuterede debutroman, i hvert fald i Tyskland, hvor kritikerne lagde ud med en noget nær næsegrus beundring. Senere indtog de pladsen som forargede forældre, da nogen havde opsnuset, at Hegemann havde været på jagt i andre tekster og her ladet sig inspirere til omskrivninger og enkelte steder direkte klippet sætninger ud og monteret dem i sin egen roman. Skamme sig burde hun!, lød det i Tyskland måske især fordi romanen blev læst biografisk . En anden kunne måske mistænke tyskerne for at have svært ved at æde, at en teenager skulle kunne producere en SÅ overbevisende debut. Desværre for den danske læser har miseren resulteret i, at den danske oversættelse og senere tyske udgaver er behæftet med et fyldigt noteapparat, hvor der er gjort detaljeret rede for samtlige af de passager i bogen, som er inspireret af andre tekster. Gab!
Det er en fortælling om Mifti, en utilpasset og ustyrlig teenager, der vælter rundt i de berlinske undergrundsmiljøer, hvor hun kaster sig ud i enhver mulig form for følelsesdulmende og destruktiv adfærd. Hun sniffer, ryger, sluger, tæsker og knepper sig gennem hverdagen, som hun egentlig burde tilbringe i skolen, hvor hun kun undtagelsesvis viser sig. Blandet med sproglige alpetoppe er hverdagslige replikskifter, mellem smertelige sansninger ligger overlegne og ironiske refleksioner over livets meningsløshed.
Mifti bor sammen med sine heller ikke helt appelsinfri halvsøskende. Hendes mor har begået selvmord og efterladt Mifti i en mildest talt kaotisk følelsesmæssig tilstand. Hendes far er for optaget af sit eget liv som kunstner, sine damer og sine dyre vaner til at bekymre sig om hende. Hun har oveni købet fået sig en diagnose som personlighedsforstyrret. Det hele er sådan set ganske hjerteskærende og tragisk. Men det er ikke det, bogen handler om. Usentimentalt og ordudgydende beretter bogen om det ubærlige og umulige i at være menneske.
Mifti køber en Axolotl, som hun gennem sidste tredjedel af bogen opbevarer i en plasticpose, mens hun læner sig tilbage i heroinens op- og nedture. Er Mifti som Axolotlen, et væsen stivnet i et præpubertært stadie uden mulighed for udvikling udover paddestadiet? Har de det ubekymrede apatiske, men ulasteligt venlige smil til fælles? Måske, men en simpel symbolsk sammenhæng er for langt ude. Mifti er ingen symbolsk reduktion og ikke bare stakkels, for hendes sproglige kraft fucker en op øjeblikkeligt som intravenøs junk.
Bogen er en tour de force i sproglig uimponerethed. Hegemann skriver med en fandenivoldskhed, som driver læseren til beruselse for momentvis at give forløsende udløsning gennem meget smukke og eftertænksomme passager. Hun er helt sin egen, men alligevel slægter hendes sanseoverfølsomhed fx NØGEN FROKOST af William Burroughs på. Fornemmelsen af at kigge inden for i lag, hvor sansning og bevidsthed kører sammen og crasher, er den samme.
Jeg har været i oprør, siden jeg påbegyndte bogen, og er efter endt læsning stadig underligt foruroliget over den sproglige penetrering, jeg har været udsat for.
AXOLOTL ROADKILL er den bedste debutroman, jeg har læst længe.
