Af | 4. december 2008

Mums, mums, killibabba – Astrid Lindgren UR-PIPPI

Originalmanuskriptet af gode gamle Pippi Langstrømpe er både et underholdende og mere kantet bekendtskab med verdens stærkeste pige. Og så er det tillige et interessant indblik i en kanoniseret børnebogsforfatters arbejdsproces.

Citat

Dette er intet mindre end en kovending i beskrivelsen af Pippis opførsel sammenlignet med den oprindelige tekst. Det lidt vemodige, ensomme hos Pippi, som vender tilbage i tredje bogs slutning, findes slet ikke i Ur-Pippi. Den medfølelse, som Pippi vækker, er ny og har den dobbelte funktion at bevæge de store og røre de små. Nye er også far-negerkonge og mor-engel. Ingen af dem forekommer i manuskriptet, men de bliver introduceret, som vi har set, allerede i præsentationen af Pippi på bogens første sider og optræder igen i sammenhænge som samtalen med skolefrøkenen ovenfor, hvor de giver en lille hjertegribende forklaring på Pippis manglende opdragelse. Og også her findes en dobbeltbundet betydning: På sin vis har de den funktion at forankre Pippi i verden. Hun er ikke lige så utrygt helt overladt til sig selv, når hun har en englemor at vinke til og en negerkongefar at vente på – men de må holde sig på så tilpas lang afstand, at de ikke kan afstedkomme uønskede indgreb i hendes frie liv.

I anledning af at Astrid Lindgren ville være fyldt 100 år, blev det første og sagnomspundne Pippi Langstrømpe-manuskript udgivet i Sverige i 2007. Forlaget Bonniers takkede nej til at udgive historien i 1944, hvilket ikke er nogen nyhed, men stadig en bitter bommert. Begrundelsen lød i Lindgrens afslag:

– Vi har forsøgt at ændre vore planer, så Deres manuskript ville kunne passe ind, men forgæves. Da vi gennemgik vores børnebogsprogram i sidste uge, viste det sig, at der for Bonniers Barnbiblioteks vedkommende er lagt produktionsplaner for hele året 1945 og 1946, og at binde os for 1947 allerede på nuværende tidspunkt ønsker vi ikke.

Kina Bodenhoff har oversat den svenske jubilæumsudgivelse af originalmanuskriptet til dansk, og Ulla Lundqvist, der har en doktorgrad i Pippi, har skrevet et kort, men konsekvent afvejet efterord. Her sammenligner hun første stadie Pippi, med den variant, der vel næppe kræver nærmere præsentation. Den største forskel er at Pippi, før Lindgren redigerede hende klar til udgivelse på Rabén & Sjögren i 1945, er mere brutal og mindre rund som karakter.

Selvom man kan Pippi, Anika og Tommys eventyr i søvne, er læsningen af UR-PIPPI stadig et friskt mix af gensynsglæde og overraskelse. Bl.a. kom det bag på mig, hvor vant man er til, at der er illustrationer til at understøtte teksten. Uden dem bliver ens egen fantasi sluppet løs i et slaraffenland af godbidder, hvilket gør at samtlige beskrevne episoder skaber et mylder af indre billeder i stedet. Det er en af følgerne ved det Lindgrenske sprogs kvalitet.

Ur-Pippi er grovere og har mindre respekt for de voksne. Hendes adfærd er mere klovnet og karikeret, hvilket bl.a. viser sig i enkelte senere udeladte passager, hvor hun bliver decideret plat:

– Hun dukkede ned under en seng og fik fat i sådan en lille ting, som alle små børn sidder på, så snart de vågner om morgenen.
– Reddes hvad der reddes kan, råbte hun og kastede den ned til de forbløffede mennesker på torvet. Men den var af porcelæn og gik i tusind stykker.

Men bortset fra sådanne mindre vellykkede småstykker og et til tider lidt unødigt kringlet sprog er UR-PIPPI medrivende og sjov læsning. Var jeg fan før, er jeg endnu mere nu, for UR-PIPPI giver et klart indblik i hvor enestående og dygtig en forfatter Lindgren var. Som hendes datter Karin Nyman skriver i et – bortset fra det ligegyldigt og overflødigt – forord, skulle der ikke mere end et navn, Pippi Langstrømpe, til så myldrede historierne frem. Og deres originalitet er ikke til diskussion.

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Børnebog,

Læs også