Af | 25. februar 2008

Musik & alder – Interview med Peter Laugesen på Roskilde Festival 2008

Søndag den 6. juli 2008, middag, læste digteren Peter Laugesen op på årets Roskilde Festival. Litteraturnu.dk mødte ham bagefter med to spørgsmål på et krøllet A4-ark: Musik? Alder?

Citat

International præsentation fra Roskilde-festival.dk Roskilde-festival.dk

PETER LAUGESEN (DK)
Sunday 06.07.08 – 11:00 – Lounge
Sunday 06.07.08 – 11:30 – Lounge

The Danes have their own beat poet. His name is Peter Laugesen and he digs the same free and jazzy flow as Allen Ginsberg and Jack Kerouac did in the 1950s.

Get ready for a world of linguistic syncopes. Laugesen is one of Denmark’s most musical and groovy poets.

Den 65-årige digter fra Brabrand, Peter Laugesen, vifter håret hen over panden og inviterer mig backstage, hvilket der i tilfældet her en søndag formiddag på Roskilde Dyreskueplads desværre ikke er noget odiøst i. Der er ikke et øje i den store hal, der er bygget til at huse heste og køer under Roskilde Dyrskue. Kun Peter Laugesen, hans pibe og mig. Digteren spørger, om jeg vil ha’ en øl, og han henter to dåseøl, inden vi sætter os i et campingmøblement af plastic. 50 meter væk, frontstage, spiller en DJ, hvorfor det ikke er helt let at høre, hverken hvad jeg selv tænker, eller hvad Peter Laugesen siger. Larmen er nu ikke den eneste grund til at spidse ører:

SLH: Hvorfor skal der være litteratur på en musikfestival?

PL: Jeg ved ikke rigtig hvorfor [det passer naturligvis ikke, SLH]. Det, der hed Spoken Word blev jo kørt af Højskolerne, og jeg tror, det er dem, der ikke kunne finde ud af at få det til at køre videre [Laugesen henviser til, at litteraturen på Roskilde Festival 2008 er blevet kraftigt beskåret. Spoken Word-scenen er simpelthen blevet lukket og erstattet med et spinkelt formiddagsprogram på Lounge-scenen, SLH]. Der har selvfølgelig altid været digtere på Roskilde Festivalen. Altid og altid, i hvert fald siden slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Dengang var det Roskilde Bogcafe, som havde noget, de kaldte Lyrikteltet. Der kom man og læste op med eller uden musik. Altså, jeg har været her mange gange både som mig selv og med musik på. Der har man jo et alibi for at være her i hvert fald, ha ha.

– Jeg ved ikke hvorfor, der absolut SKAL være litteratur på Roskilde Festival. Det har jo som sagt været her i kolossalt mange år, så der må jo være nogen, som synes, der skal være sådan en lille niche. Det har altid været virkeligt godt besøgt. Der er altid mange mennesker. Hvis det drejer sig om digte, f.eks., så er et digt jo en slags musik, sådan som jeg opfatter det. Rytme og klang i de ord, man siger, har mindst lige så stor betydning som den faktiske leksikale betydning.

SLH: I hvert fald i det du laver?

PL: Ja, i det JEG laver. Jeg kan også kun tale om det, ha ha. Og på den måde, synes jeg, at litteraturen hører hjemme her. Det hører ikke hjemme på Orange Scene. Det har jo ikke gennemslagskraft på dén måde, men jeg synes, at det BØR være her.

*

SLH: Du skriver tekster til bøger. Hvad gør det ved de her tekster, at du læser dem op?

PL: De tekster, jeg skriver, er i stigende grad – jo ældre jeg er blevet – blevet mundtlige. De er skrevet ligesom med øret, ikk?

SLH: Er de skrevet med øret?

PL: Ja, jeg hører dem, når jeg skriver dem, og jeg læser dem også højt for mig selv, når jeg har skrevet dem. Jeg checker, om de fungerer på den måde. Altså: Det er vigtigt for mig, at de fungerer som lyd. Det er en klassisk og meget meget gammel ting i poesien som sådan. Poesien har jo været der, før skriften blev opfundet.

SLH: Man har talt, før man har begyndt at skrive?

PL: Ja, man har talt, før man har skrevet, og man har talt i en form, der i hvert fald ligner det, vi kalder digte i dag. Så er man begyndt at skrive noget ned. Digte er jo sang. Det er en meget gammel form. Der er faktisk to måde at skrive digte på: Der er en visuel og en auditiv tilgangsvinkel. Den ene måde, der er digtet noget, man ser på en bogside, og noget man tager ind i sig, uden at det siger noget. Den anden måde, der taler digtet. Man forestiller sig, at når man læser det, så begynder det at tale i én. Det har lyd, og det er lyden, man læser. Jeg vil ikke sige, at det gør noget specielt ved digtet, at man læser det op, for det er simpelthen beregnet til at blive læst op og læst højt, for nu at svare på dit spørgsmål.

SLH: Hænger tingene ikke sammen? Kan man ikke se på et digt, hvordan det lyder – høre, hvordan det ser ud ?

PL: Jo, selvfølgelig hænger det sammen. Digtet kan være så visuelle, at de går over i det, der hedder konkrete digte. De kan være så visuelle, at der faktisk ikke er lyd i dem. Det kan bare være bogstaver spredt på en side. Det er så et rent visuelt digt, hvor det fungerer som et maleri, og den anden slags digte fungerer som en slags sange. Jeg synes, det er en naturlig del af et digt, at det også er lyd.

*

SLH: Når du læser dine digte højt, som du lige har gjort herinde i Lounge-kostalden, så synes jeg, at digtene virker mere umiddelbare og nemmere at gå til. Folk kan forstå dem på en anden måde, end hvis de sad med en bog.

PL: Jo, det er rigtig nok, men jeg ved ikke, hvad det hænger sammen med. Det kan hænge sammen med alverdens ting, ikk. Det kan hænge sammen med undervisningen i sprog og litteratur i skolerne, hvor man ligesom får at vide, at digte er noget meget besværligt noget, ikk.

SLH: Og det er digte ikke?

PL: NEJ! Ræsonnementet lyder, at der står sådan og sådan, men bagved står der sådan og sådan, og så skal man fortolke sig frem til det bagvedliggende lag. Når digtetren siger sådan, så mener han i virkeligheden noget helt andet. I langt de fleste tilfælde, der mener digteren nøjagtig det, der står, ikk. Det er ligesom, der bliver lagt sådan nogle lag af fortolkning rundt omkring, og det tror jeg kan gøre folk, der går igennem det der, bange for digte. Man får en idé om, at sådan noget der, det kan man kraftedeme ikke forstå: Jeg KAN ikke fatte, hvad det her går ud på! Og der er det rigtig nok, at det jo er et gennembrud, at høre digtet. Der kommer de jo bare, digtene, og de står eller falder i det øjeblik, hvor man hører dem. Det er klart. Det er også min erfaring, at der er langt flere, der godt kan lide digtene, når de hører dem. He, he … men det virker så ikke sådan, at de går hen og køber bøgerne. Det ville være godt, hvis de gjorde det, men det gør de ikke. Der har været mange og høre dem.

SLH: Det er sjovt, for med musik har man jo ikke dén idé om, at det skal fortolkes. Det skal høres.

PL: Det er klart, at det er det, der gør det. Mine digte er så bare en musik i lyd, nej i ord. Selvfølgelig kan man fortolke digte. Det er jo ikke fordi, jeg vil sige, at det skal være forbudt. Nogle mennesker kan godt finde ting i et digt, som digteren for eksempel ikke var klar over. Det er da interessant. Det er ikke det, jeg mener. Men altså grundlæggende der er et digt faktisk en meddelelse direkte fra ét menneske til et andet. Digtet finder sted i ord, og det er altså sådan, at digterne prøver på at sige, det de nu gerne vil sige. Gerne så simpelt som overhovedet muligt. Det gør de fleste i hvert fald. Der er ikke ret mange, der bestræber sig vildt på at sige noget, der er så besværligt, at ingen kan regne det ud. Det gør man jo ikke.

SLH: Når du læser op, så binder du digtene sammen med anekdoter og vitser. Det mellemkød, hrr hrmm, er ikke i bøgerne?

PL: Det er noget, der kun kan gøres i en oplæsningssituation. Det ville ikke fungere i en bog. Det tror jeg faktisk ikke. Det ekstreme eksempel på det er Per Højholt. Han var en god ven dengang. Jeg har læst op sammen med ham, og han havde udviklet en måde at læse op på, hvor han sådan set udelukkende fortalte anekdoter. At læse op sammen med ham var meget meget svært. Man kommer, og man har nogle digte, som man gerne vil læse op. Det er vanskeligt. Det er ikke sikkert folk kender dem. Det kan være, de ikke gider høre dem. Hvis man så kom efter Per Højholt, så havde han stået i tre kvarter og fortalt anekdoter om ét digt, og så til sidst, så læste han det der digt, og det varer ikke mere end ti sekunder. Og så kom man op der bagefter, og det var fandme svært. Det er noget han havde udviklet. Altså: Alt det der lå uden om, det var blevet det væsentlige i den der livesituation. Så langt er jeg jo ikke gået med det. Det er klart, at det gør det mere levende, når man kan ligge sådan nogle ting i.

*

SLH: Jeg tror, du er den ældste, der optræder på Roskilde Festival i år, Solomon Burke og Neil Young er vist de to eneste rivaler. Men hvad laver alderdom på en ungdomsfestival?

PL: Det kan jeg ikke sige noget om [det passer naturligvis ikke, SLH]. Det skal der ikke nødvendigvis være, altså. Men Roskilde Festival i sig selv har jo en lang tradition. Jeg var ikke på den første Roskilde Festival, men jeg var f.eks. på den anden. Som digter har jeg været her siden 1979 eller der omkring, hvor lyrikken kom ind i programmet.

SLH: Hvor mange gange har du været her?

PL: Det ved jeg ikke [lang pause, en digter tæller, SLH]. Ti-femten gange, ikk’. Et eller andet sted der omkring. Altså som deltager, ikk’, og så har jeg jo været her nogle gange som publikummer. Selvfølgelig var festivalen noget andet dengang. Den var meget mindre, end den er i dag. Traditionen i musikken er der jo også, altså det er jo primært, og det har altid været en rockfestival, og jeg er jo af den generation, der voksede op med rock and roll, ikk’.

– Rock and roll udsprang engang i 50’erne, og jeg var der jo simpelthen, da den kom. Jeg synes ikke, at den tidlige rock nødvendigvis var særlig god, men den blev betragtet som noget farligt, he he. Da jeg læste op for lidt siden, snakkede jeg om den der Bill Haley and His Comets-single fra 1958, og det var der omkring det kom med Elvis og Little Richard og Chuck Berry og alle de der. Og Big Mamma Thornton. Rythm and blues lå lige bagved. Jeg har jo hørt den der musik, siden jeg var en 15-16 år gammel, og den har spillet en stor rolle for den måde, jeg har levet mit liv på, og den har spillet en stor rolle for den måde, jeg skriver digte på. Ligesom med Beat-generationen i Amerika, som var dem, jeg startede med at læse. De var voldsomt inspireret, ikke alene af jazzen, men også af det, der hed rock and roll på det tidspunkt.

– Altså Jack Kerouac, min store beat-forfatter, kastede sig jo ind i rock and roll allerede tilbage i 50’erne. Så jeg synes, det er rimeligt nok, at man, så længe man kan stå på benene og nå op til en mikrofon, gør en indsats for at være til stede som en del af den tradition, der er der. Jeg prøver jo ikke at presse noget ned over hovedet på folk, vel. Jeg synes ikke, at man nødvendigvis ved mere, fordi man er blevet ældre, mere end da man var ung, mere end de unge mennesker, der er her på festivalen i dag. Man ved bare noget andet. Det skal også være tilladt at fortælle dem det.

*

SLH: Alder har vel også noget med rutine at gøre? Du må have en helt anden rutine end Lars Frost, som også læste op her i dag?

PL: Jo, jo. Det har jeg også. Alder har noget med rutine at gøre. Faktisk var det meget sjovt for mig at høre Lars Frost læse op, for hans rutine er lidt tyndere end min; høre, hvordan han gør det, med en anden slags tekst. For selv om det er poetisk, det han skriver, så skriver han jo sådan set prosa og noget, der ligner romaner.

– Men mundtlig fremførelse var slet ikke almindeligt, da jeg startede. Dengang gjorde man jo ikke sådan noget. Det som hed jazz & poesi, startede forsigtigt med oplæsning midt i 60’erne, men jazzen og digtene var adskilte: Man læste digte op og så spillede hvem fanden det nu var noget musik, og så læste man op igen. Det hang ikke sammen. Det der mix, som altid har været der i USA, især i jazzen, det har været længe om at slå igennem herhjemme. De yngre generationer fra 80’erne og frem, de har jo taget det til sig, og for dem er det jo naturligt at læse op.

SLH: For mig og os her på festivalen er hele det setup, Roskilde Festival er, en helt usynlig selvfølge. Kan din alder hjælpe sådan nogen som mig med at huske på, at det ikke altid har været sådan?

PL: Ja, det har ændret sig meget. Rocken havde en farlighed, fordi den var noget andet. Det handlede især om seksualitet og sådan noget. Rockmusikken kommer dér i 50’erne temmelig uforskammet, rytmisk og med nye former for tekster. Alt det der. Det var jo derfor, den blev anset for farlig dengang: Hvad fanden kunne sådan nogle snotunger ikke finde på, når de hørte sådan noget musik. De kunne faktisk finde på en hel del, og det gjorde de også op igennem 60’erne. Rocken var jo et lydspor til alt, hvad der foregik op igennem 60’erne. Jazzen var sådan set min første musik, mit umiddelbare musikvalg, men den blegnede jo lidt ved siden af rock and roll. Det var lyden, og før den var det jazzen.

Jamboree

Peter Laugesen karakteriseres ofte som en spontan digter, men hans drevne optræden vidner om noget andet, nemlig rutiner og planlægning. Han fortæller mig, at oplæsning jo er og bliver en form for teater. Inden en oplæsning forbereder han en slags køreplan hjemmefra, og den afspiller han så på scenen. Når noget går galt, eller når han ikke kan finde et digt, sådan som han ikke kunne ved dagens oplæsning, så har han nogle rutiner og faste digtforløb, som han kan på rygraden, og altid har at falde tilbage på. Et af dem er en sekvens fra samlingen TRASHPILOT (2000), der indbefatter digtet ’Der Jägermeister Blues’. Denne sekvens er også i brug i Laugesens samarbejde med bandet Singvogel, sjovt nok ikke i nummeret ’Jägermeister Blues’ fra APPARATETS SKYGGE (2005), men delvist og sammensat med andre tekstfragmenter midt inde i nummeret ’Himmelhunden’ fra HOTELLET BRÆNDER (2003):

– Det er Elvis
i lederhosen
på Lüneburger Heide
Lieb mich tender lieb mich sweet lass mich immer go
du hast g’macht mein life complete und ich lieb dich so

Denne Laugesen-standard blev også læst højt ved dagens oplæsning, inkl. endda en afsunget/afbrummet version af linjerne fra Elvis’ til tysk oversatte schlager ’Love me tender’. Der hører en lige så standardiseret anekdote til digtsekvensen. Den stammer fra Laugesens og gruppen Mindsprays musik/oplæsningsturne i Østtyskland lige efter murens fald – en turne som teksterne er skrevet i forlængelse af. Der kom ikke mange for at høre en dansktalende digter i Rostock, men rejsen gav en digtrutine, der stadigvæk dunster af Østtyskland, og en anekdote om den sublime liveoptagelse – troede de.

Laugesen fra scenens mikrofon: For nogle år siden var vi, to år i træk, på nogle mindre turneer i Østtyskland. Det var lige efter den såkaldte mur der, var faldet. Det var i en by, der hedder Greifswald, med en gruppe, der hedder Mindspray. Bagefter spillede vi i Berlin og i Rostock. Vi spillede for tre mennesker i Postdam og nul mennesker på et skib, der hedder Stubnitz i Rostock. Til gengæld havde Stubnitz en fantastisk lydmand, så det lød helt vildt godt. Det blev optaget med lyd og billeder og det hele, og da vi var kommet hjem, så fik vi sendt en video af det. Uden lyd.

*

Laugesen fortæller videre til mig, at han ikke synes, hans alder, der er over pensionsgrænsen, tynger ham. Tværtimod har han udelukkende planer om at fortsætte og vedblive at skrive digte hver eneste dag. Lige så længe som hans krop er i stand til at håndtere en skrivemaskine. De mange levede år giver en anden adgang til og omgang med den tradition, som er væsentlig for Laugesen. Traditionen, den skal nogen jo holde i live, og derfor er det alt besværet værd, siger han, og hentyder til, at han har stået op klokken 05 og brugt et 1/2 døgn på at læse op i en halv time for (godt nok) små 1000 publikummer på Roskilde Festival. Omstændighederne omkring morgentimerne forud for oplæsningen forklarede han i en anden anekdote.

Laugesen fra scenens mikrofon: Øhh, jeg er taget hjemmefra Århus i morges og det bevirkede, at jeg skulle op klokken fem. Det er lidt svært for mig, men da jeg endelig kom ind i en taxa og kørte til banegården hørte taxachaufføren P4, og de spillede en sang fra 1958, øhh, ’Rock around the clock’, tror jeg, Bill Haley and His Comets, og, eller rettere sagt… Nej, det var ikke dén. Det var ’See you later Aligator’, muligvis kun med The Comets, Bill Haley var måske gået ud på det tidspunkt [‘Rock around the clock’ er fra 1954 og ’See you later Aligator’ er fra 1956, begge indspillet af Bill Haley and His Comets, SLH]. 1958 var min sidste sommer, før jeg skiftede skole, by og miljø og alt muligt, og kom i gymnasiet. Og ingen dengang – hvis nogen var begyndt at tale om det, hvad ingen gjorde – kunne forestille sig, at i dag, så mange år efter, faktisk 50 år efter, ville den tids forvoksede spejderlejre, der hed Jamborees, have udviklet sig til noget, som det vi står i her.

Tuborgdåserne er tømt for øl, og Peter Laugesen skal med toget hjem. Han skal nå en koncert, fortæller han, i Århus samme aften med en anden gammel mand, Leonard Cohen. Han er øjensynlig heller ikke parat til at gå på pension. Med i klubben hører, ’uden sammenligning i øvrigt’, understreger Laugesen gnækkende og med smalle sammenknebne øjne, Neil Young, der spillede på Roskilde Festival lørdag aften og Bob Dylan, der helt sikkert spillede et eller andet sted lørdag aften. Han spiller nemlig hver lørdag aften. Disse gamle giganter har det tilfælles, at de ikke kan finde ud af at holde op, Laugesen heller ikke, og jeg er dem taknemmelige for denne defekt. ’Tak’, siger jeg, ’for øllen’.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Interview,

Læs også