Musik og mørke – Kazuo Ishiguro NOCTURNER
Japansk-engelske Ishiguro novelle-debuterer med fem fremragende fortællinger.
Citat
Men i hvert fald, først på sommeren i år tog jeg til London for at bo hos dem. Det var blevet aftalt et godt stykke tid i forvejen, og da jeg ringede for at tjekke aftalen et par dage i forvejen, havde Charlie sagt at de begge havde det ’fantastisk godt’. Derfor havde jeg ingen grund til at forvente andet end forkælelse og afslapning efter et par måneder der ikke just havde været de bedste i mit liv.
En nocturne er i musikken et kort, lyrisk stykke, typisk for klaver og i én sats, som blandt andre 200 års fødselaren Frédéric Chopin mestrede. Det stammer fra det latinske nocturnus – natlig – og derfor giver det glimrende mening, at Ishiguro har givet sin bog undertitlen ’Fem fortællinger om musik og skumring’.
Fortællingerne handler da også om musik, selvom de nu i endnu højere grad handler om mennesker og især forholdet mennesker imellem. Musikken er blot det, folk mødes om i NOCTURNER. Det gælder musikerne på piazzaen i Venedig, den unge guitarist og det franske musikerpar i Malvern Hills i England, og det gælder den hæslige saxofonist, Steve, der møder tv-stjernen Lindy Gardner på et hotel i Californien, hvor de begge restituerer sig efter plasticoperationer, der skal redde deres karrierer. Lindy Gardner møder vi i øvrigt også i samlingens første fortælling, hvor hun er i færd med at blive skilt fra crooneren Tony Gardner. Sådan hænger fortællingerne sammen på mere eller mindre tydelige måder.
Som det nok fremgår, er musikerne i NOCTURNER ikke glamourøse popstjerner eller feterede operasangere; nej, det er musikere, der kæmper for gennembruddet, mens de må gennemleve den ene ydmygelse efter den anden. I sidste ende handler fortællingerne om tab og bristede illusioner.
De fortælles alle af skiftende jeger, der har det tilfælles, at de ikke synes at have fuldt overblik over deres egen rolle i historien. For eksempel går det først for sent op for Ray i samlingens bedste fortælling, ’Come Rain or Come Shine’, at hans bedste ven, Charlie, kun har inviteret ham til London for at Charlies kone, som Ray var forelsket i som ung, skal se en ægte fiasko og derfor ikke forlade ham. Det er en ydmygelse, som er typisk for fortællingerne, der alle er etisk animerende: man lever sig ind i dem, tager sig til hovedet og forsøger at dømme mellem godt og ondt.
Kazuo Ishiguro har skrevet seks romaner, hvoraf den kendteste er RESTEN AF DAGEN, som han vandt Booker-prisen for i 1989. I NOCTURNER skriver han en realistisk prosa, der både er lyrisk og underspillet, og han har noget på hjerte. Det er smukt afstemt og meget stilfuldt, medrivende og suverænt fortalt.
Det natlige viser sig ikke kun i at fortællingerne ofte foregår i mørke eller skumring, men har også symbolsk betydning. I mørket kan man ikke orientere sig, og hovedpersonerne hos Ishiguro synes da også alle at være på vildspor. I sidste ende er mørket naturligvis en metafor for døden. Så langt kommer vi nu ikke i NOCTURNER, men fortællingerne handler om det tabte, livet, der går på hæld, tilværelsen uden for det ellers så begærede blitzlys. Det kan lyde temmelig dystert, men hvor er det dog også, på trods af alt, en opmuntrende oplevelse at læse Ishiguro.
