Muy minimalt! – Simon Fruelund PANAMERICANA
Simon Fruelunds nye roman er kort, hurtigt læst, men nok desværre også hurtigt glemt. Trods enkelte lyspunkter og en pletvis udmærket prosa, overbeviser den langtfra.
Citat
Man kan forestille sig Anja.
Hun er til møde med sin vejleder.
Han har cowboystøvler på og et mørkeblåt jakkesæt.
Han er midt i halvtredserne, kraftigt bygget og har halvlangt tilbagestrøget hår.
Han er et par cm lavere end Anja.
Anja er 1,73: præcis 17 cm højere end sin mor og 17 cm lavere end sin far.
– Der er ikke noget så smukt som et kompromis, plejer hendes far at sige.
Han hedder Jarl og har en fantastisk evne til at blive tilgivet.
Ud over at være navnet på Fruelunds bog er Panamericana betegnelsen for den meget lange vej, der med få afbrydelser løber fra Alaska til Sydamerikas sydspids. En meget lang vej, med andre ord, og dermed samtidig en ironisk titel at vælge, når man tager PANAMERICANAS 146 tyndt udfyldte sider i betragtning.
Men okay, minimalisme er jo så moderne, og ve den forfatter, der sniger sig op på noget, som tilnærmelsesvis kunne minde om en mursten, endsige en halvfed flise. Når bare indholdet er stort og dybt og gemmer på en verden af usagte udsagn, så den samlede danske anmelderstand kan falde i svime over, hvor lille en bog det dog er udenpå, men hvor stor, åh hvor stor, den dog er indeni.
Desværre er PANAMERICANA ikke specielt stor indeni og byder heller ikke på de store stilistiske udsving. Romanen handler om Anja, som læser spansk på Københavns Universitet og sidder fast i specialesumpen. Hendes mor er chilener, og hendes far er glad for stjerner. Så glad at han ofte rejser til Chile for at kigge op igennem de store linser, som er sat op i ørkenen, langt væk fra menneskene og deres forurenende lys. Her sidder Jarl, som faderen hedder, og kigger på røde gaskugler, mens hans datter i København får et psykisk sammenbrud og begynder at drømme mærkelige ting om den biograf, hun arbejder i ved siden af studiet.
Også Anjas mor, Ana, bliver syg og tager til København for at se sin datter. Her går de to kvinder rundt sammen. Og mens Anja begynder at læse og elske den afdøde chilenske mesterforfatter Roberto Bolaño, så nøjes Jarl med at elske en hollænder, han møder i Chile. Der sker en hel del på kryds og tværs af Atlanten, men det er alligevel som om, historien aldrig rigtig tager fart og folder sig ud.
Hovedårsagen må være, at Anja simpelthen ikke er særlig interessant som hovedperson. Hun fremstår som en flad karakter uden indre liv og motivationer til trods for intentioner om det modsatte.
Drømmelignende sekvenser kører ofte i spor ved siden af handlingen som en art platonisk biografsal, på hvis endevæg Anjas indre kampe projiceres med hende selv som lænket tilskuer. Dette greb kunne have fungeret udmærket, men det er som om, der ikke er nogen sammenhæng mellem de to planer, og derfor falder historien fra hinanden.
Manglen på en troværdig hovedperson gør også de andre skæbner mindre vedkommende. De har simpelthen ikke noget samlingspunkt, men svæver langt fra jorden og hovedsporet som de stjerner, Jarl studerer gennem de stærke kikkerter.
Det er lidt ærgerligt, for man mærker tydeligt, at Fruelund kan skrive meget bedre, end han gør i PANAMERICANA. Den gode skrift ligger og bobler under overfladen, men holdes desværre nede det meste af tiden. Havde plottet blot fungeret, og havde der blot været nogle insisterende personligheder til at fylde det ud og give det mening.
