Mysli med vand på – Vagn Remme ARVINGEN


Hvis din kone hedder Henritte – uden e – så er der noget helt galt. Det gør hun netop i ildsjælen Vagn Remmes nye slingrende bog.

Citat

…og hun venter også på at hun skal oversvømmes, og hun mærker det komme, Lars skal komme, og de kommer, forsvinder ind i hinanden, i rytmen … og så dukker de op igen fra lagnernes sødme, de ser på hinanden, trætte, de ser ind i søvnen: hun et nathav, sitrende og månefyldt ligger hun på siden, han: en sø der bundvender, tarmslyng, Lars skal på toilettet, og det skal være nu!

Ikke alle danskere hedder Jens Hansen. F.eks. ikke Meïr Aron Goldschmidt, der i 1865 skrev en prototypisk dannelsesroman, ARVINGEN, der har hele udtrækket: Ung mand løber hornene af sig ude i Europa, bliver voksen med fædrene gård hjemme i Danmark og platonisk kærlighed oppe i det hinsides. Den viden er svær at lade ligge, når Vagn Remmes semidebutroman hedder just ARVINGEN. Titelsammenfaldet til trods er Remmes ARVINGEN loopende, uforløsende og frem for alt ujævn, hvor Goldschmidts ARVINGEN var lineær, pointeret og frem for alt gennemført stringent.

Remmes ARVINGEN er ikke regulær og dannende, men har beholdt det grundlæggende fundament for dannelsesromanen med udbasuneret alvidende fortæller og hjem-ude-hjemme-forløb. I dette fundament raderer Remme så et intrigant spind af gotisk mystik, blodskam og mord. Vores hovedperson Lars sidder midt i det hele, og det er hans tummelumske forsøg på en optrevling, læseren får lov at følge. Remme fortjener stor ros for overhovedet at ville bide skeer med noget så uhipt som en gammel romantradition, hvis holdbarhedsdato for længst er overskredet. Flere afkalkninger af et konservativt blik efterlyses hermed.

ARVINGEN er bedst i det skæve 7. kapitel, der viltert og ude af sync med resten af bogens pænere mådehold, slanger sig punktumfrit gennem 75 sider. Her blandes Tour de France med en virkelig tarvelig lede ved kropsmaterien, alt imens der overblændes frem og tilbage i tid og rum. Med ubændig stædighed fastholdes konceptet med stor intensitet og sammenholdt med det resolutte gearskift i stil og leje i forhold de foregående (og efterfølgende) kapitler, gisner det om, hvilken litterær potens, der må ligge gemt i forfatteren Vagn Remme.

ARVINGEN er til gengæld værst, når den byder på decideret fejlmonterede forsøg på at være sjov, f.eks. når ’annal’ og ’anal’ sidestilles midt i stakkel Lars’ skæbnetime. Dertil kommer, synes jeg, en trang til at ville indflette gumpetung samfundskritik (reklamebranchen, forbrugerismen, præster, journalister… alle får en tåhyler efter tur). Der er såmænd ikke noget galt i at være sjov og række en hånd ud mod den omkringliggende verden, men timingen skal være i orden, og det er den ikke i tilfældet ARVINGEN.

Forholdet mellem Remme som bedst og værst minder til forveksling om den ”Guldmysli”, som vores arving spiser på sit maniske cykelridt gennem Europa (og hvorfor vælger fjolset egentlig at køre på cykel til Prag!?). Der er ingen mælk at få nogen steder, og hvad gør man så, når tarmene skriger på morgenmad:

– og han stopper op, finder myslien frem, så må det blive med den smule vand han har, så må det blive sådan, og han hælder vandet fra dunken over sin mysli, og så begynder han, skefuld for skefuld, han kværner den mellem tænderne, tygger og synker, og den grynede masse syres til i mavesækken…

ARVINGEN frembringer gyldne flager af indviklings- eller, om jeg må være så kvik, anelsesroman (thi der anes en masse men afsløres lidet). Jeg skal tage meget fejl, hvis ikke hovedpersonen Lars endog er på besøg hos selveste Peter Laugesen , hvilket imidlertid ikke ændrer ved, at Remme vælger at pøse det hele til med lunkent vand i form af en bleg replikiver og en forceret humor. Så må det blive sådan.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *