Når begyndelsen er god – Christian Frost GUD ER BARE HUND STAVET BAGFRA
Christian Frost debuterer med en usædvanligt kompleks og underholdende krimi, som bestemt kan anbefales til de lange efterårsaftener.
Citat
Rolex Cosmograph Daytona Reference 6239 Paul Newman Dial. For nogle var det bare et ur, for andre et Rolex. For kendere var det en horologisk orgasme. Minutiøst håndarbejde udført hos Rolex SA i Genève, udrustet med den hvis urskive, som var en option dengang. […] I Reservatet var dit armbåndsur som indianernes fjer, der viste, hvor god en jæger du var, og hvilken stamme du tilhørte.
Reservatet var Strandvejen mellem Vedbæk og Rungsted. Det havde sin egen junglelov og sine egne uskrevne regler, som først og fremmest handlede om, hvem der kunne få adgang til Reservatet.
En mand sprænger sig selv, sin kæreste og hendes to små drenge i luften. Flere år senere bliver kriminalassistent Erik Falster ringet op midt om natten af en advokat, der læser højt af Bibelen. Få minutter senere er både advokat og bil også gået op i røg. Da Falster et par dage efter tager på juleferie i Sverige med sin kone, kommer de frem til et rædselsfuldt syn: En død mand hænger i parrets lade. Snart er de på flugt fra en forbrydelse, de ikke har begået med en gal morder i hælene.
Scenen er sat – og det bliver endnu vildere.
Forlaget People’sPress udråber Christian Frost til et af Danmarks nye store kriminavne. Og med denne debut kan der godt været noget om snakken. GUD ER BARE HUND STAVET BAGFRA er bestemt blandt de bedre krimier, jeg har læst de seneste år. Syv til ti forskellige plotspor fra fortid og samtid spændes ud i en indviklet matrice, som forfatteren undervejs udfører den ene række- og kolonneoperation på, indtil løsningen langsomt kommer til syne.
Det er ingen whodunnit?, for man ved fra omkring midten af bogen, hvem morderen er. Nemlig den hævngerrige biologiske far til de børn, der døde i den første eksplosion. I stedet for gætværk ender romanen derfor i en klassisk kamp mod tiden – vil Falster og hans kone slippe ud af kniben? Derfor er det også lidt irriterende, at man hele vejen igennem ved, at der er annonceret ti bøger i rækken, og man altså kan regne ud, at Falster overlever. Fornemmelsen er ikke ulig den følelse, man har, når man uden tanke er kommet til at gå ind på for eksempel GAME OF THRONES’ IMDB-side og har set, hvor mange afsnit seriens karakterer optræder i, og altså kan regne ud, hvornår de dør.
Sideløbende med et forrygende plot viser Frost, at han har andet på hjerte end blot at skrive en spændingsroman. Med skøn ironi bliver der givet langside til stort og småt, som irriterer forfatteren – et eksempel herpå kan findes i citatet ovenfor, hvor der stilles skarpt på Whisky-bæltet nord for København.
Men tilbage til plotmatricen, for det er her Frost gør det bedst. I et ganske usædvanligt træk på den danske krimiscene finder Frost nemlig plads til skæbnens ironi i det strengt koreograferede plot. Man skal have læst bogen for helt at forstå, hvordan det hænger sammen, men kort kan det afsløres, at selvom morderen får som ’fortjent’ til sidst, så overlever manden, der var kimen til hele miseren – ironisk nok, fordi morderen også har dræbt den journalist, som kunne have fældet ham. Hvordan og hvorledes kan man selv læse sig til, for HUND ER BARE GUD STAVET BAGFRA er hermed anbefalet!
