Når mennesker bliver rovdyr – EN KVINDE I BERLIN
En anonym kvindes dagbog er en bevægende og usentimental skildring af kvindelivet i de sidste to måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær trængte ind i Berlin.
Citat
Mærkværdig tid. Man oplever historie på første hånd, ting, der vil blive sunget og berettet om. Men tæt på opløser de sig i byrder og bekymringer. Historie er meget ubehagelig. I morgen vil jeg lede efter efter brændenælder og kul.
Borgerne i Berlins østlige kvarterer blev den 16. april 1945 vækket tidligt om morgenen. Lyden af en fjern rumlende torden gav så kraftige rystelser, at billeder faldt ned fra væggene, og telefoner begyndte at ringe af sig selv. Den russiske hær stod nu kun hundrede kilometer øst for byen og havde begyndt sin offensiv.
Da Den Røde Hær erobrede Berlin, befandt omkring to millioner civile sig endnu i byen. Der var hovedsageligt tale om kvinder og børn, idet langt hovedparten af de tyske mænd – unge som gamle – på dette tidspunkt udgjorde en del af Det Tredjes Riges nu stærkt pressede forsvar. Da russerne endelig trængte ind i den tyske hovedstad, blev det starten på et mareridt for de tilbageblevne kvinder. Det blev en tid, hvor sult, voldtægt og barbari hærgede i Berlins gader.
EN KVINDE I BERLIN er en 34-årig kvindes dagbog. Hendes beretning starter på Hitlers fødselsdag, fire dage efter det indledende bombardement, og fortsætter i omkring to måneder til den 22. juni. Kort fortalt dækker perioden bombardementet, gadekampene, Hitlers selvmord og erobrernes besættelse af byen. Men bogen er meget mere end en nøgtern beskrivelse af historiske begivenheder. Bogen skildrer nemlig de civile lidelser i afslutningen af 2. Verdenskrig og er historien om, hvordan mennesker, når de er under stærkt pres, finder ganske forfærdelige sider frem af sig selv.
Beretningen, der oprindeligt fyldte to håndskrevne kladdehæfter, er ikke nogen ny udgivelse. Faktisk blev den udgivet første gang i USA i 1954. I 1959 blev bogen for første gang udgivet på tysk, og den fik langt fra en varm modtagelse. Den anonyme forfatter, der inden krigen arbejdede som journalist og havde rejst i det meste af Europa, blev beskyldt for at krænke tyske kvinders ære ved at fortælle om ting, de fleste på dette tidspunkt ønskede at fortrænge. Bogen skabte så stort et ramaskrig, at kvinden simpelthen forbød flere oplæg, så længe hun levede. Derfor blev bogen først i 2003 genudgivet i Tyskland, ligesom den siden er blevet filmatiseret.
Den beretning, som tyskerne i 1959 endnu ikke var i stand til at se i øjnene, er da også grusom. Det er historien om rutinemæssige massevoldtægter, sult og elendighed. Kvinden beskriver det selv som ulvenes lov. Når basale behov ikke kan dækkes, fordi varer som vand, elektricitet, madvarer og telefonforbindelse forsvinder, så bliver mennesker til rovdyr, og det bliver barbariets lov, der gælder. Almindelige relationer ophører og erstattes af lovløshed.
Da de russiske soldater lugtende af sprit og sved trænger ind i Berlin ser de kvinderne som et naturligt krigsbytte på linje med armbåndsure. Hverken unge eller gamle går ram forbi, og mange ender med at begå selvmord. Og her finder vi nok forklaringen på, hvorfor forfatteren har valgt at forblive anonym. Den unge kvinde beslutter sig nemlig tidligt for at overleve. Hun anvender sine russiskkundskaber, som hun inden krigen har erhvervet sig på rejser i Rusland, til at tolke, og hun lægger krop til russiske officerers voldtægter i bytte for mad og sikkerhed. Ikke en strategi, der efter krigen var velanset, og som hun havde lyst til at lægge navn til.
Heldigvis er bogen ikke bare dyster læsning. Anonyma er en glimrende iagttager af sine medmennesker og af tidsånden, hvor respekten for naziregimet smuldrer. Bogen er da heller ikke uden humor og selvironi, og det konstateres for eksempel at ’optimister lærer sig engelsk og pessimister russisk’.
Beretningen er en utrolig detaljeret, reflekteret og usentimental skildring af et grusomt kvindeliv i de sidste måneder af 2. Verdenskrig. Begivenheder og steder beskrives så levende, at det er svært ikke at blive påvirket som læser. Bogen er yderst velskrevet, og forfatterens personlighed skinner igennem, når hun løbende reflekterer over begivenhederne, fortiden og fremtiden. Bogen giver et gribende og personligt indblik i de civile omkostninger i den sidste periode af 2. Verdenskrig, men den er samtidig også en fortælling om overlevelse.
