Af | 22. november 2013

Nærende mæthed – Knut Hamsun SULT

Gyldendal og Kim Leine har oversat Knut Hamsuns debutroman SULT til dansk. Selvom SULT er, hvad der gennemsyrer romanen fra start til slut, er man som læser dejlig mæt på romanens sidste side.

Citat

Jeg sultede hårdt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv på grund af min uhæmmede appetit. (…) Så med ét faldt det mig ind, at jeg kan gå ned til en af basarerne neden for, hvor jeg sidder, og få mig et stykke råt kød. Da jeg var kommet næsten helt hen til kødbiksen, kaldte jeg opad mod åbningen i trappen og viftede med hånden, som om jeg talte til en hund deroppe, og henvendte mig frækt til den første slagter jeg stødte på. Åh, vær flink og giv mig et ben til mig hund! Sagde jeg (…) Jeg fik et ben, et prægtigt ben hvor der stadig var en smule kød tilbage, og puttede det ind under frakken (…) Jeg sneg mig ind i Smedegangen, så langt ind jeg kunne komme, og stoppede op uden for en forfalden port til en baggård. Der var ikke lys at se i nogen retninger, der var velsignet mørkt rundtom mig; jeg gik i gang med at gnave på benet.
Det smagte ikke af noget; en kvalmende lugt afgammeltblod stod op fra benet, og jeg begyndte straks at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis bare jeg fik lov til at holde det i mig, ville detsikkerthjælpe (…) Men jeg kastede op igen. Jeg blev vred, bed heftigt i kødet (…) Og det nyttede alligevel ikke noget; lige så snart de små kødtrevler var blevet varme i munden, kom de op igen.

Knut Hamsuns unavngivne alterego og hovedperson i SULT er sulten:

– Det var på den tid, hvor jeg gik rundt og sultede i Kristiania, denne mærkelige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den

Det er hvad romanens hovedperson lader sine læsere vide, da han fra romanens første side tager os med på sin sultne vandring rundt i Norges hovedstad.

Romanen udkom første gang i 1890 og skulle eftersigende have selvbiografisk karakter, idet Knut Hamsun selv har gået sulten rundt i Kristiania, inden han fik sit gennembrud med SULT. Og ligesom Hamsun prøver romanens hovedperson at skrive sig ud af sulten. Men jo mere sulten han bliver, des mere sindsforvirret bliver han, og så meget desto mere usammenhængende bliver hans skrift. Både i de kronikker og afhandlinger han prøver at skrive til byens aviser og i den bog man som læser har i hånden. Men hvor protagonistens skrifter er så håbløse, at han krøller dem sammen, inden de får chance for offentliggørelse, er SULTs bedste sider de mest sultne sider: de sider hvor indignation, håb og skam giver indsigt i den sultne mands desperation, men også i hans krampagtige forsøg på at holde fast i tabt værdighed.

Modtageren af Nordisk Råds litteraturpris – Kim Leine – har oversat og skrevet forord til denne nyudgivelse. Her skriver han, at det er tydeligt, at Hamsun havde Dostojevski som sit forbillede. Og enhver, der har læst FORBRYDELSE OG STRAF, vil også finde lighedstegnene mellem SULTs protagonist og Raskolnikov slående. Men hvor Raskolnikov i FORBRYDELSE OG STRAF bliver så opgivende i sin fattigdom, at han slår en gammel pantlånerske ihjel, vedbliver Hamsuns hovedperson stædigt at fastholde et håb og en vilje til ikke at tabe den sidste rest værdighed. På den måde vidner romanen om menneskets overlevelseskraft, der til tider er pinlig i dens stædighed.

SULT har skrevet sig ind på det tidsløse kort over verdenslitteratur, fordi det er en roman om alle de faser man som menneske i krise gennemgår. Og med Hamsuns evne til at vise menneskets inderste indre, i såvel ydmygelse som under oprejsning, har SULT fortjent sin nyudgivelse for danske læsere.

Originaludgaven og de mange der har fulgt siden, er skrevet i en blanding af dansk og norsk, som det var normalt for norske forfattere at skrive på Hamsuns tid. Argumentationen for, at den nu er udgivet i en ren dansk oversættelse, er ifølge Leine, at nutidens læsere har svært ved at læse gennem dette sprogskifte. Men nyoversættelsen har skabt polemik i litteraturparnasset: for kan man overhovedet oversætte én som Hamsun? Hamsun, der med sin anarkistiske tilgang til sproget har skabt et sprog, der hverken er dansk eller norsk men ’hamsunsk’, som Leine skriver i forordet.

Leine skriver, at ’Hamsun kan ikke normaliseres’. Og i sin oversættelse har han således prøvet at bevare anomaliteten og formået at være tro mod Hamsuns overbevisende præsentation af sin hovedpersons desperate håb – og han har leveret den i en form, hvor også nutidens læsere forbliver interesseret.

Det er en bog, der vækker læserens SULT, og man bliver ikke mæt, førend sidste side er vendt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også