Nærhedens tidsalder – Tore Rye Andersen DEN NYE AMERIKANSKE ROMAN
Tore Rye Andersen skriver klogt og klart om den amerikanske roman og nogle af de former, den har taget de seneste årtier.
Citat
Postironikernes anklager mod postmodernismen hviler på et fortegnet grundlag; på en reduktiv konception af postmodernismen, der fremhæver visse genkommende træk i periodens litteratur på bekostning af andre, lige så udtale fællestræk. Der gøres altså op med en til lejligheden opfundet stråmand, og det postironiske opgør sparker derfor på sin vis åbne døre ind. Der er ganske vist stadig væsentlige gradsforskelle mellem den postmodernistiske og den postironiske litteratur – gradsforskelle, der legitimerer at benævne de to perioder forskelligt – men forskellene er langtfra så store, som postironikerne foregiver, og mange af Wallaces og Franzens æstetiske fordringer foregribes allerede af de postmodernistiske patriarker, de prøver at tage livet af.
Danske læsere med interesse for amerikansk litteratur bliver rigtig forkælet for tiden. Sidste år udgav Bahnhof antologien HISTORIER OM AMERIKA (som Tore Rye Andersen også bidrog til), og nu er der minsandten kommet endnu en dansk bog, der forsøger at afdække tendenserne i den amerikanske litteraturjungle.
Tore Rye Andersens DEN NYE AMERIKANSKE ROMAN har i forhold til førnævnte ofret noget af bredden til fordel for dybden og rummer fyldige gennemgange af nogle af de seneste årtiers mest omtalte og ikoniserede forfatterskaber. Thomas Pynchon, Don DeLillo, Jonathan Franzen og David Forster Wallace udgør rygraden i bogen, og der bliver således ikke tilnærmelsesvis – på trods af bogens titel – tegnet noget totalbillede af den nutidige amerikanske romans mangfoldige udtryk.
I stedet tilbyder bogen fremragende – og ofte meget originale – værkanalyser og koncentrerer sig om at forfølge især én markant tendens i nyere amerikansk litteratur: bevægelsen fra en overvejende selvtilstrækkelig, ironiserende postmodernisme til en kommunikerende, inderlig og sentimental ’postironisk litteratur’, som den betegnes.
Som garanter for den gamle garde af postmodernister fremhæves blandt andre Don DeLillo, Paul Auster og Thomas Pynchon, mens det primært er en generation af yngre forfattere, der sættes under det postironiske banner: David Forster Wallace, Jonathan Franzen, Rick Moody, Jeffrey Eugenides, Dave Eggers m.fl. Disse forfattere plæderer overordnet for en litteratur, som ikke er bange for at være følelsesladet, som orienterer sig mod det menneskelige, og som genetablerer litteraturen ’som et kommunikativt medium snarere end et autonomt artefakt.’
Den nye generations bestræbelser på at kappe alle ideologiske bånd til den forriges koryfæer har ført til en undertiden meget grovkornet og forsimplet udlægning af postmodernismens væsenstræk, hvilket Tore Rye Andersen da heller ikke undlader at bemærke (se citatboksen). Men ud af dette opgør er sprunget en frisk og potent romanform med det nære (familie)liv i centrum, som indtil videre tæller fantastiske hovedværker som Franzens KORREKTIONER, Eugenides’ MIDDLESEX og Moodys ISSLAG.
Hovedparten af DEN NYE AMERIKANSKE ROMAN bygger på Tore Rye Andersens ph.d.-afhandling fra 2007, men er med stor dygtighed omdannet til et lettere tilgængeligt format. Frem for at videreføre afhandlingens stramme struktur og objektive tone er bogen kendetegnet af forfatterens udprægede fortælleglæde og hang til pludselige afstikkere. Der er, som det varsles indledningsvis, åbnet for, at bogen kan ’bevæge sig af uventede stier og omveje’, og selvom man af og til savner lidt metatekst, der på forhånd forklarer, hvor dette eller hint sludrende intermezzo dog skal føre læseren hen, så er man bogen igennem godt underholdt og en god del klogere, når det sidste punktum er læst.
