Nærmest mere end fælles – Marianne Larsen HÆNDELSER I STRESSET MELANKOLI
Larsen er stadig danmarksmester i poetisk umiddelbarhed. Digte der peger ud til kanten af sproget og på deres helt egen måde emmer af sympati med menneskene, i al deres flintrende sårbarhed.
Digt
I LEDTOG MED BLOMSTRENDE KRAT
flyver jeg lavt hen over jorden
støvsuger den for hybenblomstrødt med kroppens porersom en indånding uden mærkbar identitet kigger jeg
ud over skrænternedenfor går de døde rundt og sover sammen
med andre atomare partikler altid
Udtrykket ‘stresset melankoli’ indrammer på mange måder verdenstilstanden anno 2014 for mig. Så midt i vor tids anspændthed, er en poesi som Marianne Larsens kærkommen, fordi den synes at fænge og sagtne én, lave små tankestandsende tidslommer.
Og trods de molfarvede overtoner, har Larsens nye digtsamling et distinkt skævt smil på læben. Hendes karakterer er hurtigt og næsten distræt skitserede, men spillevende og udtryksfulde. Stederne i digtene er både konkrete og opløselige – som f.eks møntvaskeriet med navnet Love-on, der giver genlyd digtsamlingen igennem. Der er baggårde og værelser, der er drømte og porøse rum, overlejret af minder og fjerne fornemmelser.
Som i den her småforvirrede åbenbaring, et udklip af et splitsekunds øjenkontakt: ’der er de svævende/ der er de andre// i dag besøger jeg de førstnævnte/ i hovedet på folk jeg går forbi// de viser mig indenfor hvor det sker/ ingen af os ejer// med ord’
Det er bare en lille tegning af menneskene, opridset i flygtige positioner, med et mildt åndedræt der passerer mellem dem. Men Larsen bruger den til at række ind i det sted i ethvert menneske, hvor ordene slipper op, og det er alene – og at tale om det som en ensomhed vi deler.
Og de før-sproglige længsler har afgjort en central plads hos Larsen, de bliver ved at dukke op i hendes billedsprog – som i åbningsdigtet, hvor en kvindes blik er ‘ vendt/ mod det muslingeformede blå/ strakt ud efter jeg ved ikke hvad’, eller som i citat-digtet hvor den naturfarvede surrealisme kaster små kosmiske glimt af sig, mens den forbinder mennesket materielt med planter og sedimenter.
En del af digtene forsynes med ret herlige (og herligt urelaterede) fodnoter, eller para-titler, skrevet med capslock: ’GLASDYR LIGNER MANGFOLDIGE VINDUER OG SYMBOLISERER AT DE VED EN SÆRLIG HØJ TONE SPLINTRER’ eller ’WHAT I LOVE ABOUT YOU AND ME WE CANNOT MASTER OURSELVES’. Man kunne sågar se dem som anti-hashtags, små kategori-forstyrrende tekster.
Andre gange bedriver Larsen den samme form for sårbar quirky realisme (hermed foreslået genrebetegnelse) som mange af vore aktuelle digtere i 20’erne. Og på det område måler hun sig med hvem som helst: ’går ud af døren uden at skænke / mine små nakkehår en tanke // siger hallo en uforklarlig tone/ for skingert til en jeg holder af/ giver mig ud for [sic] være en anden/ der ret godt kan lide mig i metroen’. Eller når hun i et digt om at tage sokker på, pludselig bliver fremmed over for sine tæer.
Larsen har heller aldrig været bleg for at bruge poesien sprogpolitisk. Her i digtsamlingen sporer man f.eks træthed og aversion over for vor tids tendentiøse business-sprog og teknologifiksering. Hun bruger mobiltelefonen eminent følsomt; et sted ’åbner [hun] den seneste sms der er musiceret ind’, eller tungere: ’opdaterer mine forfædres død/ trykker på send’.
Af og til sker det så på en positionerende måde, som er mindre mig: Når buzzwords udstilles ved navns nævnelse (ironiske karakterer som ’networkere’ eller ’en storinvestor til topmøde med sit ego’ kan jeg kun forstå som sådan), eller når Larsen i digtet ‘FORDI JEG VAR DER SOM OM JEG HAVDE VÆRET DER’ lader sig irritere over vor tids kameramani. Jeg kan mere end sagtens sætte mig ind i de aversioner – men i dén modus skurrer de måske lidt mod digtsamlingens poetiske tænksomhed.
I sin kerne er HÆNDELSER I STRESSET MELANKOLI en emotionel form for digtning, som netop fungerer, fordi den aldrig svælger i sin sentimentalitet, men i stedet lader sig forundre over den. Den formidler en udsathed, samtidig med den hviler i sig selv. Der er på den måde heller ikke nogen ambition om nybrud eller formsprængning. Det ambitiøse er poesien som et grænseoverskridende sprog, der forbinder os. En poesi som den latter, der i afslutningsdigtet beskrives: ’nærmest mere end fælles’.
