Nærværende navlepilleri – Milan Kundera DET UBETYDELIGES FEST
Milan Kundera har skrevet endnu en roman, der handler om livets alting og ingenting – og alt det imellem. Det er især godt, når det er næsten ligegyldigt.
Citat
De ankom til D’Ardelos lejlighed to timer før hans cocktailparty begyndte. ”Det er min assistent, frue. Han er pakistaner. Jeg beder dem undskylde, men han kan ikke et eneste fransk ord,” sagde Charles, og Caliban sagde nogle uforståelige sætninger og bukkede formfuldendt for fru D’Ardelo. Fru D’Ardelos udsøgt blaserte mangel på interesse – hun lagde overhovedet ikke mærke til ham – bekræftede Caliban i det nytteløse ved hans møjsommeligt opfundne sprog, og melankolien begyndte at brede sig i ham.
Er man bekendt med Milan Kunderas forfatterskab, ved man også, at livets små skærmydsler ofte er dem, der spiller den største rolle i tjekkens romaner og essays. Men der er også altid en dybde, der ligger og vibrerer under fortællingens overflade. I Kunderas nok mest kendte roman, TILVÆRELSENS ULIDELIGE LETHED fra 1984, er det de eksistentielle refleksioner hos kirugen Thomas, der er omdrejningspunktet, men bagved disse ligger der en dyster fortælling om politisk kontrol i Prag efter Russernes indtog i 1968.
I Kunderas seneste roman DET UBETYDELIGES FEST, der trækker tydelige tråde fra gennembrudsromanen, er det som om, der bliver stillet spørgsmålstegn ved væsentligheden og eksistensen af denne tilværelsens ulidelige lethed. Samtidig er der et tydeligt referencespor, der vender sig mod Stalin, Sovjet og det politiske miljø. Hvad handler romanen da om, spørger du så? Ingenting. Helt kort opsummeret. Og det er som sådan helt ok. Det vil sige, den følger en række mænd oppe i årene og deres ligegyldigheder, mens de trasker rundt i Luxembourgparken og senere mødes til et cocktailparty i Paris. Her løfter humøret sig en smule, efter at tonen hidtil har været lettere bedrøvende.
Den ene, Alain, forundres over kvindens navle og hvordan ’dette lille runde hul midt i kroppen’ måske kan ses som udgangspunktet for kvindens forførelsesevne. Charles er nærmest besat af en gammel vits om Stalin, der på det ene tidspunkt refererer teorier af Schopenhauer og Kant og det næste føler medlidenhed Kalinin, der hele tiden skal tisse. Den fortabte skuespiller Caliban, prøver at genvinde sin egen teatralske stolthed ved til festen at udgive sig for at være pakistaner, mens D’Ardelo, der alligevel ikke har kræft, finder en besynderlig trang til at bilde folk ind, at han er syg. Sidst er der Ramon, der ikke magter at stå i kø til at komme ind til en Chagall-udstilling. De er alle en smule patetiske, ja, måske ligefrem navlepillende. Som Ramon på et tidspunkt bemærker til Charles:
– Le ikke. At tale uden at tiltrække sig opmærksomhed, det er ikke let! At være konstant til stede med sin tale og alligevel forblive uhørt, det kræver virtuositet!
Det er dikotomien mellem den eksistentielle tyngde og den mildt ironiske vinkel, der gør Kundera værd at læse. Som når Alain i det ene kapitel tænker på, hvorfor hans mor forlod ham og forlader fortællingen for at berette om en kvinde, der går fra bilen mod floden for at begå selvmord, men ender med at drukne sin redningsmand, ryste vandet af sig og starte bilen igen. Et par kapitler efter er det Caliban, der finder en veninde til festen ved at snakke pakistansk. Selvom hun er portugiser, var det ‘deres kommunikation på to sprog som de ikke forstod, [der] fik dem til at nærme sig hinanden.’
Kundera er en mester til at skrive disse små scenarier frem som trumfer med al deres voldsomhed og ligegyldighed på samme tid. Aldrig er det kun det ene eller det andet. Til tider kan Kunderas, for denne læser, belærende og mildt patroniserende stemme, der i ny og næ træder ind i romanen, dog være en kæp i hjulet for denne vekslen mellem det lette og det tunge. Samtidig er det er svært at sige, om romanen skal læses som en kritik af den vestlige ignorance eller bare en hyldest til hverdagens små mirakler. Måske noget helt tredje. Måske er det slet ikke meningen, at der skal være noget entydigt svar. Måske er det hele bare ligegyldigt. Ikke desto mindre har Kundera skrevet en fin og ikke helt så ubetydelig bog.
