Næsten mere sandt end det der er sandt – Carl Frode Tiller INDKREDSNING
Nordmanden Carl Frode Tiller har med INDKREDSNING skrevet en rigtig god roman. Den handler blandt andet om sandheden.
Citat
Det første vi lagde mærke til, var at småfuglene blev skræmte. De lettede fra de grene de sad på, og sprøjtede gennem luften, omtrent ligesom en håndfuld sand og småsten der bliver kastet i vejret af et barn i en sandkasse … Som jeg husker dette ene sekund i mit liv nu i dag, var det ikke så forskelligt fra at stå i vejkanten når en semitrailer drøner forbi og lufttrykket slår så hårdt mod kroppen at man er lige ved at blæse over ende. Men vi stod ikke i vejkanten, vi stod midt inde i skovlunden med hver sin buket hvide anemoner i hånden (bedstemor fyldte 85 dagen efter, og jeg havde lovet at hjælpe til med at pynte bordet), og det der kom drønende, var selvfølgelig ikke nogen semitrailer, det var det der i folkemunde kom til at hedde Holsethskredet.
Hvis man mister hukommelsen, er man så stadig sig selv? Og hvad er dette selv? Det er spørgsmålene i indledningen af Tillers nye roman, hvor hovedpersonen, David, netop har mistet hukommelsen. Derfor indrykker hospitalet, hvor han er indlagt, en annonce, der opfordrer Davids venner og familie til at skrive breve til ham for at give ham erindring om, hvem han er. Tre personer svarer på annoncen: barndomsvennen Jon, stedfaderen Arvid og ekskæresten Silje.
Romanen falder nu i tre dele, en til hver af de tre brevskrivere. Faktisk viser det sig hurtigt, at bogen, snarere end at handle om David, bliver et portræt af Jon, Arvid og Silje, der deler samme udfordring, nemlig ’at forsone sig med det’, som det hedder. Det, de skal forsone sig med, er livets besværligheder og sorger i forskellige afskygninger. Således mærker man også at brevene bliver et pusterum for de plagede brevskrivere. På grund af deres nutids mange problemer – især med familien – fremstår fortiden i et nostalgisk, venlig og varmt, lys, som det giver trøst at henfalde i.
Brevenes karakter af trøst har til gengæld den bieffekt, at de næppe er helt sandfærdige. Og det er et problem al den stund, at de er det eneste, David har at bygge sin fremtidige tilværelse på. Han er en blank side, som de tre brevskrivere kan udfylde præcis, som de ønsker. Det er en ansvarsfuld og forførende opgave. Arvid, der er from, selvgod og tidligere præst, indrømmer da også, at han har måttet kæmpe med fristelsen til at beskrive David som kristen – og dermed gøre ham kristen. Her aner man en subtil metafiktion, for er det ikke netop det, litteraturen gør – at skabe liv gennem ord? Om David hører vi flere gange, at han ville være forfatter. Er det hele mon blot hans fiktionaliserede selvbiografi?
INDKREDSNING er en lavmælt roman, men fyldt med store dramaer, der skyldes, at vi mennesker har en sørgelig tendens til at opføre os modbydeligt mod dem, vi elsker. Tiller viser det så klart, at man græmmes.
Til tider bliver det hele lovlig forudsigeligt i det velfærdsrealistiske portræt af landsbyen Namsos med al dens indskrænkede borgerlighed, de stille liv og ungdommens lige så trivielle begær efter at bryde med al denne konformitet – Jon, David og Silje dyrker Kunsten og har en makaber fascination af død, tortur og lemlæstelse. Men Tiller skriver så smukt og interessant, at man hurtigt begejstres over en elegant sætning eller anfægtes af en vedkommende konflikt. Især gør Siljes breve et, tror jeg, uforglemmeligt indtryk.
Det er en selvfølgelig pointe i romanen, at vi skabes i relation til vores omgivelser. En afledt pointe er, at vi skal behandle hinanden ordentligt. ’Det er nogen at være til for der gør os til menneske’, som det hedder et sted. Det budskab får Tiller afleveret i en interessant og velskrevet roman, der har stor sans for det komplekse, psykologiske spil mellem mennesker, og som fortjener at blive læst af mange.
Eneste ærgrelse gælder en redaktionel detalje: brev-afsnittene er sat i kursiv i en skriftstørrelse, der er så lille, at det bliver anstrengende at læse i længden.
