Af | 28. september 2009

Nåh, går du også her og digter? – Anders Abildgaard KÆRE VENNER

Abildgaard hilser høfligt og med et glimt i øjet på venner og kollegaer i sin anden digtsamling KÆRE VENNER. Vi hilser pænt tilbage og siger tak for læsningen.

Digt

Fanø
folk der sidder i en stue
stå i haven uden for det hus og tale i telefon
lav nogle rum
sæt dig ned og læs noget Seeberg
se på hende der
se på det der
lad være med at stå sådan der
lad være med at sige sådan der
lad være med at skrive sådan der
lad være med at gøre sådan der
lad være med at spørge til det der
skal vi nu ikke se at komme videre
det er helt naturligt at vi nu forsøger at komme videre
det er naturligt for os at se fremad
vi vende og drejer os i sengen
ingen ting er vores

Den sidste tekst i Anders Abildgaards anden digtsamling, KÆRE VENNER, er et langt citat fra Stig Larssons HELHJÄRTAD TANKE. Her reflekteres der over klipningen i en bestemt film:

– I et klip fra det – til det: og materialiteten, den anderledes stoflighed, kunne mærkes i klipøjeblikket. Fra den lille blanke kjoleryg til, i pludselig trafikstøj, et busvindues pletter af spejlinger som nu går til højre og svisj tilbage til venstre over svagt anede mørkegrå skikkelser inde i en bus.

Den omtalte klippeteknik hedder jump cut og er en metode, som Abildgaard har appliceret på sine tekster, der også igen og igen skifter fra en location, et tempo, en indstillingsgrad til et andet, som her fx:

-Stranden/havnen/cafeen/lukkede døre/ jeg har set Camille stå derinde i gyden og rode i sin jakke-/lomme/kaffe/børn i baggården/man holder om sit cykelstyr/man mærker sine fødder/man tænker/man tænker ikke.

Det kan virke tilfældigt, hvad der bliver registreret, som et blik, der flakker eller en tankerække, der kører frit, men detaljerne er alligevel vigtige; om akvariet fx stod på hylden eller på skænken. På samme måde udpeges vennerne ved navn i vrimlen af de ellers anonyme mennesker, der glider over siderne; det var ikke bare en fest, det var en fest hos Peter-Clement.

I det hele taget er der en udtalt bevægelse igennem digtsamlingen; nogen gør noget, først i nutid og så i datid, i bestemt form og så i tiltale. De vinker, sidder, står, stod, går, har hånden på hoften og så omkring livet på pigen. De sammenstillinger fungerer i de fleste digte og peger fint på, hvordan ting kan have en sammenhæng, selvom de ikke lige umiddelbart synes at have noget til fælles.

Men jo længere teksterne bliver, jo mere vælter registreringerne over hinanden, og det kan være svært at holde tråden. Og så er jeg alligevel ret vild med fx åbningsteksten, der ellers er en af de længere i samlingen.

Digtsamlingen hedder KÆRE VENNER og udover de nævnte venner i digtene, går hilsnen også ud til flere af Abildgaards kollegaer. Der bliver flittigt vinket til navngivne forfattere som Tranströmer, Beckett og Derrida, og jeg synes desuden at kunne høre forfattere som Niels Frank, Hans-Otto Jørgensen og Lars Frost i nogle af digtene. Der er utvivlsomt flere referencer, fx er der i bogens layout en hilsen til Kirsten Thorups debutbog LOVE FROM TRIESTE, har jeg hørt.

Der er altså styr på kanonen og digtene er stilsikkert og stilfærdigt udført. Der er tænkt over det. Det er en fornøjelse.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også