Når billedet stjæler billedet – APPARATUR #24
Kan man lave digte om til tegneserier? Tidsskriftet APPARATUR undersøger forholdet mellem ord og billeder i en overmåde delikat udgivelse, som desværre også er den foreløbigt sidste.
Det er elleve år siden litteratur- og billedkunst-tidsskriftet APPARATUR udkom første gang, og nu er det så udkommet for foreløbig sidste. Med den 24. udgivelse stilles APPARATUR nemlig i bero, som det hedder på hjemmesiden, og det læsende publikum mister således et af de allereleganteste tidsskrifter på markedet. I hvert fald for en tid. Om APPARATUR kommer op at køre igen, og i så fald hvornår, melder historien ikke noget om, men man kan i sandhed håbe. Og imens man gør det, kan man passende bestille nummer 24, som ikke bare er den foreløbigt sidste, men også den foreløbigt flotteste udgave af APPARATUR.
I forordet skriver redaktionen, at idéen er at lave en ’poetisk pendant til graphic novels’. Tidsskriftet består således af fem allerede udgivne digte af henholdsvis Mette Moestrup, Knud Sørensen, Pia Juul, Peter Dyreborg og Janus Kodal. Digtene fortolkes i billeder af Mikkel Sommer, Vibe Breddahl, Christian Skovgaard, Louise Thrane Jensen og Signe Parkins. Jeg må indrømme, at mens jeg kendte digterne, havde jeg ikke hørt om en eneste af tegnerne. Det har jeg nu, og tak for det. Alle fem er på hver sin måde et berigende bekendskab.
En sjov detalje er i øvrigt, at man på bagsiden kan læse små bidder af forfatternes kommentarer til tegningerne. Mette Moestrup bider mærke i, at Mikkel Sommer har fortolket digterjeget som en mand i stedet for en kvinde, hvilket ændrer tematikken en del. For hvor digtet før handlede om en sagesløs, Camel light-rygende kvinde, der på en tur til Egypten bliver forulempet af en blotter, får den samme historie homoerotiske undertoner, når digterjeget pludselig er en mand. Man fornemmer tydeligt, at det ikke kun for læseren, men også for forfatteren er spændende at få omsat ord til billeder, fordi der netop er tale om fortolkninger.
APPARATUR #24 er en spændende udgivelse, fordi man som læser bliver opmærksom på, hvad det vil sige at læse et en tekst. Det går op for én, hvor mange billeder man har i hovedet, når man læser, og hvor meget ’plads’ et digt overlader til fantasien. De tegnede digte spiller ord og billeder ud mod hinanden og lader dem arbejde sammen og hver for sig. Man kan læse billederne først, eller man kan læse ordene først, eller man kan lade øjnene springe frem og tilbage. De tegnede digte tvinger én til at læse på en ny måde, og det udnytter tegnerne til fulde ved at lade teksten være en integreret del af billedet i stedet for bare billedtekst. I Pia Juuls digt ’Mord i skoven’ er ordene skrevet på træernes stammer, og i Knud Sørensens ’Morgenens hjerte’ slynger ordene sig ikke kun billedligt talt, men også rent fysisk som guirlander over siden.
I det hele taget er jeg svært begejstret for tegningerne, som er flotte, opfindsomme og poetiske. Og nej, tegnede digte kommer ikke til at udkonkurrere almindelige digte. De er ikke ’bedre’, ligesom graphic novels ikke er bedre end almindelige romaner. Men for en stund vil jeg hellere end gerne lade disse billeder stjæle billedet.
