Når der går ild i gamle huse – Waciny Laredj DET ANDALUSISKE HUS
DET ANDALUSISKE HUS er en historisk roman med episke armbevægelser. Desværre mister historiens vingesus pusten, når kedelig kærlighed og nølende nostalgi stjæler fokusset.
Citat
Det er med erindringen som med stjernerne. Når de bliver trætte af at skinne, bliver de træge og dør, for så at spredes på himlen som flygtig, lysende aske. Fornuften opgiver frivilligt sine sidste rettigheder og træder ind i cirkelbevægelser der ligner et ubarmhjertigt endeligt. Men vi kan sige at det ikke er sket endnu, og at der stadig er plads i livet. Som min vildfarne andalusiske forfader Galileo Rojo plejede at sige: »Livet piner os når vi kommer i tanke om det, og sanserne forråder os når vi beder dem være til stede. Lad os glemme dem lidt, mens vi bliver rystet af frygtens engel og lader tingene komme til os som det passer dem. Vi skaber ikke bare det liv vi ønsker. Livet skaber også os som det ønsker, og det fylder vore legemer med sin galskab og bomber der kan springe i luften til enhver tid.«
Den prisvindende algierske forfatter, Waciny Laredj, har efterhånden etableret en bred læserskare i den arabiske verden. Også i Frankrig har flere af hans værker vundet kritikernes anerkendelse, og tidligere i år gæstede han Louisiana Literature for at tale om det DET ANDALUSISKE HUS, der er oversat direkte fra arabisk til dansk.
DET ANDALUSISKE HUS er en interessant og ambitiøs moppedreng, der både leger med historie og form. Rammefortællingen handler om den midaldrende ungkarl, Mourad Basta, der kæmper en kafkask kamp for at bevare sine forfædres hus. De korrupte myndigheder holder nemlig udsalg af landets historiske mindesmærker til fordel for et shoppingcenter af astronomiske dimensioner, og beklageligvis står Mourads 400 år gamle hus i vejen.
Det er ikke kun huset, der binder Mourad sammen med sine fjerne forfædre. Skjult i huset findes et manuskript, der fortæller slægtens historie tilbage til husets grundlæggelse 400 år tidligere. Rekonstruktionen af det gamle manuskript iscenesættes som en parallel historie, der får fortid og nutid til at smelte sammen. Den centrale person er Galileo Rojo, der ligesom mange af de arabiske muslimer – herunder forfatterens egne aner – blev kylet ud af Spanien under inkvisitionen.
Så langt så godt. Ja, ret godt faktisk. For historien om Galileo – der i længslen efter Spanien og sin store kærlighed grundlægger DET ANDALUSISKE HUS i Algeriet – er et godt stykke af vejen spændende og tankevækkende. Højdepunktet er mødet med Cervantes – ja, den Cervantes! Da Cervantes bliver taget som gidsel og sidder fanget i Algeriet, bliver Galileo nemlig sendt ind som tolk. Og det bliver begyndelsen på et venskab, der inspirerer Cervantes til at skrive DON QUIJOTE. Intet mindre. Denne intertekstualitet fungerer glimrende og er ikke blot med til at puste liv i karaktererne. Den peger samtidig på arabernes plads i den europæiske litteraturhistorie. Og turbanen af for det!
Desværre må DET ANDALUSISKE HUS lægge hus til mere, end den kan bære. For det første er Galileos kærlighedshistorie for lang og lige så sød som arabisk te. Uden te! Og man bliver træt af de evindelige lovprisninger af den åh så vidunderlige Hanna Sultana, der i længden leder tankerne hen på de slatne sæbeoperaer, der importeres fra Sydamerika og synkroniseres til arabisk.
Desuden tager forfatteren munden for fuld, når han fra husets dørtærskel forsøger at trække de store streger i Algeriets moderne historie. Det bliver noget forhastet rod, hvor handlingsbærende personer pludselig forsvinder, og vigtige samfundskritiske pointer mister kant, fordi de hænges op på et unuanceret persongalleri.
Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig. For udgangspunktet – en historisk roman om Algeriets barske historie oversat direkte fra arabisk til dansk – er virkelig interessant. Og havde forfatteren ikke spildt sit krudt på en rædderlig romance og tarvelige gangstere i jakkesæt, kunne DET ANDALUSISKE HUS have fremstået som en skarp og velskrevet skildring af et samfund i vedvarende forfald.
