Når en solsort ikke bare er en solsort – Charlotte Weitze DET HVIDE KVARTER
I umiskendelig eventyrstil tager Charlotte Weitze i sin nye novellesamling villakvarteret som sådan under sin kyndige behandling. Bag den hvide overflade gemmer der sig – ikke overraskende – mærkelige hemmeligheder, skjulte passioner og et dyreliv ude af (symbolsk) kontrol.
Citat
Erling tog drengen ud af sin kones arme og gik ind for at lægge ham. Erling tog hans temperatur og klædte ham af for at se, om han havde knopper. Erling kunne ikke finde noget galt, og drengen standsede midt i et skrig. I et langt øjeblik stod den lilles øjne åbne, store og blanke. Erling stirrede derind og så den vippende solsort. I solsortens blanke øjne fandt han et billede af sin søn: Han lå på jorden, nøgen som en fugleunge. Han var død, splattet og sprækket. Erling skreg og tog fat om drengens hånd. Den var kold. Ansigtet rundt om øjnene virkede blåligt. Det sejlede for Erling.
Det hvide kvarter er et boligområde med villaer og boligblokke, der grænser op til en mose og en sø. Klassisk Weitze. Det velkendt almindelige grænser op til det fordækte, det tiltrækkende dyb, det uklare ingenting. Det er dømt til at gå galt. Mosen har en dragende virkning på beboerne i kvarteret, og man skal ikke mange linjer ind i førstenovellen ’Lupus’, før en mand begynder at fodre en ulv og gøre den tam. Imens er hans kone hjemme med deres nyfødte barn, og splittelsen mellem mand og kvinde, mor og barn, menneske og dyr, natur og kultur er en realitet. Datteren driver den søvnløse mo(r)der til vanvid, og hun ender med at forsøge at fodre ulven med sin datter. Huha. Så er vi i gang.
En anden novelle handler om den lige så enlige som pertentlige Leif Stuk (!), der en tidlig morgen møder avisbuddet, et lille forhutlet barn. Han opsøger og får medlidenhed med barnets familie, der består af et hav af unger, en småtosset mor og en campingvogn, der snart flytter ind i hans forhave. Under et erotisk møde med moderen brager hans sengestolpe ind i den hvidmalede væg og laver et kæmpe hul ind til råd, svamp og skimmel. Ikke alt kan dækkes med maling.
I samlingens sidste novelle krydser den opofrende frisør Jane skæbne med invalidepensionisten Bitten, der bor hos Jane. En gammel flamme dukker op, Bitten dør og Jane forlader sin jomfruelighed. Med henvisning til den svenske digter Karin Boyes berømte linjer om, at ’Ja visst gör det ont när knoppar brister’, slutter novellen lakonisk konstaterende: ’Vist gør det ondt’. Og det gør ondt gennem hele novellesamlingen. Det gør ondt at være mor, være til og være sig selv. I korte øjeblikke kan man glemme smerten ved at dykke ned i fantasien og fortryllelsens verden.
Charlotte Weitze er suveræn i genren at formidle det usagte. I sine tidligere udgivelser og nu i DET HVIDE KVARTER tager hun livtag med de – i hendes univers – ofte udefinerbare grænser mellem det velkendte og synlige og det ukendte og usynlige. Med udgangspunkt i genkendelige scenarier tipper fortællingerne umærkeligt og bliver til dyrefabler, fantastiske historier eller decideret drøm. I højere grad end tidligere er moderskabet et genkommende element i novellerne, og det er forfriskende, at Weitze spinder snurrige ender over afgrundsdybe tabuer som f.eks. lysten til at dræbe sit eget barn.
Det er fantastisk og uhyggeligt i litterær forstand, og det efterlader læseren i tvivl og frugtbar tøven over det fortalte. Hvad skete der? Hvordan blev kvinden først til en fugl og siden igen til menneske? Hvad var sammenhængen mellem solsortens fløjten og mandens musikalitet? Der sker virkelig mange mærkelige ting, men i Weitzes univers accepterer man det, fordi præmisserne netop er fantastiske. Og fordi Weitze er en sindssygt dygtig fortæller, der med effektive virkemidler holder novellerne i et stramt greb.
DET HVIDE KVARTER ligger i umiddelbar forlængelse af Weitzes tidligere værker og holder deres høje niveau af fabulerende forvandlingshistorier og eventyrlige forsvindingsnumre.
