Af | 4. juli 2005

Når én stavelse bliver til to mesterværker – OVIDS METAMORFOSER

Otto Steen Due fortsætter sine suveræne oversættelser af antikkens største klassikere ved at nyoversætte OVIDS METAMORFOSER, hvor alle de græske og romerske myter sættes ind i rammerne af kærlighed, begær og forvandling.

I 1989 udkom OVIDS FORVANDLINGER, som skulle blive et gennembrud for Otto Steen Dues oversættelser. Helt tilfreds var han dog ikke med resultatet dengang, bl.a. fordi han ’snød’ ved at give sig selv mulighed for at bruge en ekstra stavelse pr. linje. Da han så gennem de senere fordanskninger af ÆNEIDEN, ILLIADEN og ODYSSEEN blev helt fortrolig med det strenge heksameter, bestemte han sig for at give Ovid endnu en tur. Derfor er OVIDS FORVANDLINGER nu, i pagt med deres natur, blevet til OVIDS METAMORFOSER.

Af de fire nævnte mesterværker er METAMORFOSERNE klart det mest lystige, og seksualiteten, ja, rent ud liderligheden, springer frem overalt. Hvor Vergil viser vejen for Dante, er Ovid forløberen for Boccaccio. Som i dennes DEKAMERON gives der en lang række af fortællinger, og historier i historierne, sat sammen i en ydre ramme og under det altoverskyggende tema: Kærligheden og dens forskellige, som tider ret underlige, måder at udtrykke sig på.

Forvandlingerne rammer dem der, muligvis uden at ville det, sætter sig op mod guder eller andre magtfulde væsner. Rammer dem, der bryder den foreliggende orden, og fx vover sig ud i den forbudte kærlighed. Som Myrrha, der skaffer sig plads i sin fars seng. Resultatet er uundgåeligt:

– Mens hun stadigvæk taler,
kommer der jord over foden, og ud gennem tæernes negle
skyder der krogede rødder som bærer en knejsende stamme.
Knoglerne bliver til ved, og marven til marven i veddet,
blodet til saften deri, og armene bliver til grene,
fingrene kviste, og huden blir hård og danner et barklag.

Jupiter fører an i løjerne, men det gælder for alle guder, nymfer, fabeldyr, helte og mennesker, at ingen undgår Cupidos pile, og ingen kan handle mod sin lyst. Bagsiden af elskoven hedder misundelse og had, og som regel ender det der skulle have været lykke og nydelse med blodige lemlæstelser, død eller fatale forvandlinger. Ovid sætter temmelig egensindigt stort set alle kendte myter og figurer ind i sin store historie, og får gennem de fantasifulde, fortjente eller hamrende urimelige metamorfoser givet oprindelsen til alle mulige træer, planter, bjerge, dyr, stjerner, floder etc.

Det er de store følelser og lidenskaber der besynges. Men selv når de største ulykker rammer figurerne, åbner Ovid for seksuelle associationer. Derfor kan det være svært for læseren at bevare fokus på den sorg kvinderne føler, når de næsten alle som en udtrykker den, som Afrodite her:

– Og da hun ser ham oppe fra himlen
ligge bevidstløs, vride sin krop og bløde fra såret,
springer hun ned. Hun flænger sin bluse og sin frisure,
slår sig på brysterne (hvor er det synd for de bryster og hænder!)
og går i rette med døden…

I Dues første Ovid-oversættelse fik man prosa på vers, men i den nye version er metrikken sat øverst, og den er derfor mere krævende at læse. Til gengæld er man altså nærmere originalen, og vel så tæt på mesterens egen stemme som det er muligt for os at komme. Når man nu ikke levede for 2000 år siden, så er det et ubeskriveligt held, at man er dansker samtidig med Otto Steen Due. Tak for det.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også