Når enden er god, er alting så godt? – Haruki Murakami 1Q84 BOG 3
Som læser kan man næsten ikke lade være med at forvente, at sløjfen bindes, og at trilogiens (mange) uopklarede spørgsmål bliver besvaret i dette tredje og sidste bind. Imidlertid forbliver de fleste gåder uløste, og fokus bliver på den sejrende kærlighed.
Citat
Hendes hår er blevet ret langt i løbet af de tre måneder, hun har været i lejligheden. I september nåede det hende knap til skuldrene, men nu når det ned over skulderbladene. Da hun var lille, sørgede hendes mor altid for, at hun var kortklippet, og da hun kom i de større klasser, lod hun det aldrig vokse, fordi hun dyrkede sport. Hun synes, det er for langt nu, men kan ikke selv klippe det, så det må bare vokse. Pandehåret klipper hun dog. Om dagen har hun hestehale, og om aftenen slår hun håret ud og giver det hundrede børstestrød, mens hun hører musik. Det kan hun gøre, fordi hun har så meget tid til sin rådighed.
3. bind i trilogien om Aomame, Tengo og verden med de to måner begynder, hvor bind to slap. I hvert fald næsten. For detektiven Ushikawa har sneget sig ind som et 3. fortællespor. Han optrådte i 2. bind, som manden med det mærkelige udseende, der interviewede Tengo i forbindelse med et legat for hans forfattervirke. Imidlertid viser det sig at have været et påskud. For i virkeligheden (eller så virkeligt noget nu kan være i 1Q84) er Ushikawa hyret af den religiøse sekt Sakigake. I første omgang for at finde ud af, hvorfor Tengo agerede ghostwriter på Fukaeris roman (bind 1), og nu for at finde morderen der dræbte lederen af Sakigake (bind 2) – altså Aomame.
Det besynderlige ved dette bind er, at det uforklarlige er så godt som forsvundet. Fukaeri optræder kun i kraft af et par telefonsamtaler med Tengo, og selvom ’luftpupper’ og ’Little People’ nævnes med enkelte ord, er det som om, de er fejet væk under gulvtæppet. De to måner, der stadig florerer på himlen, er (næsten) eneste bevis på, at kulissen stadig er 1Q84 – den ikke helt almindelige verden. Det havde klædt trilogiens komposition, hvis ’Little People’ og ’luftpupperne’ var fulgt til dørs med lidt forklaring.
Det egentlige bindeled mellem det, der kunne synes ualmindeligt og det hverdagslige, er Ushikawa. Mere eller mindre utilsigtet fører han Tengo og Aomame sammen, og sådan har hans rolle afgørende betydning for trilogiens slutning.
Fordi Sakigake og Fukaeris mystiske verden ikke er så nærværende i dette bind, bliver det i særdeleshed kærlighedshistorien mellem Tengo og Aomame, der går igen i alle trilogiens tre bind. Det kan derfor ligne, at Murakami lidt letkøbt og kliche-præget lader den lykkelige kærlighed være løsning på den skæbne, verden stod overfor i 2. bind. Men måske gør det ikke så meget, så længe historien er fængende, og så vidt er trilogiens 3. bind en ”page turner”, ligeså vel som de to første var det.
Er der et irritationsmoment ved dette sidste bind, er det ikke så meget den udeblevne slutning, på den verden Fukaeri og Tengo åbnede op for, da de skrev ’Luftpuppen’. Derimod er de ofte tamme dialoger og mange floskler skuffende, når de kommer fra en forfatter med så høj status som Murakami. F.eks. forstod man tidligt i 1. bind, at såvel Amomame som Tengo er flot trænede, og at Fukaeri er både karismatisk og speciel, og det virker derfor overflødeligt, at nævne det i flæng i bind 3. Ligesom den abnorme opmærksomhed på Ushikawas ’deforme hoved’ virker påtaget og forceret.
Om Murakami med 1Q84 har skrevet endnu et hovedværk, skal jeg ikke gøre mig til dommer for. Men det havde altså været klædeligt, hvis sproget havde været mindre præget af fraser, uopklarede forhold, og hvis slutningen havde været mere nuanceret end en Hollywood-værdig kærlighedshistorie. Dog håber jeg, at Murakamis tidligere hovedværker gør, at også disse tre bind bliver læst af mange, for de har – trods alt – gjort sig fortjent til en stor læserskare.
